”Du kalder jo den Gud, der skabte verden, ond!”.
”Nej, jeg kalder ham inkompetent.”
Jeg husker stadig denne ”forhandling” mellem Theodor Jørgensen og Niels Grønkjær. Det er nogle år siden, og jeg ved ikke, om Niels Grønkjær ville svare på anklagen med samme ord i dag, men det er heller ikke så vigtigt. Det ville endda kun gøre pointen stærkere, hvis han ikke mener det samme nu, for grunden til, at læseren her skal besværes anekdotisk er naturligvis, at optrinnet siger noget om, hvilken slags tænker Niels Grønkjær er; han er sådan en, der viser, at tænkningen skal være vild.
Det er naturligvis en kompliment til fødselaren. Hvis tænkningen ikke er vild, rammer den aldrig muren, finder aldrig sine grænser, lærer aldrig noget om sig selv.
I den forstand er min lille kompliment blot en afglans eller falmet skygge af det, ”Kristendommens fornuft” giver Vartov-præsten, for den viser til tider virkelig, hvor vild en tænker Niels Grønkjær er.
Der er tale om en uhyrlig udgivelse. Den er nærmest uoverskuelig, selvom redaktørerne klogeligt har delt bidragene op i overordnede kategorier af personen, teologien, filosofien, Grundtvig, litteraturen og samfundet. Vi kunne godt have undværet den sidste kategori, der er mærkeligt abrupt og forceret, og vi kunne også have undværet enkelte bidrag, der er enten unødvendigt apologetiske (Nynne Bjerre Christensen, Doris Ottesen) eller rutinemæssigt ligegyldige (Joakim Garff, Per Øhrgaard, Peter Skov-Jakobsen).
Men det kan være lige meget, for hvad gør det, når det overordnet set er lykkedes at samle et væld af genier og apostle, der sammen synger en vild og smuk sang til en vældig skikkelse i dansk åndsliv.
Selvfølgelig skal vi spørge os selv, hvad et festskrift skal, når vi skriver dets anmeldelse, og svaret er, at det enten skal gøre os klogere på personen, til hvis ære det er skrevet (det lykkes in casu eksempelvis Hans-Jørgen Riis Jensen og Thorkild Grosbøll), eller det skal forsøge at presse og udvikle personens foreliggende tænkning (hvilket lykkes George Pattison og Marie Høgh).
De allerbedste bidrag i genren gør så ligefrem begge dele, således også tilfældet her.
Jørgen I. Jensen, i øvrigt en uhemmelig medvider i Grønkjærs univers, idet han er nøjagtigt lige så vild en skikkelse, skriver om Grundtvigs (u(r))musikalitet, i sig selv både en vigtig artikel og sikkert også en munter stikpille til Grønkjær, og pludselig, som artiklen har foldet sig ud, får vi med selvfølgelighed forklaret, at den verden af tid, bevægelse og rytme, der lever i Grundtvigs salmeskat, er at ligne med Niels Grønkjærs teologiske univers fra ”Den nye Gud”.
Urytmisk sagt er det godt nok også noget af en kompliment og et nydeligt eksempel på bogens generøsitet.
To bidragsydere, der genialt kombinerer ethvert festskrifts to anliggender, er David Bugge og Niels Henrik Gregersen, fordi de begge har fat, hvor Grønkjærs tænkning er både vildest og mest problematisk. Dermed gør de os klogere på ham og udfordrer hans virke.
David Bugge udlægger altid-veloplagt Grønkjærs store læremester Sløks sene frelseslære med et dygtigt blik for, hvordan alternativet ikke bør være, om man digter sig selv eller lader sig digte, for det er meget vildere at forsøge at tænke muligheden af, at man bliver digtet.
Og på denne måde rammer Bugge elegant, hurtigt, medvidende ind i så afgørende spørgsmål som svækkelsen af subjektet samt spørgsmålet om, hvorvidt alle bliver frelst. Begge naturligvis afgørende spørgsmål i Grønkjærs univers.
Men hvor David Bugge og Niels Grønkjær på sin vis kommer fra nogenlunde samme åndstradition, er det næsten endnu bedre, at al-magtsteologen Niels Henrik Gregersen lykkes med samme øvelse i at belyse og presse. Han forstår meget vel, at Grønkjærs anliggende ikke er at skelne mellem ond skabergud og god frelsergud, men at målet faktisk er at overvinde samme fare for gnosticisme.
Alligevel har Gregersen samtidig et solidt øje for, at det ikke går, at ”alting er tid”, sådan som Grønkjærs tænkning truer med at ende, fordi han er (for?) påvirket af de tyske filosoffer Hegel og Heidegger. Kritik er medviden, og dét viser bogens bedste bidrag til overflod. Noget af en fødselsdagsgave.
Et af bogens særeste bidrag er filmmanden Hans-Jørgen Riis Jensens dagbog fra 1984, skrevet på en kåd vin- og fodboldrejse til Italien i Grønkjærs selskab. Ved aftentid vil de to venner ind i en domkirke fra 1135. Riis Jensen tvivler på, at kirkedøren er åben, men ”Gud har aldrig lukket,” svarer Grønkjær, mens han trykker håndtaget ned på den dør, der naturligvis er låst. Et billede lige så smukt som den samme, åbne Gud, der digter os alle sammen.
kultur@k.dk