Grundtvig kaldte ikke for ingenting islændinge for Nordens grækere. Det havde naturligvis ingenting med pengesager at gøre, men med en anden slags rigdom. For mens de gamle grækere samlede den antikke verdens historier sammen og forvandlede dem til en skatkiste af fortællinger og myter, samlede middelalderens islændinge med samme sans for historiefortælling sagaerne sammen.
Mens de islandske sagaer udspiller sig på Island, handler oldtidssagaerne, der også blev skrevet ned af ihærdige islandske historiefortællere, om de danskere, svenskere og nordmænd, der blev forfædre til islændingene.
Mange af oldtidssagaerne foregår derfor her i Danmark. Og vi ville ikke kunne forstå vikingetiden uden dem, mener litteraturforskeren Annette Lassen, der står i spidsen for det hold af oversættere, der nu for første gang har oversat samtlige oldtidssagaer til dansk.
”Islændingene fik hurtigt ry for at være gode historikere, der tog rundt til konger i både Norge og Danmark, både som skjalde og som historiefortællere. De interesserede sig ligesom oldtidens grækere for hele den kendte verden. Og jeg tror ikke, at der er nogen fra deres tid, der overgår dem i vidensbegær,” siger Annette Lassen og tilføjer:
”Selv Saxo skrev i forordet til sin danmarkshistorie, at han stod i gæld til islændingene. For sagaerne er ikke kun myter, men også nogle af de bedste kilder, vi har til vikingetiden og middelalderens forestilling om den, selvom de fleste sagaer selvfølgelig er blevet løbende ændret og revideret. For de er blevet skrevet af i hånden fra håndskrift til håndskrift, så noget undervejs er blevet udeladt, mens andet er føjet til. Og man skal forestille sig, hvordan sagaerne først er gået gennem mange forskellige anonyme hænder, inden de er endt som de verdenslitteraturklassikere, vi har i dag,” siger Annette Lassen.
Det er dog ikke alle oldtidssagaer, der før har været tilgængelige på dansk, og de originale håndskrifter, hvoraf de fleste i dag er fordelt mellem Island og Danmark, er tilgængelige for de få, så kun en lille samling forskere kunne få glæde af dem. Men nu bliver den skandinaviske kulturs litterære surdej endelig tilgængelig på dansk.
”Oldtidssagaerne” hedder de otte monumentale bind, der efter planen skal udkomme parvis frem til 2019. Og i denne uge udkom de første to bind.
Det er Annette Lassens egen ambitiøse idé at få samtlige sagaer oversat. Det har hun drømt om de seneste 10 år, men sagaerne er ikke blevet mindre aktuelle i mellemtiden, hvor vikinger endda igen er blevet en del af populærkulturen.
Overalt går unge mænd rundt med hipster-skæg som en slags forsinket vikingemode, og selv i mange mindre danske byer kan man komme til vikingemarked flere gange om året.
Det Kongelige Teater solgte teaterbilletter som varmt vikingebrød, da de brugte middelalderens islandske litteratur som forlæg for en sommerforestilling for nogle år siden, og TV 2 sendte med succes julekalenderen ”Jul i Valhal”.
Og vikinger hitter endda på verdensplan. HBO har netop afsluttet fjerde sæson af den populære serie ”Vikings”. Dramaserien er godt nok en lidt kulørt Hollywood-version af sagaernes fortælling, men serien følger trods alt vikingekongen Ragnar Lodbrog, som også optræder i første bind af oldtidssagaerne med både ”Ragnar Lodbrogs saga”, ”Ragnar Lodbrogs dødssang” og ”Totten om Ragnars sønner”.
Sagaerne er ofte både fulde af drama og tragedie, men også en form for tro.
”I dødssangen frygter Ragnar Lodbrog ikke døden, fordi han ved, at han skal til Valhal og drikke mjød ved Odins bord. I mange år havde man oversat en del af sangen forkert, da han poetisk fortæller om, hvordan han skulle drikke vin af ’hoveders bugtegrene’, der var en henvisning til drikkehorn, men indtil midt i 1800-tallet fortolkede man det, som om han ville drikke af kranier,” forklarer Annette Lassen.
