Omsider mødes ekspressionismens fædre

Vincent van Gogh og Edvard Munch banede på hver sin måde vejen for den moderne kunst. Nu er en stor samling af deres værker for første gang samlet på dialogudstillingen ”Van Gogh + Munch”, der åbner på Munch Museum i Oslo i dag

Udstillingens kuratorer har sammensat de to kunstneres værker, der kan minde om hinanden - både maleteknisk, tematisk og biografisk. Til venstre ses Munchs ”Rød vildvin” fra 1900, til højre Van Goghs ”Det gule hus” fra 1889. - Alle billeder: Munch Museum.
Udstillingens kuratorer har sammensat de to kunstneres værker, der kan minde om hinanden - både maleteknisk, tematisk og biografisk. Til venstre ses Munchs ”Rød vildvin” fra 1900, til højre Van Goghs ”Det gule hus” fra 1889. - Alle billeder: Munch Museum.

Van Gogh Museum i Amsterdam lavede for fem år siden en brugerundersøgelse, der viste, at mange af museumsgæsterne var skuffede over ikke engang at kunne se et af van Goghs største mesterværker - ”Skriget” - på museet.

Det kunne ledelsen have moret sig over, når man tænker på, at det værk som bekendt er malet i forskellige varianter af den norske verdensmaler Edvard Munch. Men i stedet fik undersøgelsen den hollandske museumsleder Axel Rüders til at tænke, at brugerne egentlig slet ikke var så dumme.

For der er store ligheder mellem de to store giganter i kunsthistorien, som stadig er så populære, at deres værker hver for sig sælges blandt verdens dyreste.

Allerede i 1912 blev de to malere udråbt som den moderne kunsts fædre på en stor todelt udstilling i Köln med forskellige ekspressionistiske kunstnere, der var gået i en af de to pionerers fodspor. Alligevel er Munch og van Goghs egne værker indtil nu aldrig blevet sat over for hinanden på en stor fællesudstilling. Og derfor gik Axel Rüders i gang med at undersøge mulighederne for at lave en dialogudstilling med Munchs værker.

Det blev hurtigt til et frugtbart samarbejde med Munch Museum i Oslo, og i dag åbner den store dialogudstilling ”Van Gogh + Munch” endelig på Munch Museum, inden den til efteråret flytter til Amsterdam.

Den aktuelle udstilling er samtidig en del af en udstillingsserie på seks udstillinger på Munch Museum, der tidligere i år bød på en dialogudstilling med Bjarne Melgaard og til efteråret med Gustav Vigeland, inden tre andre dialogudstillinger til næste år skal pege frem mod åbningen af det helt nye store Munch Museum ved havneområdet i Oslo i 2019.

For det er den snedige norske forretningsplan, at Munchs mange værker (museet råder over svimlende 1100 malerier og 25.000 værker på papir af den produktive nationalkunstner) på den måde både skal udlånes og tiltrække verdensnavne - og dermed flere til gæster - til Oslo, forklarer Stein Olav Henrichsen, der er direktør på museet.

Men van Gogh er selvsagt et trækplaster i verdensklasse. Og blandt de mange internationale journalister og kunstkritikere, der er rejst til Norge for at se udstillingen, er sågar også en japaner og to kinesere, de sidste to ”som et lille ekstra stop på vejen til filmfestivalen i Cannes i næste uge”, for også her i Oslo er lærrederne fyldt med drama.

Allerede den første aquablå museumsvæg på udstillingen møder museumsgæsterne som en mur af angst - i form af to kraftfulde selvportrætter af van Gogh og Munch.

Lidelsen lyser ud af begge ansigter. Det er sådan, de så sig selv. Eller i hvert fald malede sig selv på van Goghs ”Selvportræt som maler” fra 1887-88 og Munchs ”Selvportræt med palet” fra 1926. Begge med skærende komplementærfarver.

Van Gogh med små, korte penselstrøg på en flimrende og derfor angstfyldt omklamrende frakke, der skiftevis er blå og orange - som hans røde skæg i ansigtet, der også dirrer hvileløst af små, synlige penselstrøg. Han holder penslerne fast som et våben.

”Jeg har ingen fast plan bag mine penselstrøg, jeg angriber bare lærredet,” som han selv skrev. Men han skulle blive verdensberømt for den teknik, der også præger det kendte selvportræt af den stillesiddende kunstner i alt andet end ro.

Edvard Munchs ”Selvportræt med palet” fra 1926 viser et lige så splittet menneske. Det understreges også af komplementærfarver med en kvælende lilla himmel og en hospitalsagtig gul skjorte, der fra hver sin side presser øjet mod det lidende ansigt i midten af maleriet.

Munch bruger modsat van Gogh lange penselstrøg, der hver for sig sidder som et sår i ansigtet på ham, mens to deforme grønne træer, der ligner boksehandsker (den ene med et indbygget tiltende hus, der forstærker ubalancen), slår ind mod hans hals og ansigt fra siderne, så man på samme måde som van Goghs selvportræt får fornemmelsen af at møde et menneske i krise. Og således møder vi mestrene Munch og van Gogh fra begyndelsen.

