"En rose er en rose er en rose."
Det skrev den amerikanske forfatter Gertrude Stein i 1922. Allerede dengang pegede hun på, at rosen ikke længere havde lov til bare at være en rose. At den var blevet slidt op sentimentaliseret gennem romantikkens litteratur. I dag, knap 100 år senere, slumrer rosen stadig - som et udtømt og slapt symbol.
Ikke desto mindre er det rosen, som forfatter Olga Ravn har taget et fast greb om i sin nye digtsamling, "Den hvide rose."
Bogen udkom i sidste uge, og anmelderne har siden stået i kø for at give den rosende (ja, der var den igen, rosen) ord med på vejen. Således har den 29-årige forfatter blandt andet fået 6 stjerner fra Kristeligt Dagblad og 6 hjerter fra Politiken for bogen.
Og I Olga Ravns nye digte er rosen overalt. Den skifter hele tiden position og er i det ene øjeblik et jeg, det andet øjeblik et du, og derefter både kærlighed og død. Men hvorfor finder vi den der? Hvad har rosen at sige os i dag?
Det starter hos forfatteren. Med et totalknust hjerte begyndte hun i 2013 at skrive på de digte, der tre år senere skulle blive samlet i "Den hvide rose."
"Lige pludselig var rosen med. Og jeg tænkte bare: Hvad laver den her? Rosen er jo helt slidt, hvordan kan jeg skrive om den?" fortæller forfatteren.
Men Olga Ravn erfarede, at i hjertesorgen var det netop kun det slidte sprog og klichéerne, hun havde til sin rådighed.
"Det er på samme måde, som når man er ulykkelig, og alle popsange pludselig giver helt vildt meget mening. Pludselig synger Medina (dansk popstjerne, red.): 'Jeg håber, du er ensom,' og man tænker bare: 'Yes! Det er det mest rigtige, jeg nogensinde har hørt!'"
Olga Ravns magtesløshed overfor sproget var den samme som overfor den ulykkelige kærlighed.
"Så jeg ville skrive med det sprog. Jeg ville se, hvilken poesi der kunne komme ud af det, hvis jeg forsøgte at gøre det døde sprog levende igen."
Og det er måske ikke så lige til. For ifølge forfatteren er en rose ikke bare en rose, den har mistet sin uskyldighed i litteraturhistorien.
"Den modernistiske digtning har været kritisk overfor den romantiske ladning og har fundet brugen af rosen sentimental. Rosen har også været billede på den dårlige eller banale poesi: 'Roser er røde / violer er blå.' Jeg kan ikke overhøre litteraturhistorien, når jeg skriver om rosen, for jeg bærer i mig erfaringen af den som dårlig poesi, som banal, som kitsch. Min rose er alvorlig og smertefuld, men den kan ikke undsige sig sin historie. Rosens historie er både kærlighedens og det kitschede."
Rosen i Olga Ravns digte har mistet sin farve og er blevet hvid. Den er ikke kærlighedens røde rose, men en rose på den anden side af kærligheden, fortæller hun.
Og det er netop, hvad "Den hvide rose" handler om. Om en kærlighedshistorie, der er ved at være forbi. Om at passe en elsket, som er syg, om, hvordan sygdommen slider på kærligheden.
Og rosen er ligesom blevet fedtet i digtene, synes hun. Se for eksempel her:
26 / Du skal spise / alle mine blade / alle mine fedtsydende blade / mine blomster / som et skum.
Olga Ravn tør ikke helt svare på, om det er lykkedes hende at vække de døde symboler, heriblandt rosen, til live igen. For det er en stor opgave, indrømmer hun.
"Men når jeg prøver at gøre rosen levende, bliver den nærmest lidt zombie-agtig. Den er vækket fra det døde, men den er stadig død, og det er derfor, den er fedtet. Den er en zombie-rose," siger hun.
Og det er i virkeligheden på samme måde med den kærlighed, som Olga Ravn skriver om, synes hun. For den er ikke vital, den er som et genfærd, der lever på trods af, at den allerede er død.
Død er "Den hvide rose" til gengæld ikke. Omtrent to uger efter udgivelsesdagen er andet oplag af bogen nemlig allerede sendt i trykken, ligesom bogen ligger på Arnold Buscks bestsellerliste.
Selv har Olga Ravn opdaget noget vigtigt i arbejdet med de døde symboler. Om rosen, om den elskede og om den syge:
"Hver gang, man elsker et menneske, gør man lidt det samme. Man går i biografen, man besøger sine forældre, og til sidst kan man komme i tvivl om, med hvem man gjorde hvad. Denne eller den forrige kæreste? På den måde kan forelskelsen udviske de individuelle træk. Det samme gør sygdommen. De få gange, jeg har passet et meget sygt menneske, er det, som om jeg har passet det samme væsen. Det er den samme erfaring både ved sygelejet og i kærligheden: Den syge og den elskede er sært udskiftelige."