Vi er i Warszawa i 1942. Nazisterne har bygget en mur rundt om jøde-ghettoen, hvor en lille halv million mennesker lever dybt forarmede. Da deportationerne begynder, og størstedelen af den jødiske befolkning i ghettoen bliver kørt væk, rejser der sig en opstand blandt en lille gruppe af de tilbageværende. De griber til våben, børn såvel som voksne, og kæmper mod nazisterne.
Således også den blot 16-årige pige Mira, som er hovedpersonen i tyske David Safiers bog om opstanden i ghettoen i den polske hovedstad. David Safier har taget en fiktiv person og placeret hende midt i de veldokumenterede og -underbyggede historiske begivenheder i en fiktionaliseret jeg-fortælling, der løber af stablen i et let og sine steder temmelig trivielt og højstemt sprog som for eksempel her: ”Før min far kunne nå at svare, blev han slået. Min far blev slået! Denne agtværdige mand, denne ansete læge, den far, vi alle så op til, som i sin strenghed over for os virkede så stærk, så almægtig, blev slået.”
Men det fungerer. Mira er en troværdig fortællestemme, der effektivt fører sin læser gennem opstanden, og det lykkes David Safier at blande de helt store etiske spørgsmål om medmenneskelighed, ondskab og vanvid med de mindre og mere prosaiske som ungdomsforelskelse, venskab og søskendekærlighed.
Mira udviser tidligt i romanen, allerede inden opstanden, et ganske særligt vovemod og smugler mad ind i ghettoen til sin mor, der er fuldstændig lammet efter faderens selvmord, og til sin elskede lillesøster Hannah. Senere slutter hun sig til modstandsbevægelsen og deltager i de væbnede kamphandlinger, hvor hun blandt andet må beslutte sig for, om hun er et af de mennesker, der dræber andre for ikke selv at blive forrådt, og om hun skal være tro mod ungdomskæresten Daniel eller følge sin forelskelse i oprøreren Amos.
”28 dage” er en voldsom og atypisk coming-of-age-roman, der følger Mira og hendes etiske og eksistentielle overvejelser, som dels er typiske for enhver teenager, dels bliver presset ud i det absurde på grund af den liv-og-død-situation, som hun hele tiden befinder sig i.
Romanen fortæller samtidig et stykke verdenshistorie i en let og tilgængelig form og diskuterer undervejs medmenneskelighed og ondskab, bod og soning, storhed og fejhed, og det lykkes den at komme i mål med det meste.
Genremæssigt er den med sit bastante billedsprog og sine meget eksplicitte eksistentielle diskussioner tættere på ungdomsbogen end på voksenbogen, og bogens overordnede pointe - hvad slags menneske vil man gerne være - bliver bogstaveret så hyppigt, at man ikke kan undgå at fange den. Og dermed heller ikke undgå at komme til at tænke over det. Men måske kunne også den unge læser tænke sig, at det spørgsmål fik lov at spire frem under læsningen i stedet for som her hos Safier, hvor det bliver skudt direkte ind i tankestrømmen allerede fra romanens begyndelse.
kultur@k.dk