De tæller ned inde på Nordisk Råds hjemmeside. I skrivende stund er der 5 dage, 6 timer, 17 minutter og 25 sekunder, nej, 24, 23 til det afsløres, hvem der skal modtage årets priser, der alle er på 350.000 kroner, samt en statuette.
Der er fem priser i alt: litteratur, børnelitteratur, musik, film og miljø.
LÆS OGSÅ: Når virkeligheden skrives gådefuldt, bliver litteraturen religiøs
For første gang afsløres vinderne af samtlige priser nu samtidig med prisuddelingen. Det sker ved en stor gallaaften på onsdag i Oslos hvide fjeld af en opera. Prisfestlighederne transmitteres direkte til alle nordiske lande.
I år er også et ganske særligt år, for det er første gang, at Nordisk Råd uddeler en pris til et børnelitterært værk. For børnelitteraturen, som ofte kommer sidst, når det gælder priser og officiel anerkendelse, og som også lider under en stedmoderlig behandling i de fleste danske medier, er det noget af en sejr.
Den nordiske børnelitteratur kan nemlig noget. Det bliver helt tydeligt, når man samler hele stakken af nominerede værker, 14 i alt. Fra billedbøger til de mindre, over ungdomsromaner og til graphic novel og tegneserier.
Nu er det op til bedømmelseskomitéens 23 medlemmer fra alle ni nordiske lande/områder at pege på en prismodtager. Fra Danmark sidder Cecilie Eken, Jens Raahauge og Søren Vinterberg, som også har indstillet de danske kandidater.
Det er bestemt ikke en let opgave for komitéen, for det siger sig selv, at litteratur for børn og unge fra 0 til 18 år spænder vidt. Og at der i modsætning til de voksnes Nordisk Råds Pris også her er parametre som illustrationer at se på, og at kvaliteten af tekst og illustration ikke altid er parallel. Men lad os se på værkerne:
DANMARK
Kim Fupz Aakeson og Eva Eriksson (ill): Søndag, 32 s. Gyldendal, 2011
Kim Fupz Aakeson er et kendt navn inden for dansk børnelitteratur, og svenske Eva Erikssons bløde og venlige tegninger passer godt til denne rolige udgave af Fupz.
Søndag er en filosofisk billedbog om kærlighedens væsen, men fortalt som en konkret historie om drengen Torsten, der skal være storebror. Af sin værste ven, den hårdtprøvede Willy, får Torsten nu at vide, at små, nye, nuttede børn er noget, forældre får, når de er trætte af de gamle!
Søndag er en læsehøjtbog og et godt udgangspunkt for videre samtaler.
Oscar K. og Dorte Karrebæk (ill.): Biblia Pauperum Nova.
104 sider. Alfa, 2012
Biblia Pauperum Nova er ikke en børnebog, men et crossover-værk for alle aldre.
Oscar K. har taget middelalderens fattigmandsbibel fra 1200-tallet, hvor Bibelen blev kort fortalt i store tegneserieagtige opslag, op igen i en fortælling om en flok åndssvage, der netop skal bygge bogens scenarier fra Jesu liv.
Men først og fremmest har Dorte Karrebæk foldet sit vildt fabulerende talent ud i bogens nyfortolkende tavler, der lader menneskelig dårskab og sårbarhed vokse frem i et rørende, humoristisk og dybt alvorligt billedsprog.
NORGE
Inga Sætre: Fallteknikk.
231 sider. Cappelen Damm, 2011
Gennem sin lidt klumsede, ekspressive, naive streg og ret enkle dialoger og kommentarer skaber Inga Sætre, uddannet animator, født 1978, en rørende og uprætentiøs beretning om den lidt hårde og usikre Rakel, der flytter på hybel, kæmper med ensomhed og depression og tilmed bliver gravid. På et tidspunkt føler Rakel sig helt gennemsigtig, hvilket naturligvis vises ved at tegne hende i en brudt linje.
Illustrationerne skifter fra regelrette tegneserier til små leksikalske opslag, dagbogsnotater og huskesedler.
Aina Basso: Inn i Elden.
