Når tavshed fører til ensomhed og fortvivlelse

Merethe Lindstrøm skriver om alle familiers tragedier og hemmeligheder, der forties og kaster en skygge over mennesker, der lever sammen. Tavsheden bliver ødelæggende, siger årets norske vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, der bruger egne erfaringer til at problematisere fortrængelsen og skildre en sandhed om mennesket. Kristeligt Dagblad har mødt den hidtil ukendte forfatter i Oslo

Tavshed er ikke fremmed for norske Merethe Lindstrøm, der netop har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris for sin seneste roman om fortielse og fortrængning. Hendes far blev pludselig tavs en dag. ”Historien får en anden betydning, end man gik og antog,” siger forfatteren, som Kristeligt Dagblad har mødt i Oslo. –
Tavshed er ikke fremmed for norske Merethe Lindstrøm, der netop har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris for sin seneste roman om fortielse og fortrængning. Hendes far blev pludselig tavs en dag. ”Historien får en anden betydning, end man gik og antog,” siger forfatteren, som Kristeligt Dagblad har mødt i Oslo. –. Foto: Benjamin Krasnik.

Solen skinner på Norge. Ud over at ordet krisetider er en by i Grækenland, har landet netop trukket det længste strå i konkurrencen om Nordens bedste litteratur i øjeblikket. I mandags, weekenden efter prisoverrækkelsen, sad Oslos indbyggere i forårssolen på byens fortovscafeer og kunne fryde sig over, at nationen atter har opfostret en succesforfatter.

LÆS OGSÅ: Norge er blevet en litterær stormagt

Langs Karl Johans gate sad forældre og børn, venner og kolleger rundt om cafebordene og nød årets første lunende stråler. Der blev grinet og sludret. Men man skal ikke lade sig narre af den gemytlige overflade. Bag de brede smil gemmer sig intriger, hemmeligheder og dramatiske historier nogle mere dystre end andre. Traumatiske begivenheder fra fortiden, som de enten helt fortrænger eller vælger at fortie for hverandre, men som kan springe frem hvert øjeblik og forløse eller forgifte forholdet mellem mennesker, der lever sammen.

Det lyder dystert, men det er netop en sandhed om mennesker og relationerne mellem dem også nordmænd som Merethe Lindstrøm tør italesætte i sin fremragende eksistentielle roman Dager i stillhetens historie, der netop er blev kåret som årets bog i Norden af Nordisk Råds Litteraturkomité.

Den handler om et ældre ægtepar, der har indgået en stiltiende pagt om ikke at snakke om de skygger, der har præget deres fortid, men som de ikke kan løbe fra.

Alle, der bor sammen, par, forældre og børn, bærer rundt på dramatiske historier, der ikke passer ind i folks livsfortælling og forbliver ufortalte i generationer. Vi vil gerne skabe positive fortællinger om vores eget liv, men sandheden og smerterne lurer under overfladen og kan springe frem når som helst, ofte i forbindelse med et møde med et menneske, siger Merethe Lindstrøm, der har haft usædvanlig travlt siden prisoverrækkelsen i Reykjavik torsdag aften.

Hun har haft journalister i røret konstant og har været mandsopdækket af sin redaktør fra forlaget Aschehoug siden torsdag. De tager begge imod i det traditionsrige forlagshus på Sehesteds Plass i Oslo centrum. Opmærksomheden om Merethe Lindstrøm og den indtil i sidste uge ukendte roman har været og er overraskende stor, siger de begge. Ind til forrige torsdag var Merethe Lindstrøm et ukendt navn i Norden.

For Merethe Lindstrøm har det været en særlig oplevelse at skulle vende tilbage til sin bog, som hun følte sig helt færdig med for cirka et år siden, da den udkom i Norge.

Når man har skrevet en bog, lukker man den sammen og tænker på den næste. Men lige den her bog er måske anderledes, og det har modsat andre gange ikke været ubehageligt at skulle tage den frem igen, siger den 48-årige norske forfatter, der har sat solbrillerne op i håret. Solen skinner ind ad vinduet i det lille forlagskontor, hvor vi taler om den højt ærede pris og den ifølge hende selv lavmælte bog.

