Kappadokien på den anatolske højslette hører til et af verdens mest særprægede landskaber med huse, der igennem århundreder er bygget ind i de ejendommelige klippeformationer.
Stedet er mytologisk og har en urgammel historie, hvor hellenisme, islam og tidlig kristendom løber sammen. Kappadokien er i dag et yndet mål for trekkere, der, selv i de bidende kolde vinter-måneder, forcerer bjergene og sletterne, hvor nogle af de sidste bestande af vilde heste findes.
Den tyrkiske instruktør Nuri Bilge Ceylan har igennem hele sin produktion af film haft en forkærlighed for provinsen og civilisationens udkantsområder, hvor den menneskelige eksistens står rent og elementært - tænk på film som ”Uzak” (2002) og ”Once Upon a Time in Anatolia” (2011). Således også her i hans seneste produktion ”Vintersøvn”, der udspiller sig i Kappadokiens forunderligt rå og nøgne klippelandskab på et af egnens små fine hoteller, der ikke helt tilfældigt hedder ”Othello” efter Shakespeares tragedie om jalousi og magtbrynde.
Hotellet drives af den tidlige teaterskuespiller Aydin (Haluk Bilginer), der har arvet stedet efter sin far. Familien har tydeligvis en fornem status i det patriarkalske minisamfund, hvor Aydin også ejer en række ejendomme i landsbyen, som han driver med hård hånd ved hjælp af advokater og håndlangeren Hidayet (Ayberk Pekcan). Men udadtil syner det ikke sådan. Aydin fremstår med en charmerende boheme-lignende attitude, han skriver politisk korrekte klummer til den lokale avis, underholder gæsterne på hotellet og virker afvæbnende og indifferent, når der opstår konflikter i forhold til de lokale undersåtter.
Aydin er en mand, der ikke vil være ved, hvem han er. En studie i selvbedrag. Han lever i et adskilt ægteskab med sin unge smukke hustru Nihal (Melisa Sözen), der forsøger at etablere en fond, som kan hjælpe de fattige i lokalområdet og sørge for ordentlige skoler til børnene. Hun befinder sig som en stum anklage i et rum i hotellet. Kun Aydins søster Necla (Demet Akbag) siger ham sandheden. Som søskende lever de to i et fortroligt forhold, hvor de i lange hudflettende skændsmål river sløret af hinandens øjne. Men tilsyneladende uden at de bliver klogere af det.
Den tre timer og 16 minutter lange film kunne meget vel sammenlignes med et kammerspil af Tjekhov, hvor en lille gruppe mennesker, der er indbyrdes dybt afhængige af hinanden, lever med deres små konflikter på et isoleret sted. Nuri Bilge Ceylan er en dygtig psykolog, der gradvist afdækker de involveredes selvbedrag, afmagt og følelsesregister. Intet menneskeligt er instruktøren fremmed, og filmens lange episke forløb giver mulighed for, at karaktererne foldes helt ud og ingen efterlades som en stereotyp.
Alle karaktererne har genkendelige træk og er fulde af nuancer og modsætninger, som gør dem menneskelige og vedkommende, ja sande. Det gælder også Aydin, der ikke er sig sin magt bevidst - og heller ikke leden ved den.
Men ”Vintersøvn” er ikke et kammerspil. Filmen er, trods den lavmælte fortællemodus, et højspændt drama, som i den grad bruger det vinterfrosne landskab, som historien er fældet ind i og i åben udveksling med. Kappadokien er et gammelt vulkansk område, og filmen arbejder dygtigt med pludselige, ja chokerende udbrud af tøjlesløs natur, aggression og livslede. Den er formidabelt filmet og klippet, så disse momentane indbrud af lidenskab og brutalitet danner et modbillede til den forfrosne dagligdag i det nedkølede regntunge og snetykke landskab. Hvordan skal ikke røbes. Men hotellet hedder jo ”Othello”. Og jalousien bliver en afgørende drivkraft i filmens sidste del, hvor den både ytrer sig i Aydins forsøg på at sætte sig igennem over for sin unge udkårne Desdemona, og som et udtryk for hans sårbarhed og mærkeligt uartikulerede og fortvivlede frugtesløse forsøg på forsoning. I filmens dialoger tales der meget om, at mennesket skal sætte sig op mod ondskaben eller med civil courage lade som om den ikke eksisterer - og derfor i sidste ende tilgive den. Aydin og kredsen omkring ham er billeder på det uløselige i den konflikt.
Og hvilke billeder! Landskabet bruges som et spejl på deres låste situation, men også som en visionær åbning mod noget andet. Ikke kun det tøjlesløse, men også det frie og uberørte, som hører naturen til.
De vilde heste spiller en afgørende rolle her, og undertegnede har ikke siden Andrej Tarkovskijs ”Den yderste dom” (1966) set så smukke og sårbart insisterende scener med heste som i denne film. Det er betagende og fyldt med en patos, der ellers er ”Vintersøvn”s registrerende realisme fremmed. Ceylans faste fotograf Gökhan Tiyaki skaber visuelt frapperende scener, hvor naturen storhed stilles over for den klaustrofobiske indelukkethed i de dunkle interiører bag frosne ruder.
”Vintersøvn” er ikke bare en fremragende film om mennesket i al dets ufuldendte sårbarhed og magtesløshed over for lidenskaber, vi ikke kan kontrollere. Det er i sidste ende også en film om magt. ”Vintersøvn” skildrer på et både elementært og allegorisk plan, hvordan magten korrumperer mennesket, skaber ubrydelige mønstre mellem undertrykker og undertrykte, udbredt hykleri, fidel ageren og kujoneri. Det er samtidig en film om, hvordan magten kan iklæde sig verdensmandsmanerer, intellektuel overlegenhed og gelassen jovialitet, men reelt er nøgen og rå. Det kræver stort mod at afsløre den og stille sig op imod den. Nuri Bilge Ceylan har det mod og et udpræget kunstnerisk talent for at visualisere det.
”Vintersøvn” er en mesters værk.
kultur@k.dk