222 sider. Samlaget, 2012
Aino Basso, født 1979, er uddannet historiker og hendes roman Inn i Elden (nynorsk) er også en historisk roman. Vi er tilbage i 1620erne, hvor en særlig kædeproces med omkring 80 ofre fandt sted i det nordligste Norge, i Finnmark.
To unge kvindestemmer fortæller: den danske rigmandsdatter Dorothea, der er blevet giftet væk og endt i Vardø, og Elen, der er datter af en såkaldt klog kone.
Basso er en lyrisk, dramatisk fortæller, som bogstaveligt talt antænder det historiske stof.
SVERIGE
Jessica Schiefauer: Pojkarna.
187 sider. Bonnier Carlsen, 2011
Schiefauers magiskrealistiske fortælling henvender sig ikke mindst til pubertets-pigen. Hovedpersonen er den 14-årige pige Kim, som sammen med de to andre forsømte piger Momo og Bella iscenesætter hemmelige maskerader og lege i Bellas drivhus, og en dag vokser der en blomst frem, hvis nektar kan forvandle en pige til en dreng for en nat.
Det er en smukt skrevet og samtidig voldsom historie om drenges fysiske og sproglige overgreb mod piger og deraf følgende selvhad og om smerten ved ikke at føle sig hjemme i det køn, der pludselig manifesterer sig i en.
Sara Lundberg: Vita streck och Øjvind.
32 sider. Alfabeta, 2011
Sara Lundberg, født 1971, er uddannet illustrator, men i denne poetiske børnebog både skriver og illustrerer hun.
Historien handler om Vita, pigen, der laver de hvide streger på vejene, et job, der kræver præcision og stringens. Men med en vind kommer Øjvind (der både har vind i krop og navn). Han bringer rod i Vitas verden, men også noget andet.
En fortælling om modsætninger og temperamenter, om kærlighed og tro, fortalt både i ord og farverige naivistiske akvarel- og blyantsarbejder.
FINLAND
Minna Lindeberg og Linda Bondestam (ill.): Allan och Udo.
32 sider. Söderströms, 2011
Allan och Udo bæres af illustratoren Linda Bondestam, hvis arbejder viser, at en tegner som Lasse Sandberg har sat spor, man kan gå videre ad. Som ham arbejder hun med collager af fotos, udklip og tegninger.
Historien, fortalt på rim, handler om de to gamle mandekærester, Udo og Allan. Udo er træt og sur, han gider ikke holde jul mere, så nu har Allan et problem med at få sin mage muntret op. Det sker også ganske fornøjeligt, men jeg fornemmer en undertekst, der er en bredside til Finlands dyrkelse af machomanden (Mannerheim), som ikke er helt forløst.
Seita Vuorela og Jani Ikonen (ill.): Karikko.
360 sider. WSOY, 2012
Seita Vuorelas (tidligere Parkkola) roman Karikko, som komitéen oversætter til Blindskær, men vel egentlig bare burde hedde Skær, er en crossover-roman for både unge og voksne. Ikke oversat til andre nordiske sprog endnu (men til amerikansk!), og her kommer den nordiske udveksling så til kort.
Jeg har ikke kunnet læse romanen, men må forlade mig på komitéens beskrivelse: en magiskrealistisk roman, der udspiller sig på en forfalden campingplads. Hovedpersonerne er et par unge brødre, og forud er gået en forfærdelig hændelse, som binder dem sammen i sorg, skyld og skam.
ISLAND
Birgitta Sif: Ólíver.
29 sider. Mál og menning, 2012.
Islandske Birgitta Sifs børnebog Ólíver er en kortfattet, men billedrig fortælling om en dreng, der ikke er helt som alle andre. Ólíver lever tilfreds i sin egen verden. Men en dag, da han spiller tennis alene, hopper bolden væk. Ólíver følger efter. Og møder Olivia, der heller ikke er som alle andre.
Historien er kendt og fortalt før, men det gør ikke noget. Sif fortæller og ikke mindst visualiserer sin egen version med en venlig farvesætning, en streg, der er ude på sjov, et blik for detaljerne og et mod til at bruge siderne helt ud.
