Optegnelser fra Dødens hus

Kulka sad i en "Familielejr" 300 meter fra krematorie-ovnene, og her sang det jødiske børnekor Schillers "Ode til glæden" som en protest mod barbariet. Og i barakken blev der opført skuespil og læst klassikere. Foto: Gads Forlag

Uforligneligt vidnesbyrd af en historiker, der som barn var anbragt i Auschwitz

I Israel bor der knap 200.000 mennesker, som har overlevet holocaust. Et af dem hedder Otto Dov Kulka. Han har i en menneskealder været professor i jødisk historie og forsket i holocaust. Kulka har imidlertid aldrig berettet om sine egne oplevelser i Auschwitz, for her lærte han at skrige indad. Men den stumme smerte lejrede sig i sindet, og da han i slutningen af 1990erne fik en alvorlig kræftdiagnose, nedskrev han sine oplevelser fra kz-lejren.

I Landskaber fra Dødens metropol beretter han om den menneskelige fornedrelse, usselheden og de afkræftede fangers klamren sig til det nøgne liv. Men terror, tortur og tyranni kunne dog ikke helt få bugt med ånd og samvittighed. Inde fra det uhyggeligste og mest gennemførte folkemord lød også toner, der var så rene og fyldige i klangen, at man overvældes af indholdet.

Kulka sad i en Familielejr 300 meter fra krematorie-ovnene, og her sang det jødiske børnekor Schillers Ode til glæden som en protest mod barbariet. Og i barakken blev der opført skuespil og læst klassikere, mindes den 80-årige historiker:

LÆS OGSÅ: Fantastisk digtbog med gæld til romantikken

De oplevelser, jeg husker derfra, udgør uden nogen som helst tvivl det moralske grundlag for mit forhold til kultur, til livet, til næsten alting, sådan som det tog form i mig i løbet af disse få måneder, da jeg var 10-11 år gammel, fra september 1943 til likvideringen af lejren i juli 1944.

Familielejren var nemlig en potemkinkulisse. Nazisterne frygtede, at Røde Kors ville inspicere Auschwitz. Derfor havde fangerne i denne sektion af kz-lejren bedre forhold, men med mellemrum blev de myrdet og erstattet af nye fanger. Kulka overlevede, fordi han var indlagt på lejrhospitalet, da SS-soldaterne begik massakren.

Med en kunstners indlevelsesevne fortæller Kulka om mennesker og skæbner i dette grufulde helvede, der brændte millioner af mennesker til aske, som siden blev blæst bort af vinden eller pløjet ned i jorden. Der går en tone af utrøstelig sorg gennem bogen. Hvilken lidelse for Kulka at fortælle om disse grusomheder. Og hvilken bedrift, at han gør det!

Med sin knappe, næsten demonstrativt skrabede stil lodder han dybt i barnets aldrig hvilende modtagelighed for grusomhed og skønhed i tilværelsen. Som når Kulka fortæller om den rolige, fortryllede og lokkende oplevelse af den blå himmel i sommeren 1944 i Auschwitz-Birkenau. Aldrig siden skal han se himlen så smuk, og han forsikrer læseren om, at denne sommeraften for altid vil være skønhedens prøvesten i hans liv.

Kulka skriver således med alle sanser, intenst, passioneret om den katastrofe, vi aldrig bliver færdige med. Efter sigende skulle mennesker, som fordyber sig i holocaust-litteraturen, have større risiko for at udvikle selvmordstanker.

Men denne bog kan meget vel virke modsat. Den minder om, at selv i den mest utrøstelige elendighed opgavmenneskeånden ikke sig selv.