Olympiaden i Berlin har lært os, at vi ikke skal lege med diktaturer

Den vestlige verden med USA i spidsen konsoliderede nazisternes magt med sin deltagelse i De Olympiske Lege i Berlin for 80 år siden, siger Oliver Hilmes, tysk historiker og forfatter til bogen ”Berlin 1936”, der udkom på dansk i går

Den tyske historiker og anmelderroste forfatter Oliver Hilmes gennemgår med bogen ”Berlin 1936” hver af de 16 sportsdage i Nazityskland set med både kendtes og ukendtes øjne. –
Den tyske historiker og anmelderroste forfatter Oliver Hilmes gennemgår med bogen ”Berlin 1936” hver af de 16 sportsdage i Nazityskland set med både kendtes og ukendtes øjne. – . Foto: Kristeligt Dagblads Forlag.

Der var dem, der godt kunne se, at der var noget galt.

Som den lille jødiske dreng Peter Fröhlich, der sad lige over for Førerlogen på Olympiastadion og fandt synet af Hitler frastødende, mens propagandaminister Goebbels mindede ham om ”en af de onde dværge i et eventyr, hans mor læste for ham engang”.

Men ellers var det de færreste af de tusindvis af sportsfolk og sportsglade turister fra hele verden, der ved De Olympiske Lege i Berlin i 1936 indså, at de var gæster hos tidens måske værste terrorregime, som tre år efter bragte verden ud i krig og myrdede millioner af jøder.

Det fortæller den tyske historiker og anmelderroste forfatter Oliver Hilmes, som med bogen ”Berlin 1936” gennemgår hver af de 16 sportsdage i Nazityskland set med både kendtes og ukendtes øjne.

Læs uddrag af bogen her og her.

”For mig var det chokerende, at hundredtusinde mennesker festede på stadion, mens nazisterne byggede deres koncentrationslejr i Oranienburg kun 30 kilometer fra hovedbanegården i Berlins centrum.

Enhver kunne have taget ud og set lejren. Men nazisterne var så selvsikre, at de ikke engang forsøgte at udsætte byggeriet til efter legene. De vidste, at de havde forberedt det perfekte propagandashow, og at ingen ville stille spørgsmål,” siger han.

I 1931, to år inden Hitler kom til magten og forvandlede det skrøbelige tyske demokrati til et diktatur, havde Den Internationale Olympiske Komité tildelt Tyskland den ære at stå for legene.
Valget signalerede, at Tyskland nu blev en del af verdenssamfundet efter isolationen i kølvandet på nederlaget i Første Verdenskrig.

Hitler ville udnytte legene til at overbevise omverdenen om, hvor fredeligt og tolerant det nye Tyskland var, nazisterne fjernede de mange antijødiske skilte i bybilledet, og den nazistiske presse nedtonede sin militante retorik. Men der var masser af sprækker i facaden, påpeger Oliver Hilmes.

”Der var stadig de her øer af frihed i diktaturet såsom restauranterne og barerne, hvor man lyttede til swingmusik. Men man kunne selvfølgelig se, at det tyske samfund var stærkt militariseret, og man kunne se de nazistiske korps og tropperne marchere,” siger han.

Satte man sig ved et cafébord i Berlin, kunne der ligge en brochure med kitschede malerier på forsiden og en tekst, der opfordrede til at besøge det smukke Tyskland.

På bagsiden fandt man et kort over nazisternes koncentrationslejre og hemmelige fængsler. Brochurerne blev lavet af socialdemokraternes eksilorganisation i Prag og spredt i stort antal i Berlin.

”Folk fandt dem og læste i dem, men var ikke rigtigt interesserede,” siger Oliver Hilmes.

Ignorerede folk ganske enkelt, at der var noget galt?

”Det var det, de fleste gjorde. Hvis du læser forfatteren Thomas Manns dagbøger, var det helt tydeligt for ham, at der var tale om ét stort propagandashow. Andre var bare naive,” siger Oliver Hilmes og nævner den indflydelsesrige britiske diplomat sir Robert Vansittart.

Vansittart hadede nazismen, men den tyske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop inviterede briten til Berlin, hvor han boede på luksushotel, fik bil med egen chauffør og deltog i store fester.

Ved afslutningen af De Olympiske Lege skrev han hjem til London, at han måske havde taget fejl; måske var nazisterne ikke så slemme.

Hvad kan forklare, at folk ignorerede den nazistiske terror?

”Det er vanskeligt at sige. Men for de amerikanske turister var det at komme til Nazityskland lidt som at komme til en slags vanvittigt Disneyland. Bygningerne, uniformerne, sangene og de mange ’heil Hitler’ fascinerede folk.

Den berømte amerikanske svømmer Eleanor Holm Jarrett sagde i et interview i 1980’erne, 50 år efter, at Göring virkelig var morsom. Det var sikkert lidt som at besøge en glamourøs udgave af Nordkorea. Et diktatur med fantastiske restauranter, fantastiske hoteller og en hel masse luksus. Svastika og kaviar. Folk var revet med og var ikke interesserede i politik.”

