Den østrigske forfatter Thomas Bernhard (1931-1989) er ligesom den nulevende nobelpristager Elfriede Jelinek kendt for sin afsky over for sit hjem- og fædreland, Østrig.
Der findes anekdoter om hans decideret hadske udtalelser om Østrig fra hele hans levetid, og hans bøger er fyldt med mildt sagt kritiske toner om Alperepublikken. Hans modvilje mod Østrig gik så vidt, at han i sit testamente sågar udstedte forbud mod, at hans skuespil måtte opføres i landet.
Forklaringen eller snarere: baggrunden for dette omfattende had mod Østrig finder vi blandt andet i hans selvbiografiske roman med den sigende titel: Årsagen. En antydning fra 1975, der nu for første gang er udkommet på dansk.
Og Årsagen. En antydning er ikke til at komme udenom: Den er et svimlende, begejstrende fyrværkeri af pessimisme, afsky og nederdrægtigheder. En roman, der hele vejen igennem handler om dødslængsel, eller mere konkret: om den unge Bernhards længsel efter selvmordet.
I centrum af romanen står Bernhards skolegang i et internat i Salzburg, som han med korte pauser besøgte mellem 1943 og 1946.
Med enorm sproglig styrke her bruges næsten ingen afsnit, og de lange, nærmest rusagtige sætningskonstruktioner drager læseren med ubeskrivelig kraft ind i teksten erfarer vi om den unge drengs voldsomme erfaringer, om hans og de andre unges opdragelse til disciplin og ydmygelse under den nazistiske rektor Grünkranz.
En voldsom opdragelsesform, der fortsatte også efter krigen nu med et katolsk indhold. For Bernhard er forskellen næsten ikke til at spore; billedet af Hitler er blot blevet erstattet med korset, som han skriver, og hele byen har ikke behøvet ændre sig efter 1945: Hvorhen vi end kaster vores blik, så ser vi her intet andet end katolicismen eller nationalsocialismen, og i næsten alt i denne by og i dette område ser vi en sådan åndsødelæggende og åndsfordærvende og åndsudryddende katolsk-nationalsocialistisk, menneskedræbende tilstand.
Bogen udløste voldsomme protester, da den for første gang udkom i 1975. Og ligheden mellem nationalsocialismen og katolicismen, som Bernhard gentagne gange i denne bog vender tilbage til, kan også i dag virke provokerende.
Men for Bernhard gælder især erfaringen med opdragelsessystemer, der ikke ser barnet, men prøver at indrette barnet efter et bestemt religiøst eller ideologisk system. Og de opdragelsesforbrydelser, som ifølge Bernhard begås på opdragelsesanstalter over hele jorden og mod dem, der skal opdrages, bliver ifølge ham altid begået i en usædvanlig persons navn, uanset om denne usædvanlige person hedder Hitler eller Jesus og så videre.
Bernhards udfald mod alle og enhver der findes ifølge ham ingen forældre, kun forbrydere som opdragere af nye mennesker er selvfølgelig respektløs og overdreven.
Men de italesætter meget præcist en bestemt fornemmelse, som ikke blot Bernhard er vokset op med.
Der er tale om en generationserfaring, som adskillige på en eller anden måde delte: Erfaringen af at blive tilsidesat, ikke blive set og ikke blive taget alvorligt som barn, som menneske; at blive underordnet ideologiske systemer, som i efterkrigstidens Tyskland og Østrig blot videreførtes i nye gevandter uden alvorligt opgør med sin egen historie.
Bernhards dybt pessimistiske bog giver dermed også en del af forklaringen på, hvorfor mange af hans generationsfæller nogle år senere ville forsøge sig med anti-autoritære opdragelsesformer og reformpædagogiske tilgange. Hvorfor de mente, at netop barnets indre liv skulle udvikles uforstyrret og uden udefrakommende disciplin og ordrer.
I en vis forstand giver Bernhard med sin ekstreme pessimisme forklaring på den vej, som andre siden valgte at gå.
Bernhards roman er kulsort, depressiv. Men samtidig er det en kolossalt givende roman, en roman, der rent sprogligt udfordrer de konventioner, som dens forfatter skriver op imod.
Hans generations opgør mod alle autoriteter ses efter denne bog fra et andet perspektiv: Antiautoritære opdragelsesformer, i dag ofte stærkt kritiserede og konstant i vælten, bliver forståelige som en reaktion mod den hadske og autoritære undertrykkelse, Bernhard beskriver.
Mens han i denne bog flygter ind i depression og negativitet, er samme negativitet samtidig en åbning mod at gentænke samfundet, opdragelsen, humanismen.
Der er tale om en sproglig perle, meget flot oversat af Søren R. Fauth. Anbefalelsesværdig for alle og enhver der ikke er bange for mørke tonelejer.
kultur@k.dk4Thomas Bernhard: Årsagen. En antydning. Oversat af Søren R. Fauth. 115 sider. 199 kroner. Sisyfos Forlag.