På fotorejse i det gamle København

Ovenfor: Øster Farimagsgade i København, 1907. Tre små veninder med bolsje i munden, måske på vej til Nathalie Zahles Skole på Nørrevold? Øverst til venstre: Prostituerede på værtshuset Nordpolen i Vognmagergade omkring 1907. Til venstre: Arbejdsløse har lænket sig til en lygtepæl på Rådhuspladsen. -- Alle billeder er fra bogen ""Københavnerliv"".

Ovenfor: Øster Farimagsgade i København, 1907. Tre små veninder med bolsje i munden, måske på vej til Nathalie Zahles Skole på Nørrevold? Øverst til venstre: Prostituerede på værtshuset Nordpolen i Vognmagergade omkring 1907. Til venstre: Arbejdsløse har lænket sig til en lygtepæl på Rådhuspladsen. -- Alle billeder er fra bogen "Københavnerliv".

Med et nyt stort billedværk, "Københavnerliv", fortæller historiker Kåre Lauring om perioden 1857-1939, hvor København forandrede sig fra lille, tæt fæstningsby til moderne storby, og hvor kontrasten mellem rig og fattig var så stor, at man næsten ikke begriber det

Den er god nok. Kåre Lauring, født 1947 og forfatter til et nyt stort billedværk om det gamle København, er søn af den nu afdøde, folkekære forfatter og historieformidler Palle Lauring. Han bekræfter med et glad smil. Ikke noget problem her.

– Jamen, han var lige så rar og sjov hjemme i familien som på tv-skærmen, eller når han holdt foredrag. Han kunne godt være fagligt dominerende, når man interesserede sig for historie, du ved, lidt for mange gode råd og den slags. Men jeg "snød" ham og udvalgte mig en niche med økonomisk historie, og det vidste han ikke ret meget om. Det blev fint for os begge, fortæller cand.phil. i historie Kåre Lauring, der i dag er museumsinspektør på Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg i Helsingør.

Hans nye bog, "Københavnerliv", handler om hovedstadens mennesker i perioden 1857-1939. Altså perioden, hvor København forandres fra lille, tæt bebygget fæstningsby til moderne storby.

For det utrænede øje er bogens cirka 200 fotografier sort-hvide. Men Kåre Lauring gør ikke uden stolthed opmærksom på, at der faktisk er mange farver på paletten. Billederne gengives i de gamle bundtoner og farvenuancer.

– Jeg har altid været fascineret af fotografiet. Som 14-årig havde jeg mit eget abonnement på det amerikanske tidsskrift Life Magazine, og senere tog jeg en uddannelse som reklamefotograf. Da jeg skulle finde foto til københavnerbogen, var jeg igennem tusindvis af billeder fra Det Kongelige Bibliotek, Københavns Bymuseum, fotobureauer med mere. Mange af fotografierne var udaterede, så jeg måtte over dem med lup for at finde detaljer, der afslørede årstallet nogenlunde præcist, tøjmode, bilmodeller, nummerplader, nybyggeri, skilte-tekster og så videre, det syntes jeg var skægt, tilføjer Kåre Lauring, der er leder af Søfartsmuseets fotosamling.

Hvad vil du os med billedbogen ?

– Jeg vil tilbyde et glimt ind til de boliger og de kvarterer, vore forældre, bedste-, olde- eller tipoldeforældre levede og færdedes i. For os, der i dag bor i nogle af lejligheder, er det næsten, som om vi kan mærke dem. De sov og elskede i vores soveværelse, fødte deres børn her, hyggede sig i vores stuer og lavede mad i vores køkkener. Fortiden er ikke længere væk, end at en del af nutidens unge har nået at træffe ældre, der som børn har kørt med gennem København, er vokset op med fire-fem søskende i en toværelses baggårdslejlighed med lokum i gården eller har boet i herskabslejligheder med 20-30 meter lange gange og rigeligt med tjenestefolk, der kunne tilkaldes med tryk på knappen.

– Dengang var byen inddelt i velhaver-, middelklasse- og arbejderkvarterer, og afstanden mellem rig og fattig var så stor, at vi næsten ikke gør os begreb om det. Personlig har jeg aldrig stemt på Socialdemokratiet, men er dybt imponeret af partiets fortid. Det danske socialdemokrati, grundlagt af arbejderne selv og ledet af folk med begge ben solidt plantet på jorden, blev den vigtigste politiske bevægelse i kampen for et moderne velfærdssamfund, siger Kåre Lauring.

Han har ikke noget imod, hvis billederne fra armoden i det gamle København vil bibringe nutiden en smule eftertanke, så man besinder sig, inden man udnævner folk til "fattige" og "svage" i dagens Danmark.

Billederne i "Københavnerliv" ledsages af beretninger om dagligdagen for børn og voksne. Om det moderne gennembrud i by og kultur i sidste halvdel af 1800-tallet, om spekulationsbyggeri, som København aldrig har set magen til. Hvor for eksempel en tømrermester kunne have held til at opkøbe grøftekanter langs den nye Nørrebrogade for bagefter at sælge dem tilbage til kommunen til brug for fortove.