Forud for legene havde naziregimet bygget det for datiden enorme Olympiastadion med plads til 100.000 mennesker, og den nye olympiske landsby var så imponerende, at folk omtalte den som et af verdens vidundere, fortæller Oliver Hilmes.

Nazisterne radiotransmitterede legene til store dele af verden og lavede også nogle af verdens første tv-transmissioner.

”Det var som en Holly-wood-film, der er så god, at man glemmer, at det kun er en film.”

Verden var dog langtfra blind for regimets forbrydelser. Inden legene havde aktører i både USA og Europa opfordret til en boykot på grund af nazisternes krænkelse af menneskerettigheder.

Allerede i 1935 havde jøderne i Tyskland mistet deres borgerlige rettigheder med vedtagelsen af Nürnberg-racelovene, og nazisterne tillod ikke jødiske sportsudøvere at deltage i legene på vegne af Tyskland. Det havde været en katastrofe for Hitler, hvis USA og andre vestlige lande havde gennemført boykotten, understreger Oliver Hilmes.

”Hitler havde brug for amerikanerne til at styrke sit renommé, eftersom USA var verdens største sportsnation og en stærk global spiller. Legene ville stadig have fundet sted trods en boykot, men i et langt mindre omfang, og det renommé, Hitler sikrede sig, ville have været mindre stærkt. Ved afslutningen af De Olympiske Lege havde Hitler virkelig konsolideret sin position,” siger han.

Timingen af OL var især vigtig for Hitler, idet han i 1936 havde nået et højdepunkt af politiske provokationer, mener Oliver Hilmes:

I 1933 meldte han Tyskland ud af Folkeforbundet, en international organisation, som skulle sikre fred efter Første Verdenskrig. I 1935 genindførte han værnepligt i Tyskland i strid med Versailles-traktaten.

Og i 1936 få måneder før OL marcherede tyske tropper ind i Rhinlandet, som ifølge Versailles-traktaten skulle være afmilitariseret område.

”Hitler vekslede altid mellem provokation og venlighed. Han provokerede Europa, og få uger efter inviterede han kontinentet med til legene. Hvis De Olympiske Lege ikke havde fundet sted, ville han ikke have haft samme held med disse provokationer.”

Hvorfor gennemførte de vestlige lande ikke boykotten?

”Det er virkelig en af de bizarre dele af historien. USA gjorde det let for Hitler ved at sende diplomater til Nazityskland, som var store beundrere af Hitler. Den olympiske komité i USA sagde til Hitler, at hvis han blot tillod én jødisk sportsudøver at deltage for Tyskland, ville alt være godt. Fægteren Helene Mayer endte med at være den eneste, der repræsenterede Tyskland, og hun var en ’alibi-jøde’. Hvis man kun har fjender som den amerikanske olympiske komité, så har man ingen problemer.”

Hvorfor gik USA og resten af verden med til det?

”Hvorfor tager vi med til VM i fodbold i Qatar i 2022? Det er det samme spørgsmål. Hvorfor tog vi til Sotji (den russiske værtsby for vinter-OL i 2014, red.)? Svaret er, at disse sportsdiplomater tror, at vi ikke har et politisk ansvar. Hvis Putin siger, at alt er i orden, og Qatar siger, at alt er i orden, så vælger vi at tro, at alt er i orden. Det er enten en form for politisk naivitet eller meget kynisk.”

Hvad kan vi lære af legene i Berlin?

”Hvis man kan lære noget som helst af denne 80 år gamle historie, så er det, at vi ikke skal lege med diktaturer. Ud fra hvad jeg ved om Qatar, så burde vi ikke arrangere nogen som helst sportsbegivenhed der. Når vi samarbejder med dem, gør vi disse tvivlsomme regimer mere acceptable.

Hvis De Olympiske Lege i Berlin ikke havde fundet sted, ville historien måske have været anderledes og til det bedre. Det er selvfølgelig svært at sige. Men legene skulle ikke have fundet sted i Berlin, for det var et frygteligt regime. Det var tydeligt, og alle kunne set det, hvis de ville.”

Foto
Foto
Den tyske historiker og anmelderroste forfatter Oliver Hilmes gennemgår med bogen ”Berlin 1936” hver af de 16 sportsdage under De Olympiske Lege i Nazityskland set med både kendtes og ukendtes øjne. Her er den nazistiske partitop på plads under legene. –
Den tyske historiker og anmelderroste forfatter Oliver Hilmes gennemgår med bogen ”Berlin 1936” hver af de 16 sportsdage under De Olympiske Lege i Nazityskland set med både kendtes og ukendtes øjne. Her er den nazistiske partitop på plads under legene. – Foto: Bridgeman Art Library/Scanpix