Østjyder mødes og undres over eksistensen

Eksistensfestival i Aarhus er skudt i gang med diskussioner om pessimisme, grublerier om skæbnen og et afsluttende ”big bang”

750 mennesker deltog i åbningen af Eksistensfestivalen i Aarhus torsdag aften i Studenternes Hus. Her foregår diskussionerne i ”Eksistensens kreative kabinet”.-
750 mennesker deltog i åbningen af Eksistensfestivalen i Aarhus torsdag aften i Studenternes Hus. Her foregår diskussionerne i ”Eksistensens kreative kabinet”.- .

Lyset er ej for de lærde blot, mente Grundtvig. Det samme princip hylder Aarhus Folkeuniversitet i denne weekend, hvor man har budt hele byens befolkning indenfor i kirker, på museer, biblioteker, spillesteder, restauranter, cocktailbarer og universitetet for at være sammen om at undre sig over, hvad menneskelivet egentlig er for en størrelse.

”Dannelse sker ikke ved en-vejskommunikation, det sker i mødet og den fælles samtale”. Sådan sagde Brian Bech Nielsen, rektor for Aarhus Universitet, da han torsdag aften åbnede ”Århundredets festival - Eksistens”, og de ord tog de mange hundrede fremmødte i Studenternes Hus med det samme til sig. Siddende på træstubbe i et dunkelt oplyst lokale, der kunne minde om Platons hule, men som havde fået navnet ”Grotten for grublerier”, holdt filosoffen Anders Fogh Jensen ”filosofisk speeddate om skæbnen”, og snart var deltagerne i gang med to og to at fortælle hinanden om skæbnens indgriben i deres liv og tvivlen på, om det hele i virkeligheden beror på tilfældigheder.

”Jeg ville egentlig være jurist, men skæbnen ville, at jeg blev sygeplejerske, og det har jeg simpelthen været så glad for,” som en ældre kvinde sagde. Mens en anden hårdnakket argumenterede for, at alt afgøres af tilfældige valg.

Inden da havde kulturrådmand Rabih Azad-Ahmed (R)budt velkommen med sin egen livshistorie, og et panel med to universitetsfolk og radiovært Carsten Ortmann fra P1-programmet ”Eksistens” var gået i kødet på begrebet pessimisme blandt andet i relation til populærkultur som tv-serierne ”Breaking Bad” og ”True Detective” i lokalet ”Eksistensens kreative kabinet”. Og professor Christian Graugaard havde fortalt om menneskets seksuelle eksistens i ”Laboratoriet for big bang”. Åbningsseancen sluttede med et fysikshow akkompagneret af musikere fra Det Jyske Musikkonservatoriums slagtøjslinje. Et effektfuldt punktum af et big bang af viden, kunst, farver og ild.

Festivalen slutter i morgen aften med ”Panorama live magazine”, som er et helt nyt format, hvor det skrevne ord vækkes til live på en scene. Idéen er at bygge bro mellem viden, kultur og underholdning.