Der fortælles også om industrien, prostitutionen, børnearbejderne og den billige brændevin. Sidstnævnte blev fremstillet på byens 200 brænderier, og affaldsproduktet, en alkoholiseret blanding af byg og kartofler, holdt liv i 3000 kronisk påvirkede køer, der stod opstaldet i byens baggårde.

Værre var det vel, at 23 procent af alle dødsfald blandt københavnske borgere i 1890 havde spiritus som hovedårsag. Frelsens Hær og kirkelige afholdsbevægelser forsøgte at hjælpe familier, hvor manden drak ugelønnen op og kom hjem og bankede konen og ungerne. Hverken Socialdemokratiet eller Venstre turde for alvor gøre noget ved problemet med den billige brændevin af skræk for at "snuppe den lille mands trøst".

Anderledes trygt levede man livet hos overklassen. Dog havde kvinderne og børnene det ikke altid lige nemt dér. At byens første træk og slip-toilet blev etableret i en stor lejlighed i Stockholmsgade i 1894, hjalp ikke borgerskabets fine damer. Det var ikke velset, at en kvinde gik på toilettet i et fremmed hus. Hun måtte pænt holde sig, til hun kom hjem, eller undskylde sig med hovedpine og forlade selskabet.

I samme Stockholmsgade lå den private Krebs' Skole, hvor de rige familiers små drenge gik. Deres søstre gik i Nathalie Zahles Skole på Nørrevold eller i Frk. Jørgensens Højere Pigeskole ved Frederiksholms Kanal. Kåre Lauring kan ikke rigtig være bekendt, at han nævner det her på tærskelen til julemåneden. Men i 1880 blev Johan Krohn leder af Krebs' Skole. Det var ham, der skrev "Peters Jul". Desværre var han ikke bare en hyggelig digter, men også en brutal skoleleder, der afhørte og bankede sine elever med næsten sadistisk fornøjelse. Et øjenvidne, ingeniøren Paul Bergsøe, har fortalt, hvordan Krohn kunne prygle løs med spanskrøret, til det 7-8 årige gamle offer lå på gulvet og vred sig. Alligevar Krohn en respekteret skolemand i Københavns bedre kredse.

Efter de "brølende 20'ere" slutter bogen med konsekvenserne af 1930'ernes økonomiske og politiske krise. Vi hører om arbejdsløshed på 44 procent, men også om blomstrende filmbranche, spændende funkisbyggeri, neonreklamer, S-tog og stigende biltrafik.

Til sidst må vi lige høre: Hvad tænker forfatteren om sin by i dag?

– Jeg synes, København er en herlig by at bo i. Ikke mindst takket være hele den økonomiske genopretning, der er sket siden 1970'erne, som gav velfungerende børnefamilier lyst til at bo her. Selv bor min kone og jeg på Vesterbrogade, hvor også vores 22-årige datter er vokset op. Blot forstår jeg ikke, hvorfor byen skal være så beskidt, hvorfor finder København sig i at være den mest graffitiplagede by i Europa? siger Kåre Lauring.

Han har tidligere skrevet bøgerne "Københavns Havn" og "Containertrafik gennem 50 år".

Kåre Lauring: Københavnerliv. Illustreret. 272 sider. 299 kroner. Gyldendal.

boas@kristeligt-dagblad.dk

Det bedre borgerskab på vej til rundtur på Søerne i København 1903 - Foto fra bogen "Københavnerliv".

Østre Farimagsgade i København, 1907. Tre små veninder med bolche i munden, måske på vej til Nathalie Zahles skole på Nørrevold ? - Foto fra bogen "Københavnerliv".

Børn og voksne i baggård til Vognmagergade 15 i København, 1898 - Foto fra bogen "Københavnerliv".

Værtshuset "Holger Danske" i Farvergade i København ca. 1900. Politikerne turde ikke lægge afgifter på den billige brændevin af skræk for at snuppe "den lille mands trøst" - Foto fra bogen "Københavnerliv".

Prostituerede på værtshuet "Nordpolen" i omkring Vognmagergade i København, ca. 1905.

Restauranter og cafeer tjente godt under 1. Verdenskrig og det kunne være svært at finde et ledigt bord på d'Angleterres fortovsrestaurant, som her i 1917 - Foto fra bogen "Københavnerliv".

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Tiny Audio M5 DAB+ og FM radio, sort

kr. 599,00 Køb

Mendelssohn: A Midsummer Night's Dream. Piano Concertos

kr. 119,00 Køb

TILGIVELSENS BOG

kr. 249,00 Køb

Mozart - Argerich og Abbado

kr. 129,00 Køb

The Act of Killing - dokumentarfilm

kr. 210,00 Køb

Bachs mesterværker

kr. 699,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.