Det er sjældent sjovt at tale om humor, så dette humor-interview må hellere begynde med en vittighed:
Chaim Mintz beslutter sig en dag for at bestige Karmel-bjerget i det nordlige Israel. På vej op glider han på et af trinene og styrter 150 meter ned i afgrunden, og kun ved et mirakel får han fat i en gren. Nu hænger han så der.
”Hjælp! Hjælp! Hjælp!”, råber han. En stemme fra himlen lyder ned mod ham: ”Min søn, tror du på mig?”.
”Ja! Ja!”, svarer Chaim Mintz med en blanding af desperation og lettelse, ”JA!”. ”Stoler du på mig? Uden forbehold?”, ”Åh, ja, ja, det gør jeg.” ”Så slip grenen.” ”Hvad?”, ”Jeg sagde slip grenen.” Der bliver stille i et stykke tid. Så råber Mintz: ”Undskyld mig – men er der nogen andre deroppe, der kan hjælpe mig?”.
Det er den amerikanske historieprofessor Joseph Dorinson, der fortæller vittigheden om Chaim Mintz i sin bog ”Kvetching and Shpritzing – Jewish Humour in American Popular Culture”. Titlen kan forsøgsvis oversættes som ”Brok og udgydelser – jødisk humor i amerikansk populærkultur”.
Her tegner Dorinson – som selv er jøde, ”selvom hverken mit navn eller mit udseende afslører det,” som han siger med sin tykke Brooklyn-accent over telefonen – et historisk portræt af de jødiske komikeres indtog i den amerikanske underholdningsbranche. Fra vaudevilleteatrene og The Three Stooges, over hårdtslående stand-upkomikere som Lenny Bruce, Joan Rivers og Mort Sahl til Woody Allen og Jerry Seinfeld.
Undervejs prøver han at finde ud af, hvad det særlige ved jødisk humor egentlig er. Og noget af svaret findes i vittigheden om Mintz på Karmelbjerget. Autoriteter – her Gud – bliver relativeret med ord og (selv-)ironi, og overlevelse er et helt centralt tema.
”Ifølge Sigmund Freud, som i mine øjne stadig har den bedste analyse af jødisk humor, er jødiske vittigheder en måde at udtrykke sig på, hvor der sker en udjævning. De store og magtfulde bliver bragt ned på niveau. Hvad enten det er religiøse, politiske eller intellektuelle magthavere. Jødisk humor er anti-elitær og demokratisk i sin pointe. Og så fylder selvkritik meget,” fortæller Dorinson.
”Det er også en måde at forsvare sig mod antisemitismen på – jeg kender mit folk bedre end dig, lad mig om kritikken. Der adskiller jødisk humor sig fra falde på halen-komedie og skadefryd, der kun gør grin med andre.”
Dorinson, der er født i 1936, er den type historiker, hvor den ene anekdote er døren til den næste. For eksempel er grunden til, at vi kender de jiddische ord som ”schmuck” og ”putz” – begge mindre pæne ord for mandens reproduktive organ, men bruges som nar, idiot eller fjols – fra amerikansk film og tv, at det var en måde at slippe igennem de amerikanske censurmyndigheders stramme kontrol. De forstod simpelthen ikke, hvad der blev sagt.
Ifølge Dorinson er traditionen for jødisk humor rodskudt i det byrdefulde og fattige minoritetsliv i de øst- og centraleuropæiske jødiske landsbyer, de såkaldte shtetl’er, som blev grundlagt i 1800-tallet. Det er herfra, de mange vittigheder om rabbinere stammer.
Det har blandt andet at gøre med, forklarer Dorinson, at rabbinerne sammen med andre af shtetl-samfundenes spidser stod for at udvælge dem, der skulle indtræde i zarregimets hær, hvor man gjorde tjeneste i hele 25 år. Typisk nok udpegede de rekrutterne blandt de fattigste shtetl-medlemmer.
”Der er en vittighed fra dengang, hvor to, der har en eller anden tvist, går til rabbineren for at få ham til at afgøre det. Først fremlægger den ene sin sag – og rabbineren siger: ’Du har ret’. Så fremlægger den anden sin version – og rabbineren siger: ’Du har også ret’.
