Der var engang, hvor det orientalske først og fremmest var noget, som man læste om her i Danmark. Carsten Niebuhr kunne fortælle om det fra sin lange rejse i Mellemøsten (1761-67), men mest af alt var det orientalske noget, man fantaserede over og gjorde sig forestillinger om.
Adam Oehlenschläger skrev skuespillet ”Aladdin”, der foregår i Ispahan. Han havde aldrig været der, men blot læst lidt i en gammel persisk rejsebeskrivelse. Det var nok for ham og hans københavnske publikum.
H.C. Andersen satte sig dog for at se det orientalske ved selvsyn og rejste til Konstantinopel, hvor han var i ti dage. Han så en flig af Orienten og mærkede den orientalske i basaren, hvor han kunne se alle Orientens folkeslag på en gang. Alle var her for at handle. Andersen skrev om det i ”En digters bazar”. Var verdensbyen Konstantinopel ikke så eksotisk, som han havde håbet på, så tændte den i det mindste hans fantasi.
Således forblev Orienten mere en forestilling skabt af ”1001 nats eventyr” tilsat en god del fordomme og fri fantasi. Sådan var det også da Sophus Claussen digtede om Persien i ”Ekbatana”, og Tom Kristensen fantaserede om Arabien i ”Drømmen om Adén”.
Det var forestillinger alt sammen, indtil Henrik Nordbrandt bosatte sig i Tyrkiet og skrev digte fra landet, som stadigvæk var ”det andet” og det fremmede, men som nu blev set med et indforstået blik.
For de fleste danskere har det orientalske hovedsageligt bestået af fantasier. Var der noget konkret orientalsk i Danmark, så var det jøderne, der var de første indvandrere med en rod i Orienten.
Men igennem det 20. århundrede mistede det orientalske sin tiltrækning på fantasien og kunsten, i takt med at flere og flere selv kunne besøge den orientalske verden, og man fik en strøm af dårlige meldinger gennem pressen og senere tv. Når Thorkild Hansen skrev ”Det lykkelige Arabien” om Carsten Niebuhrs rejse, er lykken da også et fatamorgana. Den er en forestilling, som vesterlændingen selv kommer med. Den franske digter Gérard Nerval udtrykte det sådan: ”For en person, der aldrig har set Orienten, er en lotus stadig en lotus - for mig er den blot en slags løg.” Rejste man til Orienten, opløste forestillingerne sig i mødet med virkeligheden.
Og når det orientalske kom tæt på hjemme i form af flygtninge, forduftede fascination også for flertallet, og tilbage var tilsyneladende angsten og afskyen. Glansen gik af Aladdin og Ali Baba, da de så at sige dukkede op i Danmark som flygtninge fra Iran, Irak, Palæstina og Syrien.
Det orientalske blev nu mere forbundet med krig og elendighed end med søde drømme om fortryllende sorte øjne. Det orientalske bliver lukket inde i ghettoer eller i særlige kvarterer som Gellerupparken i Aarhus, Urbanplanen og Nørrebrogade i København. Det orientalske er blevet til et socialt og kulturelt problem. Når det i sin nutidige form kommer til orde, er det i eksplosiv og aggressiv form, som i Yahya Hassans digte - helt uden rest af fordums fortryllelse. Eller også bliver det orientalske opbevaret i det fineste af alle museer, nemlig Davids Samling i København. Her har fortiden fundet sin egen ghetto. Således er det orientalske splittet i vores bevidsthed. Det udgør en underskøn fortid præsenteret i fineste æstetiske rammer på museet, og det udgør en hæslig nutid, der udfolder sig i storbyernes slumagtige betonkvarterer.
Fascination og angst, drøm og virkelighed blander sig stadigvæk i vores forestillinger om det orientalske. Og der er stadigvæk levende drømme om at favne det orientalske i den store kærlighed. Romeo og Julie, der hos Shakespeare tilhører hver sin familie, som ikke ville vide af hinanden, er i de moderne udgaver blevet til kærligheden mellem en mandlig indvandrer og en dansk kvinde.
Erik Clausen fortalte historien i filmen ”Rami og Julie”, og Merete Pryds Helle har behandlet det sammen motiv i romanen ”Oh, Romeo”. Romeos familie er iranske indvandrere, der er flygtet fra det bestialske Khomeini-styre, men ikke desto mindre er hele familien på nær Romeo troende. Julies familie er etniske danskere, og hendes far er borgmesterkandidat for det nationalistiske Dansk Flagparti. Hermed er konfliktstoffet givet, og den skæbnesvangre handling kan gå sin gang, for kan to så forskellige familier enes og forenes?
Det orientalske er en vestlig forestilling, mener den palæstinensisk fødte litteraturforsker Edvard W. Said i bogen ”Orientalisme” (1978), og langt hen ad vejen har han ret. Man har hellere gjort sig forestillinger om det orientalske, end man har villet konfrontere sig med det som levende realiteter. Virkeligheden kan være voldsomt irriterende, fordi den nedbryder vores forestillinger og ikke er det mindste fascinerende.
Men den kan også sætte gang i nye drømme, som vi bare må placere andre steder end i Orienten. Lige nu er der slet ikke plads til den for Islamisk Stat, der kun lever op til vores værste forestillinger om de hærgende og altødelæggende saracener.