Opråb fra sociolog: Vi har udviklet et samfund, der skaber depression og angst

Depression er i dag en folkesygdom, og det skyldes først og fremmest præstationssamfundet, hvor man hele tiden skal præstere og altid holde sig udviklingsparat og være en bedre version af sig selv, siger sociolog

Sociolog Anders Petersen advarer mod et samfund, hvor alle får depressioner på grund af det pres, vi lægger på os selv og hinanden. Han kritiserer i sin bog tidens menneskesyn. Et menneskesyn, hvor idealet knytter sig til at være effektiv, produktiv, omstillingsparat og hele tiden klar til at præstere bedre, så man på den måde kan være med i kapløbet om at komme langt og blive et vellykket, succesfyldt menneske.
Sociolog Anders Petersen advarer mod et samfund, hvor alle får depressioner på grund af det pres, vi lægger på os selv og hinanden. Han kritiserer i sin bog tidens menneskesyn. Et menneskesyn, hvor idealet knytter sig til at være effektiv, produktiv, omstillingsparat og hele tiden klar til at præstere bedre, så man på den måde kan være med i kapløbet om at komme langt og blive et vellykket, succesfyldt menneske. . Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Bjarne på 24 år har selv prøvet det.

Følt, at han var lukket inde i sig selv. Med en følelse af, at ingenting giver mening. Mindst af alt hans eget liv.

Ligesom op mod en femtedel af den danske befolkning har Bjarne haft en depression. Han er en af de mange personer, sociolog Anders Petersen har interviewet i forbindelse med sin forskning omkring depressionens udbredelse. Og da han talte med ham, fortalte Bjarne, at han havde lidt svært ved at se det gode i en depression. Men tilføjede så:

”Det var måske lidt, at jeg fik mere struktur over mit liv. Fordi jeg begyndte at arbejde med det. Arbejde med mine problemer og med mig selv og sætte mig mål.”

Bjarnes fortælling er bare en af de mange i Anders Petersens nye bog, ”Præstationssamfundet”, og den illustrerer meget godt en af bogens vigtige pointer. For Bjarne ser det nemlig som sin egen opgave og sit eget ansvar at komme ud af depressionen.

At komme videre, så han igen kan se nye muligheder i tilværelsen og netop selv være den, der arbejder aktivt for at komme ud af den stilstand, depressionen ofte beskrives som.

”På den måde bliver det også tydeligt, at han retter kritikken imod sig selv i stedet for at rette den udad. For det kunne jo være, at der var noget uden for Bjarne, der var årsag til, at han fik det svært og udviklede en depression. Men i vores samfund, som jeg kalder ’præstationssamfundet’, har selvkritik erstattet samfundskritik,” siger lektor i sociologi ved Aalborg Universitet Anders Petersen. Det er for ham at se en af de helt store farer i dag.

Her i avisen har vi i den seneste tid beskrevet, hvor udbredt den psykiske lidelse depression er i dag. Flere eksperter har peget på forskellige forklaringer på den massive udbredelse, herunder at diagnosen lettere kan stilles i dag på grund af ny viden, men også, at den måske stilles for ofte.

Mens andre har fremhævet årsager som fysiologiske forhold, blandt andet overvægt og rygning, samt livsovergange som skilsmisse og pension.

”Alle de her forklaringer har selvfølgelig noget på sig. Men det, jeg er interesseret i at finde ud af, er, hvordan vi er nået til et punkt, hvor depression ligefrem er blevet en folkelidelse, og hvorfor vi ikke råber vagt i gevær og forsøger at undersøge, om der kunne være en sammenhæng mellem udbredelsen og så den måde, vi har indrettet samfundet på. For mig at se er depression netop en seismograf for noget i tiden. Noget, der får folk til at ryste og bryde sammen.”

Anders Petersen peger i sin bog især på det menneskesyn, der præger vores tid, som en af forklaringerne. Et menneskesyn, hvor idealet knytter sig til at være effektiv, produktiv, omstillingsparat og hele tiden klar til at præstere bedre, så man på den måde kan være med i kapløbet om at komme langt og blive et vellykket, succesfyldt menneske.

Det er et ideal, der ifølge sociologen sætter hver enkelt af os under et konstant pres, og hvor vi, som Bjarne, ikke kun føler presset udefra, men i lige så høj grad presser os selv.

”Det her menneskesyn er jo som taget ud af en jobannonce, hvor der bliver efterspurgt omstillingsparate og risikovillige medarbejdere. Og hvor den gode indstilling også handler om hele tiden at sige ja til nye udfordringer. Aldrig at stå stille eller være imod den såkaldte ’udvikling’. Og hvor det modsatte næsten heller ikke giver mening, for hvordan kan man være imod alt det, der rent sprogligt og intuitivt lyder positivt og fyldt med muligheder for hver eneste af os?

Vi vil jo allesammen gerne ’lykkes som mennesker’. Men det er den selvsamme optik, der gør en lidelse som depression til modbilledet. Et billede på den, der ikke lykkes. På taberen i samfundet. For den deprimerede er netop ikke omstillingsparat eller klar til at sige ja til nye udfordringer. Den deprimerede står stille. Føler ikke, at livet er fyldt med muligheder, men derimod tømt for mening. Og fremtiden fremstår heller ikke som en spændende udfordring, fyldt med muligheder der venter, men tværtimod diffus og tåget.”

