Olga Ravn skaber en forunderlig billedverden

Olga Ravn skriver fremragende digte om følelser af sorg, smerte, afmagt, desperation, ømhed og kærlighed i forhold til en alvorligt syg

I Ravns værk er de symbolske gloser, som optræder gang på gang: olie, dråbe, have, olie, sæd, klud, handske, mælk, vand, nat, vand, busk, hånd, ansigt, bølge, hav, fartøj og strand.
I Ravns værk er de symbolske gloser, som optræder gang på gang: olie, dråbe, have, olie, sæd, klud, handske, mælk, vand, nat, vand, busk, hånd, ansigt, bølge, hav, fartøj og strand. . Foto: Torben Huss.

Man kan skrive lyrik på i hvert fald to måder. Den første har været den mest udbredte i de sidste 10 år og er blevet kaldt interaktionslyrik. Men søger her at åbne poesien for verden ved at indlemme alle mulige vokabularer og stilarter, som normalt ikke optræder i lyrik, såsom hverdagssprog, videnskabeligt sprog eller bureaukratisk sprog.

Den anden er mere klassisk, men mindre udbredt i de seneste år, og kaldes centrallyrik. I centrallyrik rendyrker man et for værket eller digteren specielt sprog, og ved gentagelse af udvalgte gloser dannes der en unik forestillingsverden.

Blandt verdenslyriske eksempler på dette har man den østrigske ekspressionist Georg Trakl, der skabte sine unikke melankolske og smertefulde digte ved at gentage ord som barn, guld, mur, træ, sølv, maske, klokke, metal, nat, øje og pande, således at disse gloser oplades med symbolsk betydning.

I dansk sammenhæng har man som en parallel digtere som Ole Sarvig, Michael Strunge og den unge Niels Frank, hvor vi også finder særegne vokabularer og symboluniverser. I den centrallyriske tradition kommer der nu en samling på 160 fem- linjede digte af Olga Ravn med titlen ”Den hvide rose”.

I Ravns værk er de symbolske gloser, som optræder gang på gang: olie, dråbe, have, olie, sæd, klud, handske, mælk, vand, nat, vand, busk, hånd, ansigt, bølge, hav, fartøj og strand. Der optræder dog også i denne rolige og dagligdags forestillingsverden i glimt – som når Niels Frank diskuterer om ordet radiator kan stå i et digt – udtryk, der bryder med stilen som for eksempel diamanter, elektronik og betændelse.

Vigtigst er dog, som titlen indikerer, den hvide rose, og vi fornemmer, at bogens tematiske brændpunkt i lige så høj grad er kærlighed som død.

Værkets styrke er, at det med en række præcise formuleringer i et begrebssprog får sat en forståelsesmæssig ramme for det ovennævnte suggestive billedsprog.

Det handler om de komplekse følelser, der er forbundet med, at en person, som man elsker, rammes af alvorlig sygdom. Udgangspunktet lyder i et af de indledende digte: ”Alt/ hvad jeg/ har gjort for at/ beholde dig/ blomstrer”. Eller i nogle af de andre digte lige så prægnant: ”Kærligheden slides/ tyndere mod sygdommen”, ”Hvordan kan man elske/ den syge/ andet end lydigt/ det lydige er/ en uset blomstring”, og ”Den syge forkælet/ med åben mund/ rasende i sengen”

Ud over sådanne begrebsdominerede formuleringer er vi i ”Den hvide rose” i et sjæleligt område, hvor vi kun har billederne og symbolerne til at dække de følelser, der er på færde. Ravns koncentrerede billeddigte er både rammende, originale og uhyggelige. Der udtrykkes i billederne en blanding af sorg, smerte, afmagt, desperation, ømhed og kærlighed, som i det følgende digt, hvor vi møder gloserne olie, fartøj og hav:

”Olien har lagt sig/ på havet det lyser/ af dis i det hvide daggry/ spild mig/ min ømhed er et mørkt fartøj”. Det samme gælder det følgende digt, hvor symbolerne ansigt, klud og rose anvendes: ”Jeg er den afsluttende/ klud der vasker/ dit ansigt/ jeg er dine dages ende din evige/ fedtrose alene.”

Man kan i sandhed sige, at Ravn formår at realisere det, som T.S. Eliot i sit berømte essay ”Hamlet and his Problems” (1919) fremhævede som det afgørende ved digtningen, nemlig at den fungerer som ”objektive korrelater”, hvorved der forstås, at et poetisk billede er i stand til at aktivere specifikke følelser hos sin læser.

For ved man, hvilket morads af følelser, der er i én, når man på grund af sygdom skal miste én, man holder af, så ved man også, at Olga Ravns digte beskriver denne psykiske tilstand med imponerende præcision.

Til sidst kan det være på sin plads at fremhæve Ravns værk af én grund, der måske også er den væsentligste for et stykke poesi, nemlig dets skønhed. Det gælder i dets forunderlige billedverden, hvor man finder følgende tekst: ”Jeg bærer en kande/ ud på bordet/ i natten/ kanden er blå/ den er fyldt med den gullige saft.”

Og det er tilfældet med den klanglige effekt, som man møder i værkets sidste symmetriske digt med dets vokalmaleri, der hermed kan stå som en anbefaling af denne smertelige og skønne digtsamling: ”I den første sol/ rosenrødt og lydigt/ under blomstringen/ rosenrødt og lydigt/ i den første sol.”