Dager i stillhetens historie, der som den første af Merethe Lindstrøms bøger nu bliver oversat til dansk og udkommer til efteråret, handler om det nutidige ægtepar Eva og Simon. Han er født tysk og kom fra en jødisk familie i Berlin, hvoraf flere medlemmer blev dræbt i nazisternes kz-lejre. Eva bortadopterede sin søn, da hun var en ung kvinde. Det er de store skeletter i skabet blandt flere mindre, der forklejnes, forties og fortrænges. Med alderen lukker Simon sig mere og mere inde i sig selv og finder et mørkt hjørne i sit sind, mens Eva tilpasser sig og husker tilbage på deres liv, der ikke fremstår særlig muntert. Et uventet besøg af en ung mand, indtrængeren, en antisemitisk, lettisk hushjælp og andre begivenheder sætter gang i Evas tanker. Hun ser tilbage og fortæller deres ulykkelige historie, i takt med at manden bliver fuldstændig tavs, måske selvvalgt, måske som et resultat af voksende demens.

I en stilfærdig, præcis og eftertænksom prosa fortæller Merethe Lindstrøm om, hvordan en dramatisk fortid bryder ind i en ældre kvindes liv og bevidsthed, lyder priskomiteens begrundelse.

Merethe Lindstrøm har skrevet i 28 år. 13 novellesamlinger og romaner er det blevet til. De fleste om relationer mellem mennesker.

Jeg har altid været optaget af afstanden mellem mennesker, samtaler og nærhed eller det modsatte. Denne gang er tavsheden det centrale. En tavshed, der fører til ensomhed og fortvivlelse. Tavsheden bliver ødelæggende, siger Merethe Lindstrøm, der har tænkt meget over, hvorfor valget faldt netop på denne roman og ikke en af hendes andre bøger, som også har været indstillet til prisen.

Folk har fortalt mig, at bogen får dem til at tænke, og at de tager fat i bogen igen. Det er jeg meget glad for. Det passer vældig godt med min idé om at være forfatter. Når man skriver, er det en proces, man går gennem, en undersøgelse, som jeg finder meget spændende. Når jeg er færdig med en novelle eller en roman, genererer det nye spørgsmål, som jeg tager med i næste projekt. Denne roman skaber åbenbart en lignende proces hos læseren og får dem til at tænke videre. Den har en kompleksitet, der lader dem arbejde videre med teksten. Det er vigtigt for mig, siger Merethe Lindstrøm.

Merethe Lindstrøm åbner vinduet i det solopvarmede kontor, sætter sig tilbage i stolen og placerer det ene ben over det andet og hænderne i skødet, og taler videre:

Som forfatter vil man ikke sige, at en bog er noget særligt frem for andre, men denne her er sammensat af to bevægelser i mit forfatterskab. Den ene er forholdsvis udadvendt og handler om konkrete hændelser, mens den anden er mere indadvendt og handler om relationer mellem familiemedlemmer, samtaler, nærhed og afstand. Den her bog har begge dele, siger hun og holder en kort kunstnerpause, inden hun fortsætter:

Den handler om et samliv hos et ægtepar, som er blevet indsnævret og afgrænset af tavsheden. Men med tiden tager den andre afskygninger, også på et mere samfundsmæssigt plan. En bog er selvfølgelig et kunstnerisk projekt og en undersøgelse af sprogets muligheder, men den afspejler samtidig noget større i samfundet, i dette tilfælde blandt andet diskussionen om ytringsfrihed og italesættelse af samfundsproblemer, siger hun og nævner ekstremisme, navnlig massemorderen Anders Behring Breiviks angreb sidste år, der påvirkede hende meget.

På en måde rammer bogen tiden. Efter angrebet diskuterede man enormt meget, hvordan man skal møde ekstremismen. Skal man møde det åbent eller tysse det ned? Jeg hælder mest til det første.

