Nedtur erstatter naturen i Grønlands litteratur

Grønlands sublime natur fylder i gæstens oplevelse af landet. Men naturen er borte i ny grønlandsk litteratur, der er optaget af køn og social forarmelse, skriver Lars Handesten fra Nuuk

Med eksempelvis Niviaq Korneliussens ”Homo sapienne” byder ung grønlandsk litteratur på helt andre motiver end den sublime natur.
Med eksempelvis Niviaq Korneliussens ”Homo sapienne” byder ung grønlandsk litteratur på helt andre motiver end den sublime natur. . Foto: Jens Thaysen/Midtjyske Medier/Scanpix.

Da jeg fløj til Grønland, var det første, jeg så, de spidse tinder i bjergkæden i Kong Christian IX's Land. Kæden står som et rovdyrs tandrække mellem Danmarksstrædet og indlandsisen. Her bliver man ikke budt velkommen, og jeg ville nødigt forcere de barske, uvejsomme bjerge blot for at komme op på indlandsisen, der breder sig som en uendelig og umenneskelig slette, så langt øjet rækker.

Anderledes venlig er den korte flyvetur fra Kangerlussuaq til Nuuk. Det var endnu morgen, da jeg gik om bord på Dash-8-propelmaskinen og lettede. Solen var kun lige kommet op over horisonten og kastede et sart rosa skær over det snedækkede landskab. Det var, som om Grønland her var dækket med hindbærflødeskum, der blødt ville tage imod én, hvis man kastede sig ned i den. Men vejret skiftede undervejs, og det var gråt og sneede let, da jeg landede i Nuuk.

Det er så anderledes en naturoplevelse at være i Grønland sammenlignet med Danmark. Naturen er på alle måder storslået, og der er så meget af den, at man snart kan føle sig uendelig lille og ubetydelig. Som dansker må man uvægerligt begynde med naturen, hvis man vil beskrive Grønland. Det er også den, turistbranchen reklamerer med. Kom og se bræerne kælve! Kom og se indlandsisen, nordlyset og solen, der aldrig går ned!

Jeg landede i Nuuk, men jeg landede også i den nye grønlandske litteratur, som jeg læser, mens jeg er her. Den byder på alt andet end flødeskumskager og historier om fangere i pagt med naturen eller sagn fra gamle dage om åndemanere og fjeldgængere. Åndemaneren er ikke længere en gave til fællesskabet, men en belastning, der får diagnosen ADHD, og som skal behandles. Og den anderledes og krænkede drager ikke længere til fjelds, men flyver bort til de store byer, hvor man kan finde andre fællesskaber end slægtens.

Med Niviaq Korneliussens ”Homo sapienne” (2014) og Sørine Steenholdts ”Zombieland” (2015) byder det unge Grønlands litteratur på helt andre motiver end den sublime natur. En enkel storm indfinder sig i en novelle af Steenholdt, men det er også alt. Livet i Nuuk, som de begge beskriver, kunne i og for sig udspille sig i en hvilken som helst mindre provinsby i Danmark.

Handler ”Homo sapienne” ikke om den ydre natur, så handler den til gengæld om den indre. Alle personerne i fortællekredsen er yngre mennesker, der skal finde ud af det med deres køn. Og alle har de et problem i den forstand, at de falder uden for normen. Kvinderne er til kvinder og mændene til mænd. Og det er svært at have det sådan, når alle familiens og omgivelsernes, ja sågar ens egne forventninger går i en helt anden retning.

Problemerne dulmes med masser af alkohol eller hash. Hvor stort et problem det er, fortæller Steenholdt om i sine noveller, der er socialrealisme af den grovkornede art. Her er de fordrukne mødres omsorgssvigt udstillet for fuld kraft. Børn bliver krænket og voldtaget. Folk opgiver enhver værdighed og lader stå til på vej ned mod dybeste armod og død. Her bliver folk hverken åndemanere eller fjeldgængere, men til zombier, der lever uden bevidsthed om andet end den næste flaske og den næste smøg.

Skulle man have en forestilling om grønlændere som et ædelt naturfolk, så er det ikke i nyere grønlandsk litteratur, man bliver bekræftet. Og mens jeg skriver disse linjer bliver en ”psykisk ustabil” 28-årig mand i Nuuk arresteret under stort politiopbud. Han har fremsat trusler om at skyde folk på gymnasiet, hvor han selv har gået.

Der er langt fra livet i Nuuk til den sublime natur, selvom man hele tiden ser den, hvis man kigger op og ud. Byens vartegn, det 1210 meter høje fjeld Sermitsiaq, tårner sig op, iskold og majestætisk på den anden side af fjorden. Men det har altså ikke meget med livet at gøre for de unge mennesker i Nuuk, skal man tro Korneliussen og Steenholdt. De har rigeligt at gøre med at finde sig selv og overleve i en socialt ustabil og de-natureret verden.

Naturen er åbenbart en luksus, som er overladt til gæsterne.