Allerede i 1700-tallet sagde forfatteren Samuel Johnson, at hvis man er træt af London, er man træt af livet. Selv er jeg aldrig blevet træt af byen, heller ikke da jeg besøgte den for nylig.
Et af punkterne i vores program var National Gallery med dets kæmpesamling af europæisk billedkunst. Dér tilbragte min kone og jeg flere timer, og da vi var mætte af indtryk, måtte jeg lige se Diego Velásquez’ maleri af Venus én gang til. Det er et af de få spanske malerier fra 1600-tallet af en nøgen kvinde og forestiller en rygvendt Venus, der ser på beskueren i et spejl, som Amor holder op for hende.
Da vi gik ned ad trappen til Trafalgar Square, var det første, jeg så, en skulptur af en syv meter høj bronzefallos. Det var i hvert fald, hvad jeg mente at se, men jeg blev straks korrigeret af min kone: ”Det er en tommelfinger!”. Hun havde ret, og skulpturens titel er da også ”thumbs up”. Samtidig sender den nu alligevel et tydeligt potenssignal.
I Politiken læste jeg senere, at Londons borgmester, Sadis Khan, ved præsentationen af kunstværket beskrev tommeltotten som et humoristisk symbol på, at London efter brexit er parat til at gøre forretninger. Gad vist om hans forgænger, Boris Johnson – der som udenrigsminister nu skal finde forståelse for Storbritanniens udmelding af EU – har været en af initiativtagerne til den nye skulptur.
Hjemme hos vores værtspar i Clapham var vi selvfølgelig nysgerrige efter at høre, om de havde stemt ”remain” eller ”leave” (brexit). Det viste sig, at Linda havde stemt for fortsat medlemskab og Clive imod. Han syntes, at David Cameron i sit forsøg på at få særlige rettigheder havde løbet panden mod en mur i Europa.
Dagen efter læste jeg i The Times, at Storbritanniens beslutning om at forlade EU ifølge Tysklands europæiske kommissær, Günther Oettinger, var resultatet af en ”lortekampagne” (shit campaign) under ledelse af David Cameron. Der er altså delte meninger om, hvor godt Cameron gjorde sit arbejde.
I London læste jeg i The Times også om Boris Johnsons besøg hos præsident Erdogan i Tyrkiet. Inden Johnson blev udenrigsminister, havde han fornærmet Erdogan groft med en limerick, der lød sådan:
There was a young fellow from Ankara/ Who was a terrific wankerer (onanist)/ Til he sowed his wild oats (løb hornene af sig)/ With the help of a goat/ But he didn’t even stop to thankera (takke hende).
Da Johnson blev udenrigsminister, udtalte Tyrkiets chokerede statsminister Binali Yilderim: ”Må Gud hjælpe og forbedre ham.”
I sin tale i Ankara forsøgte Boris Johnson at løfte stemningen ved at støtte tyrkisk medlemskab af EU og foreslå en frihandelsaftale mellem Tyrkiet og Storbritannien.
Han henviste til sine tyrkiske aner og skamroste sin smukke og velfungerende tyrkiske vaskemaskine. I sin omtale af handelsbåndene mellem de to lande nævnte han, at firmaet, der producerer Jaffa-kager – kiks lavet af abrikosmos og tangerin – nu har fået tyrkisk ejer. Mange tyrkiske og udenlandske journalister var mystificerede over dele af Johnsons tale og ville gerne have forklaret, hvad der menes med ”wankerer” og ”Jaffa cakes”.
På denne plads har jeg tidligere skrevet, at Johnson under brexit-kampagnen spillede bajads. Med sin optræden under besøget i Ankara lader han ikke til at have lagt denne rolle bag sig.
Et pressefoto siger ofte mere end ord. Over artiklen i The Times ser man forfra Erdogan og Johnson trykke hinanden i hånden. Mens et forsigtigt smil anes på Johnsons ansigt, er Erdogans ansigtsudtryk utvetydigt bistert.
Den indestængte vrede er ikke til at tage fejl af.
Tilbage i Danmark læste jeg den 6. oktober i Kristeligt Dagblad, at det konservative bagland nu står samlet i brexit-begejstring.
Følelsen er, at hele verden vil åbne sig for briterne. Premierminister Theresa May, der stemte ”remain”, men i øvrigt holdt lav profil op til afstemningen, går nu forrest for at gøre Storbritannien til et selvstændigt land.
Selvom de konservative var splittede inden afstemningen, er det i dag svært at finde medlemmer, der vil kæmpe mod brexit.
Blandt sine spydspidser i forhandlingerne om udtræden af EU har May nu foruden Boris Johnson brexit-minister David Davis og Liam Fox, minister for international samhandel.
Selv finder jeg det sørgeligt, at de konservative vender ryggen til Europa. Og da Labour-partiet nærmest er imploderet, vil det ikke kunne forhindre, at der snart bliver trykket på skilsmisseknappen.
Ved et møde i Birmingham høstede David Davis bifald, da han sagde, at almindelig sund fornuft i sidste ende vil sejre.
Når en benhåd brexit-tilhænger som Davis siger sådan, melder tanken sig, at hans budskab med endnu et citat fra Samuel Johnson repræsenterer ”the triumph of hope over experience”.