Tavshed er ikke fremmed for Merethe Lindstrøm, der er blevet inspireret af personlige erfaringer. Hun havde altid talt meget med sin far, ind til han en dag lukkede i som en østers. Det var ikke demens, det var tavshed, og det gjorde hende meget trist, fortæller hun. Hvorfor det endte sådan, ved hun ikke. Det kan have noget med alderdom at gøre.

Jeg tror på, at det ikke nødvendigvis ender med, at man har det store overblik. Jeg tror, man ser med andre øjne på det, der er hændt i ens liv. At historien får en anden betydning, end man først gik og antog. I bogen kan man læse indtrængeren i starten som hendes egen søn,eller Simons afdøde fætter fra krigen. Det kan også være symbol på samvittigheder, der dukker op i takt med, at Eva bliver ældre.

Den danske journalist Klaus Rothstein kalder i Weekendavisen Dager i stillhetens historie for en psykologisk thriller, ikke forstået som højdramatik, men snarere et slags kammerspil mellem to tæmmede menneske, der er endt som det farliges modpol. Det er en uhyggelig måske ubekvem sandhed om det at være menneske. En trist sandhed, om man vil. I Norge taler man om en bølge af trist litteratur, men sådan ser Merethe Lindstrøm ikke på det.

Der er en tendens i bogbranchen til at placere forfattere i kasser og kategorisere dem. Men det er forkert at sætte en mærkat på en bog på denne måde, for så læser man bogen ud fra den viden. Bogen handler om, hvor kompleks livet er. Jeg har læst, at der er mange, der snarere får en oplevelse af forløsning, når de læser bogen, påpeger Merethe Lindstrøm.

Et andet centralt tema i bogen er Simons oplevelser fra holocaust, hvilket parrets to døtre aldrig har hørt om. Denne fortielse er også hentet fra Merethe Lindstrøms egne erfaringer med hendes søns kammerat, der havde antisemitiske holdninger.

Jeg havde en stor diskussion med min mand om, hvad man skal gøre i den situation. Skal man lade dem tale om tingene? Og hvordan vil det så påvirke min søn? Eller skal man holde dem fra hinanden og tie det ihjel? Vi valgte det første. Min søn tager afstand fra hans holdninger og kan måske påvirke vennen til at blive klogere. Episoden satte gang i en vældig proces i mig. Jeg ville gerne finde en måde at tage spørgsmålet op og skildre det på, siger Merethe Lindstrøm og påpeger, at holocaust er et tema, vi aldrig bliver færdige med, og som folk enten tager afstand fra eller omfavner.

Det handler meget om balance, siger hun, og det gjorde det også i romanen, hvor traumet over alle traumer ikke måtte blive det centrale emne og overskygge det centrale tema i historien.

Men det var vigtigt for forfatteren at få berørt en tiltagende antisemitisme, også i Norge, hvilket kommer til udtryk i bogen gennem hushjælpen Marija fra Letland, der som hendes egen søns kammerat kommer med negative holdninger over for jøder. Det river op i det gamle sår.

Eva vil gerne finde mening med det svære ægteskab. Hverken hun eller Simon er troende, men kontakten til religion spiller alligevel en rolle i Merethe Lindstrøms roman. Eva går ofte tur ved en kirke og en kirkegård, hvor hun besøger en ung mands gravsted. Hun kendte ham ikke, men vender tilbage, vander planterne på stedet og går tur i området. Hun går ind i kirken og taler flere gange med en præst. Hun misunder troen på mening.

Eva vil gerne finde svar på mange ting. Hun ønsker, at der er et sted, hvor hun kan gå hen og fortælle det hele. Hun har ikke mange venner. Hun taler ikke med sine døtre, og hun er ved at miste sin mand. Hun er ret alene med historierne. Her ser hun præsten som en mulighed. Hun ønsker, at nogen eller noget kan løfte historien op og give den betydning.

Er det tilfældigt, at de har de bibelske navne Eva og Simon?

Nej, det er det faktisk ikke. Simon betyder den, som lytter, tror jeg. Og det er jo en sjov lille detalje. Eva var jo den første kvinde. En slags grundfortæller om mennesket. Og det aspekt ville jeg egentlig gerne have med.