At det er sportens konkurrencementalitet og den økonomiske vækstideologi, der ligger bag nutidens menneskesyn, ligger ifølge Anders Petersen lige for.

Samfundet indrettes derfor også ud fra et ønske om at skabe lige konkurrenceforhold for alle, så alle får mulighed for at lykkes. Hver især.

Og præcis som i sportens verden er ”taber” det værste, man kan blive. Mens det inden for en økonomisk væksttænkning er ”at være udenfor”, som er det, der sker, hvis man ikke er med til at skabe endnu mere vækst. Som den sygemeldte jo netop ikke er.

”Det, vi oplever for tiden, er, at denne tankegang også gennemsyrer alle vores institutioner. Vi skaber muligheder for at vinde, men dermed også risiko for at tabe. Og jeg frygter, at vi snart vil se børn som de næste, der bliver massivt ramt af depression. I dag er det jo især de unge, der er særligt udsatte for at udvikle lidelsen, men helt ned i børnehaven og folkeskolen bliver børn nu også udsat for denne tænkning. Med fokus på, hvordan den enkelte skal udvikle sine indre styrker og kompetencer, så barnet bliver i stand til senere at kunne klare sig på arbejdsmarkedet og i konkurrencen om de gode jobs.”

Anders Petersen bor i Silkeborg, er selv familiefar og har to sønner, på 9 og 11 år. Den yngste er lige begyndt i 3. klasse, og på spisebordet i hjemmet ligger en brochure fra skolen, som han fik med hjem i skoletasken en af de første dage efter sommerferien.

Et af opslagene er ifølge Anders Petersen endnu et eksempel på, hvordan selv små børn bliver udsat for tidens ideal om selvdisciplinering og selvudvikling.

Under overskriften ”Det robuste barn” skriver skolen, at ”Robusthed og livsduelighed har betydning for at danne det hele menneske” – og senere: ”... det er noget, vi på 3. årgang i høj grad interesserer os for.

Når man går i 3. klasse, er der nogle ting, vi synes, man kan øve sig på.” Blandt de foreslåede øvelser er blandt andet ”Mød til tiden”, og ”Smør selv din madpakke – eller hjælp til med at smøre den”, men også ”Øv dig i noget, du gerne vil være dygtigere til”.

”Det kan lyde som gode råd og helt rigtige krav. Men hele ideen om at være robust er igen noget, der ligger som et ideal for nutidens menneske. Og hvis du ikke er det, ja så skal du øve dig i at blive det – gerne ved egne kræfter, men ellers med hjælp fra kompetenceindustriens tilbud om coaching, NLP og andre teknikker til at udvikle dit indre. Ud fra samme logik: At leve op til idealet gøres til individets egen opgave og ansvar. Kampen foregår med andre ord i og mod dig selv. Det er i dit eget indre, du skal finde de nødvendige kræfter. Også når du er barn.”

Umiddelbart kan det undre, at vi tilsyneladende accepterer det ideal for det gode liv og den vellykkede tilværelse, som ifølge Anders Petersen har så store menneskelige slagsider, som blandt andet giver sig udslag i depression.

”Og det er faktisk en af de helt store bedrifter ved den her ideologi, som konkurrencestaten er udtryk for, og som præstationssamfundet hviler på. Men det skyldes, at det er lykkedes at få de evige forandrings- og selvudviklingsmuligheder til at fremstå som udtryk for den ultimative individuelle frihed. De snærende bånd fra det tidligere disciplinærsamfund er blevet afviklet. Men tvangen er der faktisk stadig. Den er blot mere subtil og usynlig.

For vi har internaliseret den, gjort den til vores egen og har selv underlagt os den i en besnærende jagt på den næste succes og den næste mulighed, der venter på netop mig. Hvis jeg altså lige giver den en ekstra skalle. På den måde har vi mistet blikket for de fælles betingelser. For rammerne. For samfundet. Og den tidligere velfærdsstat bliver i dag nærmest set som en stopklods for den personlige udfoldelse, som en begrænser af den frie konkurrence, der netop kan sikre, at lige netop mit liv lykkes.”

Det kan lyde meget negativt og svært at se et håb, når Anders Petersen beskriver det præstationssamfund, som han mener, vi lever i. Og selv har skabt.

”Jamen, det er det også. Men som sociolog ved man jo, at ting kan være anderledes. Og historien viser os, at der altid vil være momenter af modstand, som kan blive til kollektive bevægelser. For eksempel er der en fornyet interesse for at bo i fællesskaber, hvor man har forpligtelser over for andre end sig selv.

Der er også bevægelsen ’Tag tiden tilbage’, som insisterer på, at det skal være os, der sætter dagsordenen for tiden. Ikke omvendt. Og det er klart, at mit håb ligger i det, der er kollektivt forankret. Ellers begår vi jo bare fejltagelsen igen, hvis vi også placerer ansvaret for modstand og alternativ hos den enkelte.

Vi må i fællesskab forsøge at fokusere på kollektive og sociale samfundsformer, der har mere substans end de individuelt forankrede. Hvor det ikke er det enkelte individ, der står med regningen for de betingelser, samfundet stiller os. En regning, vi for øjeblikket sender til blandt andre de depressionsramte. Uden tilsyneladende at lade os anfægte.”