Efter at have lukket Niels Franks nye bog, med den charmerende dystre titel ”Tristhedens historie”, står det klart, at hans indlevelsesevne, hans refleksionskraft og hans sproglige fantasi er enestående. Hvornår har man sidst læst noget så forrygende, noget så eftertænksomt? Det er længe siden.
Den opgave Niels Frank har sat sig selv, er at portrættere ti forskellige karaktertyper: rigmanden, alkoholikeren, diktatoren, erotikeren, den homoseksuelle, velfærdsdanskeren, højreekstremisten, den kulturkonservative, den erindrende og den triste. Dette er alle sammen ekstreme typer, mere eller mindre, det er altså ikke normen, men undtagelsen, Niels Frank udvælger.
Og ekstremiteten bliver det fælles i mangfoldigheden, den tråd, der diskret og antydningsvis binder portrætterne sammen.
Omvendt er der i hvert eneste portræt en imponerende forskellighed i forhold til det øvrige, hvilket samlet set giver en rigdom i livsperspektiver, de færreste forfattere er i stand til at mobilisere. Der udfoldes en suveræn forestillings- og indlevelsesevne i den fremmede, som måske alligevel ikke er helt så fremmed.
Det portræt, der måske står allerstærkest for mig, er portrættet af erotikeren. Måske, for også portrættet af den erindrende, det mest private af de ti portrætter, er utroligt stærkt. Når jeg ikke vælger portrættet af højreekstremisten, kan det skyldes, at jeg allerede har læst og beundret dette portræt i tidskriftet ”Kritik”. Og sådan kunne man blive ved.
Men portrættet af erotikeren er, som sagt, noget nær uafrysteligt. Med sit katalog over erotikerens særpræg, til forskel fra sin modsætning, det seksuelt eksplicitte, fortjener portrættet sammenligning med Roland Barthes' mesterlige essay om den forelskedes henrykkede tale fra 1977.
Niels Frank skriver følgende om erotikerens atomisering af det begærede: ”Sådan forfalder han til detaljer, og det er det samme hver gang - detaljer revet ud af sammenhængen: en finger (ikke hånden), et lår (ikke benet), en brystvorte (ikke brystet), læberne (ikke ansigtet).”
Videre oplister han erotiske verber, navneord og endelig egennavne: ”Mona, Julie, Luise, Josefine, Milena, Adgiu, der alle har et eller andet hviskende over sig og noget forfinet, sart.” Er det litterære navne? I al fald har Niels Frank, også i ”Kritik”, skrevet indsigtsfuldt om forførelseskunsten hos Thomas Mann, hvortil Adgiu skal henregnes. Milena er muligvis Franz Kafkas adressat i de smukke kærlighedsbreve.
Og så kastes man pludselig ind i sig selv som læser ved følgende overgang: ”En epifani kan man ikke gengive, man kan gøre sig et billede af den, men det svarer til at gøre en hånds bevægelse ned over låret til en bekendelse. Men er erotik da det, som mangler sprog? Måske.” Hvis ikke det er frydefuld læsning, så ved jeg ikke, hvad det er. Denne tekst om erotikeren emmer i højeste grad selv af erotik, af en kælen med ordene og med syntaksen. Den er afprøvende, men aldrig famlende, den er søgende, men aldrig blind.
Portrættet om den erindrende er det eneste, som er konsekvent holdt i første person. Det første portræt af den triste, er delvis skrevet i første person, delvis i tredje person. Det siger formentlig noget om graden af indlevelse i den portrætterede karaktertype.
Det særligt fascinerende ved den erindrende er, at han afstår fra at gøre sig erindringer om sit liv. Erindringer er nemlig fiktioner, men naturligvis besnærende fiktioner, og som andre, mindre reflekterede forfattere, helt glemmer er fiktioner. Mens Karl Ove Knausgård og hans bunkevis af efterlignere dvæler ved erindringer om barndommen, skriver Niels Frank hårdt og kontant: ”Hvis jeg nu indser, at jeg med årene har indset, at et liv er enkelt at forstå, det er bestemt af ganske få kendsgerninger, og i mit eget var der to: min far og følelsen af ikke at høre til noget sted. Er det så til at tro på? Er det til at tro, at et liv kan forsimples så kraftigt, skæres så groft til?”
Nej, vel. Med sin skepsis over for erindringernes gyldighed som skæbnefortællinger er Niels Frank på linje med Per Højholt og (post)modernismen. Og ikke desto mindre, eller netop derfor, går portrættets sidste to sider om farens deroute og alkoholisme rent ind. Efter at have læst disse sider, indser man desuden, hvorfor Niels Frank havde behov for at portrættere alkoholikeren i et af de forudgående portrætter.
Niels Frank fortjener med denne bog den højeste anerkendelse fra den snævre kreds af litterære aficionados, der i forvejen har dyrket hans forfatterskab, men denne gang han kan også godt forvente at blive læst og diskuteret i en bredere kreds.
kultur@k.dk