Så spørger hans assistent: ’Hvordan kan de begge to have ret?’ – og rabbineren svarer ham: ’Ved du hvad, du har også ret’. Altså, rabbineren, som skulle være den store vise med alle svarene, bliver demaskeret. Han har måske magten – men ingen svar.”
Den store indvandringsbølge til USA i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede bliver også startskuddet for jødiske komikeres dominans i underholdningsindustrien.
”De kom ind på vaudeville-scenen, hvor de fleste entertainere var irske, og i begyndelsen var jøderne ret varsomme og tog irske navne. For eksempel Jack Benny, som hed Benjamin Kubelsky, der senere fik et af de mest populære amerikanske radioshows i 1930’erne og 1940’erne, eller Al Shean, som hed Abraham Schönberg. Han var faktisk onkel til Marx Brothers, som også fik deres debut på vaudevillescenen,” fortæller Dorinson.
”Mange af dem havde et musisk talent ud over deres komedie. De jødiske indvandrere lagde meget vægt på højkultur og uddannelse, og derfor lærte deres børn at spille et klassisk instrument – klaver som Chico Marx eller harpe som Harpo. Det er også den tradition, Victor Borge, som er en af mine favoritter, træder ind i. Han var også en dygtig koncertpianist. De foretager alle en glidning fra højkultur til komedie og populærkultur og finder en forløsning som komikere – og en rig levevej selvfølgelig.”
Traditionen med at ændre navne er faktisk fortsat siden – Ratpack-medlemmet Joey Bishop hed egentlig Joseph Abraham Gottlieb, Lenny Bruce hed Leonard Alfred Schneider, mens Joan Rivers blev født Molinsky, Mel Brooks’ oprindelige efternavn er Kaminsky, Woody Allen hedder Allan Stewart Konigsberg, og Jon Stewart hedder Jonathan Stuart Leibowitz.
Det handler selvfølgelig om at finde letgenkendelige navne, der kan fungere på markedet. Men det står også for en underliggende strategi.
”Jøderne brugte medierne – musikscenen, radio, tv, film – til at etablere jødisk humor i USA. Den jødiske komiker blev en slags social elevator både med hensyn til at opbygge selvtillid blandt jøder og til at skaffe accept i den store majoritet af ikke-jøder. Og som en kamp eller et værn mod antisemitisme, som var kras helt op i min barndom. Og i dag er amerikansk humor jødisk humor,” siger han.
Netop med antisemitismen når vi frem til kernen i det, der kunne ligne et paradoks – at et folk så forfulgt som det jødiske har sat sit store præg på amerikansk og vestlig latterkultur.
Men paradokset er pointen, vittighederne og latteren er modstandsytringer. Og selv under nazismens dødsmaskine var der vittigheder, fortæller Dorinson.
”Jøderne havde evnen til at le selv under de værste forhold. Jeg har fundet vittigheder fra holocaust. For eksempel en fra Warszawa-ghettoen. En mand vågner op om natten og vækker sin hustru: ’Becky, vågn op, jeg havde den mest fantastiske drøm,’ siger han. ’Hvad handlede den om, Shlomo?’ – ’Jeg drømte, at folk råbte ’dræb jøderne, dræb jøderne’.’– ’Hvad er så fantastisk ved det?’ – ’Du forstår ikke. De råbte på polsk. Det betød, at tyskerne var væk’.”
Det er hård kost:
”Ja, og da jeg fortalte den til et foredrag blandt holocaust-overlevere, var der sandt at sige heller ikke mange, der grinte. Men pointen er jo, at det er en form for modstandshumor – ja, vi er omringet af vores fjender, men vi har ikke givet op, vi kan stadig le. De vittigheder cirkulerede dengang, og mange jødiske komikere, der er født efter krigen, har haft et humoristisk greb om holocaust som Art Spiegelman i hans grafiske novelle ’Maus’. Det er en måde at udholde det ubegribeligt forfærdelige på.”