Den vestlige oplysningstradition har tabt selvtilliden

Cargo vessels are docked in the port of Hamburg, 20 January 2016 in Hamburg,

I det store historiske perspektiv har den vestlige oplysningstradition tabt selvtilliden på grund af kolonialismen og de to verdenskrige, der udløstes i Europa i det tyvende århundrede. Vi svinger alene svøben over egne rygstykker i et endeløst selvopgør, mens vi møder andre kulturtraditioner med stor og malplaceret tolerance. Foto: Daniel Reinhardt / Scanpix Denmark

bog
Three stars

Den schweizisk-israelske psykolog Carlo Strenger vil lære Vesten at forsvare sine værdier uden samtidig at undergrave dem. Det viser sig at være en svær balanceakt

Den vestlige kultur kan i disse år synes lammet af værdirelativisme og politisk korrekthed og dermed ude af stand til at forsvare sine bastioner. Vi i Vesten er til syvende og sidst de værste, eller i hvert fald mindst lige så slemme som alle andre.

Den schweizisk-israelske psykolog Carlo Strenger (f. 1958), der er professor i Tel Aviv og forsker i globalisering og terrorisme, vil i en lille bog ruste os i Vesten mentalt til bedre at forsvare vore værdier.

Når man ikke helhjertet går i brechen for en Salman Rushdie eller en Hirsi Ali, er der noget galt. Og forsvaret for oplysningen og de liberale værdier vil da i stedet blive overtaget af højrenationale partier og bevægelser, der reelt kun går ind for disse værdier på skrømt og derfor vil undergrave dem ved at puste til frygt og fremmedhad, ifølge Strengers analyse.

I det store historiske perspektiv har den vestlige oplysningstradition tabt selvtilliden på grund af kolonialismen og de to verdenskrige, der udløstes i Europa i det tyvende århundrede. Vi svinger alene svøben over egne rygstykker i et endeløst selvopgør, mens vi møder andre kulturtraditioner med stor og malplaceret tolerance.

Dette kalder Strenger for et ”fænomenalt selvmål”, og hvis vore værdier og vores livsform virkelig var så slem, ville massive menneskestrømme næppe søge mod Europa. Folk stemmer også med fødderne i civilisationernes konflikt.

Strenger kalder sin løsning (og sin bog) for civiliseret foragt. Vi skal ikke foregive at respektere noget, der ikke fortjener respekt. Men vores foragt må bero på argumenter og viden, og den må alene rette sig mod meninger, ikke mod mennesker. Deri består det civiliserede.

Et sandt oplysningsideal om den interesseløse, følelsestæmmede og saglige debat svæver over vandene i Strengers bog og får selve termen ”foragt” til virke en smule malplaceret. Er den ikke alt for kraftfuld og følelsesbetonet? Og da mennesker kan have en tendens til at identificere sig stærkt med deres meninger, er det så givet, at de kan regne ud, at det altså ikke er dem som sådan, der er genstand for foragt?

Hvor en sand oplysnings-veteran som Jürgen Habermas på sine gamle dage stiller sig positiv over for religion som en kilde til værdimæssige ressourcer, virker Strenger religionsfjendtlig på Richard Dawkins-måden.

Og nationalismen ser han som ”en af de mest destruktive opfindelser” i Vesten. Han erkender, at mange mennesker er fjendtlige over for videnskab, men det er, fordi de myter, der oppebærer kollektive identiteter, som regel ikke kan stå for en kritisk behandling. På det punkt lyder han som en marxist, der ser masserne som spærret inde i ”falsk bevidsthed.”

Strenger voterer for videnskab som grundlag for både liv, samfund og debat, og han er meget glad for et tankeeksperiment, han kalder lægetesten: Hvis en af vores kære er syg, vil vi have den bedst mulige behandling; vi vil ikke have en læge, der forlader sig på tro eller mavefornemmelser. Faktisk ønsker vi slet ikke at leve i et samfund, hvor der ikke er plads til toppræstationer, og samme kvalitetskrav må gælde i den offentlige debat. Strenger virker her lovlig optimistisk.

Ganske mange søger jo alternativ behandling, og jeg er bange for, at en del mennesker er temmelig ligeglade med, om der er et topniveau i samfundet inden for områder, de ikke opfatter som relevante for dem selv, det være sig opera eller oldgræsk. Det er blandt andet derfor, der er brug for politikere, der tør satse på kvalitet.

På en måde ser Strenger også sit problem i øjnene: Der er noget spinkelt og u-appellerende i fornuften. Den indbyggede svaghed i den liberale verdensanskuelse er, at den ikke kan tilbyde den ”dybere mening”, man finder i religion eller politiske frelses-ideologier. Eller i kunst og kulturarv. Hvis det ”sidste menneske” (Nietzsche) samtidig er lullet hen af mange år med fred og økonomisk betryggelse, er det svært for det at mande sig op til et lidenskabeligt forsvar for de europæiske værdier.

Den lille bog kommer dermed trods al sin gode vilje til at virke frustreret og afmægtig. Det er, som om den mest af alt kredser omkring det problem, den foregiver at ville løse. Måske kunne en vis ”forhandling” mellem oplysningen og de religiøse, kulturelle og nationale traditioner i Vesten have været en idé. Men her er Strenger nok bange for at havne i armene på ”højrefløjen”.

Det virker altid meget sympatisk og intellektuelt tilfredsstillende at søge mellempositionen mellem to uholdbare stillinger (højrefløj og venstrefløj), der præsenterer sig antagonistisk over for hinanden. Mon ikke sandheden er et sted midtimellem? Problemet er for mig at se, at ”højre” og ”venstre” i den offentlige debatkultur ikke er så symmetriske, som de tager sig ud.

Venstreorienteret er som regel noget, nogle (med stolthed) kalder sig selv, højreorienteret er i en vis udstrækning en skamfuld betegnelse, nogle hæfter på nogle andre, for eksempel dem der kritiserer de venstreorienterede, kulturrelativismen og den politiske korrekthed.

Man må således skelne mellem de reelt højreorienterede og dem, som blandt andet i fornuftens og kritikkens navn mener noget andet end venstrefløjen og kritiserer den. Det er en diskussion, som Carlo Strenger forsømmer at tage op, og det gør også hans position vanskelig.

For hvis man både skal bokse med venstrefløjen og se sig nervøst over skulderen og sparke bagud mod højrefløjen, kan man ende med at miste balancen og ryge på rumpen.