Oldtidssagaerne er fortællinger om tiden, før kristendommen kom til Norden, men de er skrevet i middelalderen. Og alle tekster er jo påvirket af deres samtid, påpeger Annette Lassen:
”Ligesom man kan mærke, at ’Ringenes herre’ blev skrevet under Anden Verdenskrig, kan man også se, at sagaerne blev skrevet i middelalderen. Kampen mellem kristendom og asatro er ikke ude i det åbne. Men man kan alligevel mærke en stærk kristen påvirkning i mange af især de tidlige sagaer, hvor de hedenske guder ofte bliver fremstillet som onde guder, der dybest set modarbejder mennesket og derfor skal bekæmpes. Odin tager for eksempel sejren fra Rolf Krake. Og man kan også mærke, hvordan en del af middelalderens idealer er sivet ned i sagaerne. For eksempel kaldes vikingekongen Halfdan for en høvisk helt, men samtidig fortælles det, hvordan han barbarisk slår en masse trolde ned med en kølle.”
Sådan strides stoffet med sig selv i sagaerne med meget sammensatte skikkelser, der på den ene side beskrives som rå vikinger, der gerne tager på togter for at skaffe sig kvinder, men samtidig også som ærefulde mænd, der deltager i ridder Ivanhoe-agtige turneringer.
”Sagaerne afspejler på den måde, at det sikkert oftest har været middelalderlige munke, der skrev historierne om begivenheder i en helt anden tid, som i virkeligheden var meget mere barbarisk. For vikingerne opførte sig langtfra som gentlemen, men som frygteligt afstumpede soldater, når de tog på plyndringstogter. Men i sagaerne bliver det gjort til heltehistorier om stærke konger og snarrådige dronninger, der kæmpede for deres ære, mens afskyen for bønderne og trællene lyser ud af siderne. For det er de store helte, der dyrkes, ligesom det er store følelser som ære, kærlighed, hævn og drab, der driver historierne frem.”
Dramaer mangler man således ikke, når man staver sig gennem sagaerne, der genremæssigt er meget forskellige.
”Man kan nyde dem som litteratur eller bruge dem som kulturhistoriske kilder til middelalderen. Og det er også meget tydeligt, at nogle af dem er nedskrevet af uøvede antikvarisk interesserede sagaskrivere, der var overbeviste om, at de formidlede en historisk fortælling, mens andre sagaer er kunstfærdige historier, der er skabt af talentfulde forfattere.”
De gode historier i sagaerne har dog samtidig inspireret til mange af de gode historier, der siden er blevet fortalt.
Wagners opera ”Ringen” bygger for eksempel på Vølsungernes saga, og meget af stoffet i Tolkiens ”Ringenes herre” er hentet fra oldtidssagaernes verden med trolde, dværge med magiske egenskaber, drager og ikke mindst navne, som Tolkien ofte tog direkte fra sagaerne. Og sagaerne inspirerer stadig til nye fortællinger.
Successerien ”Game of Thrones”, der har sæsonpremiere i denne uge (også på HBO), kunne heller aldrig være skrevet uden sagaerne med sit fantasyunivers af drager, dværge, stærke konger, snedige dronninger og ikke mindst blodige magtfejder.
”Det er et univers, som er meget i vælten for tiden. Men det er og bliver i sagaerne, at man kan få den rigtige vare. Og deres betydning kan næppe overvurderes. For hele vores forestilling om oldtiden beror i utrolig stor grad på sagaerne,” siger Annette Lassen og tilføjer:
”Vi ville simpelthen forstå os selv på en helt anden måde, hvis det ikke havde været for sagaerne. For i sagaerne hentede man idéen om Norden som et område med en særlig mentalitet, ligesom man har fundet forestillingen om den stolte frie nordbo og det gamle nordiske demokrati i sagaerne.”
