Også i Tyskland fejrer man Carl Nielsen i år

Flere festivaler og koncerter er programsat i 150-året for den danske komponist

Den danske komponist Carl Nielsen fejres for tiden i Tyskland.
Den danske komponist Carl Nielsen fejres for tiden i Tyskland.

Carl Nielsen drømte hele sit liv om at slå igennem i Tyskland, uden at det for alvor lykkedes for ham. Han oplevede dog en række opmuntringer gennem årene, således da han i 1903 blev inviteret til Berlin for at dirigere sin 2. symfoni med Berliner Filharmonikerne, eller da han 19 år senere igen fik lejlighed til at dirigere det berømte orkester i sin 5. symfoni.

Det var også ”femmeren”, som legendariske Wilhelm Furtwängler i 1927 dirigerede ved en koncert i Frankfurt. Men desværre skulle det blive undtagelser i det store billede, og skal man pege på en udenlandsk by, hvor hans musik i løbet af hans egen levetid konstant gjorde lykke, må det blive Göteborg.

Carl Nielsens 150-årsfødselsdag i år er en kærkommen lejlighed til at udbrede kendskabet til ikke mindst hans symfoniske musik for det tyske koncertpublikum.

Carl Nielsen-året i Tyskland begyndte den 26. januar med en koncert i den store Philharmonie i Køln, hvor hovedparten af de knap 2000 tilhørere utvivlsomt var kommet for at høre Anne Sophie Mutter som solist i Sibelius' violinkoncert, men hvor langt de fleste dog blev efter pausen for at høre DR SymfoniOrke-stret (DRSO) fortolke Nielsens fjerde symfoni, ”Det Uudslukkelige”, under ledelse af den rumænsk-amerikanske dirigent Cristian Macelaru.

Festivalen er et omfattende foretagende med mere end 30 koncerter, heraf cirka 15 med musik af Nielsen. Man kan opleve fire af hans seks symfonier fremført af Berliner Filharmonikerne dirigeret af Sir Simon Rattle, Berlins Radiosymfoniorkester under ledelse af Marek Janowski, Mahler Chamber Orchestra dirigeret af Thomas Søndergaard, og endelig kommer Det Kongelige Kapel til den tyske hovedstad for med chefdirigent Michael Boder at spille i Philharmoniens store sal. Denne koncert er berammet til mandag den 14. september, og Carl Nielsen-årets protektor, H.M. Dronning Margrethe II, forventes at være til stede.

Symfonien er med en varighed på knap 40 minutter struktureret i én lang sats, men publikum var tydeligvis med hele vejen frem til den berømte paukeduel, Nielsen har kronet slutningen af symfonien med. Der var masser af roser fra musikanmelderen i Kölner Stadt-Anzeiger, der talte om en ”yderst differentieret fremstilling, også i det komplekse klangbillede”.

DRSO fortsatte sin tysklandsturné med koncerter i Frankfurt, Nürnberg og Regensburg. Senere på sæsonen, lørdag den 7. maj, vil man kunne opleve den 87-årige svenske maestro Herbert Blomstedt, der stadig er en af vor tids ypperste Nielsen-fortolkere, dirigere Leipzigs sagnomspundne Gewandhausorchester i ”Espansiva”, Nielsens 3. symfoni.

Men den mest markante Nielsen-satsning indtræffer først til september. Det sker ved den årlige Musikfest Berlin, hvor det er lykkedes at overtale den kunstneriske ledelse til en større satsning på den danske komponist.

Hertil kommer, at Odense Bys Museer har produceret en udstilling under overskriften ”Carl Nielsen - Music is Life”. Det er en transportabel og fleksibel samling bestående af i alt syv moduler. I Berlin vil den blive udvidet med et ottende modul: ”Carl Nielsen og Berlin”. Under hele Musikfest-perioden vil den være opstillet i Philharmoniens store hovedfoyer. Det kan man læse mere om på museum.odense.dk/travellingexhibitions.