Øjet i det høje

Teologiprofessor Svend Andersen reflekterer fint over Vorherre før og nu

"Når man taler om Gud, er det alvor, fordi der er tale om det vigtigste og væsentligste af alt," skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
"Når man taler om Gud, er det alvor, fordi der er tale om det vigtigste og væsentligste af alt," skriver Kristeligt Dagblads anmelder.

I begyndelsen af det 19. århundrede kom videnskabsmanden Pierre-Simon Laplace i audiens hos kejser Napoleon i anledning af værket ”Fremstilling af verdens system”. Bogen ville han skænke Napoleon, der på forhånd havde erkyndiget sig lidt om indholdet og erfaret, at Gud ikke var nævnt deri. Laplace begrundede over for kejseren udeladelsen med følgende ord: ”Deres Majestæt, den hypotese har jeg ikke brug for!”.

Det er professor i teologi ved Aarhus Universitet Svend Andersen, der fortæller anekdoten i sit bidrag til den fortjenstfulde serie ”Tænkepauser”, som Aarhus Universitetsforlag udgiver.

For Andersen markerer denne replik en epokes afslutning. Nemlig den epoke, hvori man medtænkte Gud i naturvidenskaben. Lige siden har naturvidenskab og religion stort set været adskilte størrelser, påpeger Andersen.

Universitetsprofessoren kan da heller ikke se, hvad Gud skal i naturvidenskaben. For man kan ikke tro på Gud på samme måde, som man tror på, at solen står op i morgen, eller at to plus to er fire. Men det betyder ikke, at Gud nødvendigvis spiller en mindre rolle i vores tilværelsesforståelse end tidligere. Måske snarere tværtimod.

Andersen minder om, at det amerikanske ugemagasin Time for knap et halvt århundrede siden provokerede sine læsere ved på forsiden at antyde, at Gud var død. Sidste år bragte samme organ imidlertid pave Frans på forsiden som ”årets person”. Måske er rygtet om Guds død stærkt overdrevet?

Religionshistorikeren Vilhelm Grønbech skrev i øvrigt engang, at Gud ikke døde, fordi Nietzsche havde annonceret hans afgang, men fordi teologerne fandt det nødvendigt at bevise hans eksistens. Andersen går derfor tilbage til middelalderen og gennemgår gudsbevisernes historie.

Forfatteren gør holdt ved Martin Luther, der kasserer alle gudsbeviser, eftersom de intellektualiserer vores forhold til Vorherre. Man skal have en Gud, for hvis man ikke har en Gud, begynder man at forgude andre ting, mente Luther. Det er for eksempel dejligt at være forelsket, men det er farligt at forgude hinanden. Intet menneske kan tåle at blive guddommeliggjort. Det er kun Gud, der kan holde til at være Gud.

Også Søren Kierkegaard beskæftigede sig med gudsbeviserne. Søren Kierkegaard hævder, at beviset kommer efter troen. Det vil sige, man får ikke først et (guds)bevis, hvorpå man - overvældet af beviset - begynder at tro på Gud. Nej, det er lige omvendt. Eller som Andersen lidt underfundigt ræsonnerer: ”Hans tilværelse beviser man med tilbedelse, ikke med beviser.”

Svend Andersen er ekspert i Løgstrups forfatterskab, og det fornægter sig ikke i denne lille bog. Andersen understreger mod slutningen af bogen, at Løgstrups skabelsesteologi adskiller sig grundlæggende fra gudsbeviserne:

”Der er ikke tale om et bevis, men en tydning. Et bevis er et uigendriveligt ræsonnement, hvis konklusion ikke kan benægtes. En tydning er noget helt andet. Når min kone retter på min opførsel eller min jakke, vil jeg nok tage det som kærlig omsorg. Men jeg kan ikke bevise, at hun elsker mig. Jeg opfatter det med en tydning. På samme måde er de kristnes tale om Gud som skaber udtryk for en tydning af det under, at der overhovedet findes en verden, og at vi kan være i den.”

I dagligdagen vil gåderne derfor altid være større end forklaringerne. Hvor mange videnskabsmænd spadserer eksempelvis langs Vesterhavet en varm sommerdag og konkluderer: ”Nå, det er jo bare H2O?”.

Nej, virkeligheden består af grundforhold, der kan erfares, og handler ikke om teorier, der skal foredrages. Og når man taler om Gud, er det alvor, fordi der er tale om det vigtigste og væsentligste af alt. Gud har nemlig at gøre med det, der er liv og død for et menneske, og som man ikke kan gøre sig færdig med gennem overfladisk religionskritik eller fladbundet ateisme.

Det er konklusionen på ”Gud”, der holder niveauet fra de øvrige udgivelser i serien - altså en både let og lærd fremstilling.

kultur@k.dk