Kalle Güettler, Rakel Helmsdal, Áslaug Jónsdottir: Skrímslaerjur.
32 sider. Mál og menning, 2012
Skrímslaerjur monsterballade er syvende bind i serien om de to venner, Store Monster med den lange grønne næse og de grønne sko og Lille Monster med den lille røde tud og de røde sko. Et eksemplarisk samarbejde mellem en svensk, en færøsk og en islandsk kunstner.
Monsterballade er en veloplagt lille hverdagshistorie fra børnelivet om at blive uvenner over ingenting, om skyld og skrækkelige tanker og om forsoningens fred. Fortalt i et superflot grafisk formsprog, hvor tekst og billede arbejder sammen.
DET SAMISKE SPROGOMRÅDE
Signe Iversen og Sissel Horndal (ill): Mánugánda ja Heike.
32 sider. Forlaget Iut. Bogen fås også på norsk, hvor den hedder Månegutten og Heike.
Fra det samiske kommer billedbogen Mánugánda ja Heike (Månedrengen og Heike).
Niårige Heike bor et isoleret sted, i en bygd måske, så han leger alene, smukt illustreret ved et stort ordløst opslag, der viser Heikes hverdag: dragen, papirbåde, en kikkert og en flaskepost. Men en dag får Heike besøg af et robotlignede væsen, Månedrengen, der er faldet ud af sit rumskib.
Mánugánda ja Heike er først og fremmest båret af Sissel Horndals varme og rolige illustrationer.
FÆRØERNE
Marjun Syderbø Kjelnæs: Skriva í sandin.
185 sider. Bókadeild Føroya Lærarafelags, 2010. Dansk udgave Skriv i sandet, ved Hugin Eide, på forlaget Torgard, 2012
Skriv i sandet er en realistisk ungdomsroman, der udspiller sig over to weekender i Tórshavn, set gennem 10 unges skiftende synsvinkler. Denne stadige nuancering gennem endnu et par øjne er bogens force og gør, at bogens ved første blik lidt typificerede persongalleri: den religiøse, den anorektiske, hashmisbrugeren, den homoseksuelle og så videre åbner sig og hele tiden tillægges nye sider, nye nuancer.
En fin roman, der dybest set handler om længslen efter kærlighed og anerkendelse, der lige såvel kunne have udspillet sig i Thyborøn som i Tórshavns lille storby.
GRØNLAND
Nuka K. Godtfredsen (tegner og fortæller) og Martin Appelt (historie og idé): Hermelinen.
62 sider. Ilinniu-siorfik Undervisningsmiddelforlag og SILA Nationalmuseets center for Grønlandsforskning 2012.
Tegneserien Hermelinen er anden del i et kunstnerisk båret læringsmateriale, skabt i samarbejde mellem det danske og grønlandske Nationalmuseum, om den fjerne grønlandske fortid.
Vi er i 1100-tallet. Kvinden Ukaliatsiaq (Hermelinen) tilhører den gamle Dorset-kultur, og det er hendes store rejse mod området omkring Alaska samt hendes indre rejse for at blive angakok, åndemaner, vi følger.
Nuka Godtfredsen er en dygtig tegner og kolorist, især lever hans landskabsbilleder. Det gør teksten desværre ikke, måske fordi den er bundet af at skulle formidle en ret lang og kompliceret, men også vigtig historie.
ÅLANDSØERNE
Isala Valve: Joels Färger.
32 sider. PQR-Kultur, 2011
Joel Pettersson (1892-1937) var en forfatter og maler fra Ålandsøerne, hvis store især maleriske talent først blev helt åbenbart engang i 1970erne.
Isela Valve har sat sig for at formidle Joel Petterssons liv og kunst til børnelæsere. Det gør hun i en sympatisk, men meget barnlig tekst, der i sin iver efter at formidle glæden nok hiver brodden ud af kunstneren og kunsten.
Joel Petterssons arbejder er i ret dårlig stand, og billedbogens nussede gengivelse af dem, suppleret med en ikke så spændende grafik, gør dem ikke mere indbydende.