Sagaerne har også direkte inspireret til kunst. Det er kunstneren Peter Brandes, der har layoutet bøgerne, ligesom han har lavet de træsnit, der illustrerer sagaerne. Brandes har tidligere illustreret Homers ”Iliaden” og ”Odysseen” og kalder samarbejdet med Annette Lassen og hendes hold af oversættere for enestående vellykket. For de har delt passionen for det store stof med en fælles ambition om at gøre bogen til et både litterært og visuelt smukt værk.
Alt fra papirets kvalitet til farverne, der glider naturligt over i hinanden fra bind til bind, er nøje gennemtænkt ned til mindste detalje. Og det er heller ikke tilfældigt, at Peter Brandes har valgt at illustrere bøgerne med træsnit, forklarer han:
”Sagaerne foregår i en tid, hvor træ var et gennemgående materiale, uanset om det drejede sig om folks senge, skibe eller huse. For vikingetiden var en trætid, og derfor tænkte jeg også, at det var naturligt at illustrere sagaerne med træsnit,” siger Peter Brandes.
Samme tanke havde kunstneren Sigurd Vasegaard måske, da han i sin tid illustrerede Thøger Larsens oversættelser af en anden sagagenre – de islandske sagaer, men hvor Sigurd Vasegaard forsøgte at skildre sagaerne med historisk korrekte klædedragter, vikingeskibe og økser, har Peter Brandes arbejdet mere tegnbevidst med motiver, der nok spiller på vikingetiden, men ikke forsøger at gengive den direkte handling i sagaerne.
Over 300 variationer af træsnit har han lavet til formålet, og sammen med Annette Lassen har han udvalgt de bedste som illustrationer, der har sin egen kunstneriske berettigelse i bogen.
På den måde lægger han sig samtidig kunstnerisk i forlængelse af Johannes Larsens tanker, da Gyldendal også i sin tid bad Larsen om at illustrere Johannes V. Jensen og kompagnis oversættelse af islandske sagaer:
”Dengang var der nogle, der undrede sig over, at sådan en fuglemaler som Johannes Larsen skulle illustrere sagaer, men han udtrykte klogt, at han ikke ville illustrere teksten, men kulisserne til teksten. Derfor tegnede han landskaber. Det kan jeg godt følge ham i. Jeg har heller ikke forsøgt at skildre selve teksten, men valgt nogle motiver, som kan gå til mange af historierne,” siger Peter Brandes og tilføjer, at et af hans motiver af en mand, der graver, for eksempel kan have mange lag.
For hvad er det, manden graver efter? Måske er han bonde. Måske graver han efter en skat. Eller måske graver han, fordi han har begået en forbrydelse, han forsøger at skjule. Sådan kalder mange af Peter Brandes motiver til Oldtidssagaerne på mange tanker.
Han har ofte hentet motiverne i udkanten af sagaernes historier – for eksempel ved at skildre en hylende ulv, der således både er en henvisning til den nordiske mytologi og et helt åbent motiv. Og det er også helt bevidst, at hvert træsnit er sat ind på siderne med farver på den ene side, mens skitsen er trykt sorthvid på bagsiden. Træstokken er skåret retvendt, mens farvetrykket fremstår spejlvendt.
”Al kunst er at række et spejl op. Det viser jeg meget konkret her ved at vise motiverne som et spejl, der ikke direkte har noget med virkeligheden at gøre. På den måde ophæver jeg al forestilling om realisme og al drøm om at det skal være illustrativt. Det bliver pludselig ikke ordplanet, men billedplanet, der taler,” siger Peter Brandes og tilføjer:
”Der er altså ikke et eneste sted, hvor jeg har arbejdet illustrativt til selve teksten, men jeg har til gengæld prøvet at fange den særlige nordiske ånd. Derfor spejler alle billeder tilsammen sagaerne, der jo i sig selv også er et spejl til en anden tid, der heller ikke kan fanges som en entydig virkelighed.”