Opera Hedeland indtager efterhånden en helt selvfølgelig plads som en af de scener, publikum med stor fornøjelse valfarter til. I det særprægede landskab syd for Hedehusene ved Roskilde har man nu i talrige sensomre kunnet opleve højst spektakulære forestillinger under åben himmel – og karakteren af skovtur med medbragte tæpper og picnickurve har næsten altid været kombineret med opera på højt niveau.
Repertoirevalget var i år faldet på Vincenzo Bellinis bel canto-opera ”Søvngængersken” fra 1831, en noget spinkel sag helt i periodens stil, som næppe mange musikelskere vil anse for en af operalitteraturens perler. Som sædvanligt havde man udnyttet de unikke omgivelser omkring det store amfiteater på fantasifuld vis. Teamet bag forestillingen med den norske instruktør Runar Hodne og scenograf Christian Lemmerz i spidsen havde kreeret et miljø, der kunne være taget fra en af de mange scener i Olsen-banden-filmene, hvor skurkenes håndlanger ”Bøffen” skal gøre det af med Egon Olsen: en grusgrav med efterladte bildæk, store vandpytter og en kæmpemæssig kran, der kom til at spille en ikke ubetydelig rolle i showet.
Og inden dirigenten, Martin Nagashima Toft, løftede taktstokken til den korte ouverture, kom Greve Pigegarde for fuld musik marcherende langs søen bag scenen. Det skortede kort sagt ikke på indfald, men måske skulle man have sorteret lidt mere i dem. Det var således nærmest en skrupelløs udnyttelse af amfiteatrets muligheder, da man i anden akt lod møllersken Teresa og hendes plejedatter Amina – operaens hovedperson – gennemføre deres fortrolige dialog på over hundrede meters afstand. Og det tangerede effektjageri at lade koret, der ifølge librettoen består af beboere fra den schweiziske landsby, handlingen er henlagt til, være et mystisk-uhyggeligt sjak, der med jævne mellemrum boltrede sig lystigt i mudderet og vandpytterne.
Men atter i år måtte man beundre det engagement og vovemod, der blev gået til sagen med. Og med udsøgt fine sangere i de store roller udmøntede det sig i en absolut seværdig forestilling. Den norske sopran Lina Johnson var intet mindre end fremragende som Amina. Vokalt var der tale om en pragtpræstation, ligesom hun ubesværet bevægede sig omkring på den store scene, også når hun i søvne skulle styre uden om vandpytterne og bildækkene.
Og i den mandlige hovedrolle som forpagteren Elvino, der rystes over, at hans trolovede havner i den forkerte seng, viste Adam Frandsen (iført gule gummistøvler) sig at være en fin bel canto-sanger med den rette Bellini-sødme i stemmen. Som slotsherren grev Rodolfo, der myndigt forklarer Elvino, at hans jalousi er aldeles ubegrundet – en kvinde kan jo aldrig vide, hvor hun havner, når hun går i søvne, vel? – havde man indforskrevet den rutinerede italienske baryton Fabio Previati. Han gjorde noget af en entré på en hvid hingst med stort H.
Collegium Musicum, der hovedsageligt består af garvede DRSO-musikere, sendte varme klange ud i den kølige augustaften, og mon ikke de fleste besøgende vender tilbage, når Opera Hedeland om et års tid sætter en mere substantiel opera på plakaten, Puccinis smægtende ”La Bohème”?
kultur@k.dk