Udstillingen er både opdelt i en tematisk og kronologisk del, der følger Munch og van Goghs nogenlunde parallelle udviklinger. Her vises imponerende nok blandt andet også fine værker af Monet og Manet, der inspirerede dem begge i en tidlig fase.

Både Munch og van Gogh begyndte også - trods deres ti års aldersforskel - for alvor at male omkring 1880. Og begge boede de en overgang i datidens kunstneriske epicenter, i Montmartre i Paris, hvor de eksperimenterede med impressionistiske virkemidler, inden de fandt hver deres individualistiske kunstneriske udtryk.

Men selvom de også havde en grundangst tilfælles, kom van Gogh aldrig til at lægge øre til Edvard Munchs eksistentielle skrig på samtaleniveau. De to kunstnere mødte aldrig hinanden.

”Van Gogh flyttede formentlig fra Paris, nogle få uger før Munch kom til, så det er mere sandsynligt, at van Goghs bror, Theo, kendte Munch. Men Munch skrev senere begejstret om Vincent van Goghs værker, som uden tvivl inspirerede ham, men ligesom van Gogh gik Munch sin helt egen vej,” forklarer Alex Rüders, som altså nu har udlånt en stor del af van Goghs største mesterværker (dog ingen solsikker) til sin norske partner.

Men på den måde kan man faktisk nu både se unikke mesterværker som den tidligste version af Munchs ”Skriget” og van Goghs ”Kartoffelspiserne” på udstillingen, men mest interessant er, hvordan kuratorerne har sammensat de to kunstneres værker, der kan minde om hinanden.

Van Gogh har faktisk endda malet et maleri, der kan minde om ”Skriget”, ligesom de for eksempel begge har malet en markarbejder og huse, hvor farvevalget med en hyppig brug af komplementærfarver forstærker de sindsstemninger, som de hver for sig forsøgte at skildre - med en fælles ambition om at male ”essensen af eksistensen”.

Den norske og den hollandske museumsdirektør er dog enige om, at Munch er den største ”drama queen” af de to malere. For på hans billeder hænger de angstfyldte figurer ofte nærmest ud af billedet, mens van Goghs malerier kan virke mere afdæmpede.

Til gengæld var det van Gogh, der skar i sit eget øre og endte med at skyde sig selv uden at opleve sin senere succes. Edvard Munch malede derimod helt til sin død i 1944 fra sin villa Ekely i Oslo, hvor han som en gammel mand for længst var blevet anerkendt, i takt med at han med alderen forsøgte at dulme sin angst med en vegetarisk diæt, der også indebar ”druens blod” gennem alkohol. Og det er heller ikke lige nemt at se ligheden i de tos udtryk på alle udstillingens værker.

I van Goghs skildring af en markarbejder, som han kendte og sympatiserede med, er høstarbejderen arbejdsom og lille og anonym som et aks, mens Munch mere teatralsk romantisk (og virkelighedsfjernt) skildrer markarbejderen som en slags høstens herre, som selv horisonten må bukke for. Og også maleteknisk er der mange steder forskel mellem de tos værker. Van Goghs billeder har for eksempel ofte tykkere lag maling, og sommetider stritter selv billedrammerne i hver sin retning mellem de to. Det sidste burde man nok have ændret, bemærkede en af de kvikke fremmødte kunstkritikere.

Men ligheden er der altså også - både maleteknisk, tematisk og biografisk. De var begge plagede sjæle og store kunstnergenier med en religiøs længsel og en eksistentiel angst, de ikke kunne slippe. De kunne begge både skrive og male, og på hver sin måde kom deres værker til at revolutionere kunsthistorien med deres fælles hvileløse søgen.

”Begge havde på en måde vendt sig mod deres forældres form for religion, som de var blevet opdraget ind i. Van Gogh var oven i købet præstesøn, mens Edvard Munch også havde haft en religiøs opvækst. Men selvom de vendte sig mod religionen, beholdt de begge en slags metafysisk længsel. Van Gogh skrev selv om, hvordan han gik ud og malede stjerner, når han blev opfyldt af en trang til at søge det åndelige univers. Og Munchs 'Stjernenat', som han malede fra Ekely, rummer også en form for længsel efter det religiøse.

Den søgen fortsatte til det sidste. For i slutningen af sit liv skrev han, at 'Jesu lære er dog den skønneste'. På den måde var han via omgange fundet tilbage til sin barnetro,” siger den norske kurator Magne Bruteig og bliver stående et øjeblik for at betragte de to kunstnerstjerners stjernehimler, inden han fører os tilbage til selvportrætterne.

Nu hænger de to lidelsesfæller der sammen, side om side, men de burde måske have mødt hinanden rigtigt. For de havde meget tilfælles.