En lille pige kan ikke sove og går ned i stuen. Her sidder Døden og er kommet i tvivl. Var det pigens mor eller far, han skulle hente? Døden spørger pigen: Hvem vil du helst af med?
Den slags er barske sager ikke mindst, når de står i en børnebog. Det er også for barskt, mener mange forældre. De vil hellere læse højt af hyggelige og opbyggelige historier om børn, der lever trygt og godt.
LÆS OGSÅ: Nye børnebøger skræmmer forældrene væk
Dermed er der lagt i kakkelovnen til endnu en kamp om, hvad en god børnebog egentlig er. Og hvad den skal bruges til. For særligt de seneste 10 år har en ny type børnelitteratur vundet frem, hvor historierne i højere grad tager udgangspunkt i nutidens virkelige verden set med børneøjne. Den er langtfra altid hyggelig og opbyggelig, men kan være fuld af brudte familier, pludselig død, sorg, angst og ensomhed.
En af repræsentanterne for denne mere alvorlige og ufiltrerede form for børnebog er Kim Fupz Aakeson, som også har skrevet historien om pigen og døden i bogen Pigen der skulle vælge. Han har flere gange forsvaret sine emnevalg med, at børnebogsforfattere netop har pligt til at tage deres læsere alvorligt. Og det gør man blandt andet ved at tage fat om også de tungere følelser, børn indimellem tumler med.
Denne nye tilgang til børnelitteraturen er en slags opgør med den klassiske Astrid Lindgrenske fortælling om sorgløse børn i en harmonisk verden. Det forklarer leder af Center for Børnelitteratur på Aarhus Universitet Nina Christensen. Hun har netop skrevet bogen Videbegær, der beskriver børnebogens udvikling siden dens fødsel i midten af 1700-tallet. Og den udvikling er særdeles relevant, når man skal forstå, hvorfor der kan være så stor uenighed om, hvad en god børnebog er i dag, og hvorfor der mere end nogensinde er mulighed for at bruge bøgerne aktivt til at nå ind til, forstå og hjælpe nutidens børn.
Børnebogens historie udfolder sig nemlig som et pendul mellem de to vidt forskellige opfattelser af børnesindet, som nu igen krydser klinger. På den ene side står det syn, som skabte børnebogen for 250 år siden. Her begyndte børn for første gang at blive betragtet som selvstændige, videbegærlige og oplyste individer, der bedst blev klædt på til verden med deres egen litteratur. Heri dominerede de såkaldte ulykkeshistorier, hvor man nemt kunne lide en smertefuld død, hvis ikke man gjorde, som de voksne sagde. Det var stærkt moraliserende og opdragende historier, men også stimulerende for det videbegærlige barn.
Få årtier senere opstod sideløbende en helt anden forestilling om barnets væsen, ikke mindst sat i gang af H.C. Andersen og B.S. Ingemann. De så barnet som en adgang til fantasiens verden. Og som et individ, der skulle læse af lyst til at udfolde sig kreativt snarere end af pligt til at blive en god borger. Der var eventyret en mere hensigtsmæssig fortælleform.
Hele vejen op gennem børnelitteraturens historie er de to syn på, hvad børnebogens formål bør være, blevet betragtet som hinandens modsætninger. Talrige gange har de direkte bekriget hinanden, og tidens strømninger har skiftevis gjort den ene, så den anden retning dominerende. Ikke bare på børneværelset, men i skolerne og i den almindelige tilgang til børn.
1960erne og 1970erne markerede et af de store vendepunkter. Mange forskere har endda sat navn på en specifik bogtitel, som internationalt banede vejen for en mere mørk og på sin vis realistisk børnebogskultur, nemlig Maurice Sendaks Where the wild things are (på dansk Villy Vilddyr) fra 1963. Både kritikere og forældre raslede med sablerne over den nye, voksne tone, mens bibliotekarer og fagfolk generelt så den som en tiltrængt frigørelse fra det pussenussede.
I Danmark skabte forfatteren Bent Haller lignende furore i 1976 med anti-feel good-bogen Katamaranen, som både i folketingssalen og blandt fagpersoner blev anklaget for at forherlige vold og for at skrive for eksplicit om seksualitet. Bibliotekerne påberåbte sig endda retten til ikke at indkøbe bogen, fordi de mente, den ikke egnede sig til børn.
Siden har børnelitteraturen i stigende grad afspejlet, at barndom ikke nødvendigvis er et lykkeligt og problemfrit livsafsnit. De gode forfattere forholder sig i dag til barnet som et individ, som på samme tid skal møde æstetisk kvalitet og problematikker, der er relevante for børn i dag, mener Nina Christensen. Og det er netop denne udvikling, der er helt afgørende.
De nye børnebøger formår at forene det sorgløse og det alvorlige, det barnlige og det voksne, det fantasifulde og det opdragende. Derfor er det ærgerligt og unødvendigt, at debatten om børnelitteratur stadig er så præget af enten-eller-tankegangen i forhold til, om en børnebog skal være kunst eller pædagogik, siger hun.
Og hvad værre er: Mange forældres tilbageholdenhed med at introducere den mere alvorlige del af de nye børnebøger er en decideret bjørnetjeneste over for børnene. For bøgerne er ikke outrerede og eksperimenterende, som de ofte får skyld for at være. De er blot en tilbagevenden til udgangspunktet i 1700-tallet i moderne gevandter.
De nye bøger bidrager med en nutidig og vigtig oplysning af børnene. Jeg synes, det er synd for de dygtige forfattere, som faktisk skriver de bedste børnebøger nogensinde, hvis vor tids børn ikke får bøgerne i hænderne. Og det er endnu mere synd for børnene, for bøgerne fortæller nogle sandheder, som børnene måske ellers ikke hører. Og som ikke er blevet fortalt i børnebøger meget længe, nemlig at verden er kompliceret. Nogle børn er ensomme. Og barndommen er ikke altid bare en lykkelig periode. Det nye er, at bøgerne samtidig fortæller, at der alligevel er mening at finde i relationen til andre mennesker. Og i kærligheden. Det lyder frygtelig voksent, men det afspejler en virkelighed, hvor børn er meget mere på egen hånd end tidligere, forklarer hun.
Men er der ikke en pointe i at beskytte børns uskyldighed så længe som muligt?
Jeg taler ikke for, at børn skal læse bøger, der skræmmer dem. Og naturligvis er det op til den enkelte forælder at tage stilling til, hvad man vil læse for sine børn. Men jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis altid er det, de voksne tror, børn ikke kan tåle, som faktisk gør børnene bange. Paradoksalt nok er der en meget større forsigtighed blandt forældre i forhold til deres børns bøger end i deres brug af elektroniske medier. Måske fordi de ikke har den historiske bevidsthed om børnelitteraturen, og det kan man heller ikke forvente. Derfor er det også så vigtigt at gøre opmærksom på, at bøgerne forandrer sig i takt med, at verden gør det.