Bolette er vendt hjem til sin barndomsby i Nordvestsjællands øde sommerhusområder for at deltage i sin alkoholiserede fars begravelse, og da de formelle sammenkomster er overstået, bliver hun i et lejet sommerhus i nærheden.
Her vikles hun ind i den stærkt troende ældre kvinde Maries liv og hverdag, da hun hjælper hende på fode efter et slagtilfælde, og møder også den dragende forfatter Jens. I Maries mørke kamre finder hun et billede af den mand, som Bolettes nu afdøde søster, Astrid, fik et barn med, og senere følger læseren så dette barns rejsen rundt i Jerusalem.
På papiret lyder det jo som et fint plot, omend narrativets originalitet og overraskelser lader vente på sig. ”Natbog”s helt store problem er imidlertid dens sprog, der i mine øjne forhindrer enhver form for fordybelse i historiens udvikling og især Bolettes menneskelige forandring.
Sproget pendulerer mellem det krampagtigt overforklarende og en overlæsset metaforikbrug, hvor sammenligningerne står i kø på næsten hver eneste, lille side.
Flere steder talte jeg op til seks sammenligninger pr. side, og alle sammenligninger af konstruktionen ”som” eller ”som om”. Det efterlader et indtryk af en vag fortælling, der fortaber sig i poetiske beskrivelser, fortolkninger og sproget selv i stedet for at fortælle det, historien egentlig handler om. Og det er desværre også en uskøn penduleren, der fabrikerer afsnit som det følgende:
”Og det føles, som om mørket brister, da hun ligger i sin hotelseng og ikke kan falde i søvn, og alt det hengemte springer op som et sår, der flyder over af materie. Hendes mor, der døde, da Bo var syv, og Astrid knap seks. Faderen, der arbejdede næsten konstant for at tjene til det hele; ensomheden trods sammenhørigheden med Astrid. Alt det ansvar, hun måtte bære for sin mor.”
Afsnittet falder allerede seks sider inde i bogen, men opridser alligevel største del af Bolettes liv i et resumé, der føles mere tvungent og unaturligt end decideret nødvendigt.
Unaturligheden findes desværre også i romanens få, men klodsede, replikker. Som når en landsbykøbmand fortæller, at Bolettes indkøb bliver det særdeles umundrette ”274,95 kroner”, eller når Bolettes replikker adskillige gange afsluttes med et overfrisk udråbstegn på trods af hendes ellers ret indadvendte og tænksomme natur.
Det virker måske som småting at hænge sig i, men når sproget så konsekvent spænder ben for sig selv, er det svært ikke at begynde at halte i sin læsning.
Anne Nielsen gør et udstyrsstykke ud af at beskrive især den voldsomme natur, som Bolette (og Marie) bevæger sig rundt i – og som oftest er stærkt besjælet og giver udtryk for de sorgfølelser, hun er fyldt af. Og det gør hun godt. Metaforerne er sanselige, smukke og poetiske, men for rige i repræsentation og bidrager som oftest ikke til meget i den samlede læsning.
Også en unaturlig høj detaljegrad, hvor beskrivelsen af Maries hus blandt andet optager en hel side, og alle små detaljer om, hvad et lille, hvidmuret badeværelse indeholder af zinkarmatur og naturfliser, samt hvad der præcis står på soveværelsesgulvet ovenpå, ikke bidrager til noget i fortællingen.
De mange pointeløse sproglige afstikkere er frustrerende for læseren, medmindre man søger at forsvinde ind i et drømmeunivers af møblerede sommerhusværelser, hvor det besjælede mørke ligger som en nærværende tyngde i hver en afkrog. Det søger jeg personligt ikke.
kultur@k.dk