Jeg var 14 år, da jeg sneg mig ind i Skærbæk Bio i Sønderjylland for at se Stanley Kubricks science fiction-film ”A Clockwork Orange”, som vist var forbudt for børn under 16 år. Filmen havde gjort indtryk på de fleste mennesker, fordi den indeholdt så meget æstetiseret vold, som var til stor debat i offentligheden i løbet af 1970'erne.
Debatten om vold og Stanley Kubricks ufattelige æstetiske overlegenhed var da også det, der fik mig i biografen, da filmen efter noget tid var nået til Udkantsdanmark. Men da jeg blev ældre, gik det op for mig, at filmen også var en kritik af behandlersamfundet. Jeg ser værket som et lige så dystopisk værk som George Orwells ”1984”. I stedet for kommunismen er det behandlersamfundet, der udsættes for en harsk kritik.
Det er et værk, som på en bagvendt måde har fået mig til at reflektere over det at blive ældre. Hvordan man ændrer sig med tiden, og hvor meget man selv tager med, når man afkoder et kunstværk. Jeg har været tvunget til at forholde mig til værket i mere end 40 år, og jeg har oplevet, hvor forskelligt man fortolker et værk, afhængigt af hvornår i sit liv man ser eller læser det. Nogle siger, at hvis man bare lever længe nok, så kommer man til at holde med forældrene til Romeo og Julie.
Det er meget karakteristisk for Stanley Kubricks film, at de brækker over i to, og det gælder også ”A Clockwork Orange”.
Første halvdel handler om hovedpersonen Alex, der er en ung bølle, som elsker mælk med lsd, Beethoven og ultravold. Det er det gode liv for ham, og han har ingen sorger i livet. Sammen med sine venner gennemtæver han folk, hvilket blandt andet går ud over en forfatter og hans kone, som bliver voldtaget og myrdet.
Alex bliver arresteret og overgivet til et behandlersystem, og her begynder anden halvdel af filmen. Behandlersystemet udsætter ham for det, de kalder Ludovico-processen - en slags antabus mod vold. Han får kemiske stoffer, der gør ham syg, og han bliver tvunget til at overvære en masse voldsscener.
Man følger hans indre kamp, for på den ene side er han stadig begejstret for volden, og på den anden side væmmes han ved den, og den får ham til at kaste op.
Ludovico-processen har til dels virket, men han ender med at blive drevet til vanvid. Behandlersamfundet har knust ham. Det hele foregår i et bizart univers, hvor der gælder andre regler. Jo ældre man bliver, jo mindre har man at skulle have sagt. Desuden taler de alle russisk, og det bliver aldrig forklaret - det gør de bare. Det kan ikke blive mere sort.
Det var første halvdel af filmen om den æstetiserede vold før anholdelsen af Alex, der fyldte mest for mig, da jeg var ung. Ud over min tur i biografen i Skærbæk tillod min progressive dansklærer i folkeskolen, at vi opgav vores eget værk til eksamen. Her valgte jeg bogen af samme navn, og en af de ting, jeg fandt ud af ved at læse den, var, at filmen er en af de mest romantro film, jeg kan komme i tanke om.
Stanley Kubrick må have brugt romanen som drejebog. 10-12 år senere begyndte anden halvdel af bogen og alt det med Ludovico-processen at åbne sig for mig. Jeg læste filmvidenskab i USA, og på et af kurserne var Stanley Kubricks filmatisering omdrejningspunktet for undervisningen.
Men det var først for fire-fem år siden, da jeg skulle forelæse i filmen på Filmhøjskolen i Ebeltoft, at det gik op for mig, at bogen handler om, hvordan en mand, ganske vist en bølle, bliver udleveret til behandlersamfundets nåde og unåde.
Alex er fanget i sin egen krop og har fået sin frie vilje knust. Man kan som beskuer spørge sig selv, om målet helliger midlet.
Der er en række værker, som jeg har læst eller set én gang, som har gjort indtryk på mig. Men ”A Clockwork Orange” har jeg været tvunget til at forholde mig til i mere end 40 år.