Danmark kom på fornavn med Anker Jørgensen, da han fra 1972 til 1982 i sammenlagt op mod ni år var statsminister. Selv Dronningen har omtalt ham ved fornavn. Han blev folkekær på grund af sin ordentlighed, autenticitet, beskedenhed, udholdenhed og helt ubetvivleligt gode vilje til at øve ret og skel.
Anker havde gjort filosoffen Kants ord om, at ”du skal handle således, at dine handlinger kan danne mønster for et helt samfund” til sit motto, som Alex Frank Larsen skriver i den nye bog.
Alex Frank Larsen beundrer Anker. Det er forfatterens anden bog om Anker. Han har gennem 40 år samlet stor viden om Ankers liv. Han skildrer levende og bevægende Ankers udvikling. Begge forældre døde, da Anker var lille. Han fik dog en tryg og god barndom hos en faster.
Ankers nysgerrighed, søgen efter viden og trang til at være noget for andre drev ham frem. Han blev formand for de danske arbejdsmænd og specialarbejdere i 1968. Ankers åbenhed og interesse for kunst og kultur fik ham til at renovere fagforbundets arbejde med oplysning, uddannelse, debatteater og medier.
Han stødte på modvilje fra den etablerede fagbevægelse med den brovtende LO-formand Thomas Nielsen i spidsen. Men Anker skabte mest tillid om sig. Tillid til ham fik også Jens Otto Krag, der gjorde ham til sin efterfølger i 1972.
I den kollektive erindring om statsminister Anker Jørgensen indgår ofte, at han ikke havde forstand på økonomi.
Danmarks økonomi så dårlig ud i 1982. Anker overlod regeringsmagten til en borgerlig regering. Larsen går ikke tæt på den komplicerede økonomiske diskussion her, og han går heller ikke tæt på, at Knud Heinesen i en periode ikke ønskede at være finansminister.
Men Larsen mener, at Ankers regeringer gav grundlag for den økonomiske forbedring, som indtraf under Poul Schlüters regering. Fejlen var ifølge bogen, at Anker ikke fandt udvej til at fortsætte, så han selv kunne høste frugterne af sin regerings arbejde.
Larsen peger også på, at med etableringen af et Energiministerium i 1979 begyndte Danmark at føre en energipolitik, som øgede forsyningssikkerheden og forbedrede økonomien. Også afvisningen af atomkraft skyldes i høj grad Anker. Efterlønnen blev desuden indført.
Ankers bedrift var også at holde det parlamentariske liv i gang under en økonomisk krise, en energikrise og for så vidt også en parlamentarisk krise, da antallet af partier i Folketinget blev fordoblet i 1973 på grund af blandt andre Mogens Glistrups uregerlige Fremskridtsparti. Talrige kriseforlig blev indgået. Tre gange greb Ankers regering også ind i overenskomstforhandlingerne.
Bogen fremstiller de mange detaljer med grundigt kildemæssigt belæg i et meget levende sprog. Men der gås let hen over de fleste af Ankers talrige ligefremme, men ikke altid heldige handlinger i international sammenhæng. Eksempelvis, da han på grund af en udtalelse i 1973 om sympati for Israel under oliekrisen var tæt på at forværre Danmarks olieforsyning fra araberne.
Larsen afslører dog, at Anker havde pyntet lidt på sin indsats i kampen mod at få Nato ”moderniseret” med atomraketter, da dele af hans dagbøger blev offentliggjort. Han skrev oprindeligt, at han havde ”accepteret” ”moderniseringen”. Det blev rettet til, at han havde affundet sig med den. Larsen omtaler også, at Anker - efter sin tid som statsminister - under et besøg i Nordkorea udtalte sig bundnaivt om det ”lykkelige folk” i landet.
Inden for sine afgrænsninger giver bogen en fortræffelig journalistisk skildring af en række af de politiske begivenheder, som Anker indgik i. Måske kan det dog for yngre læsere være svært helt at overskue persongalleriet og de gamle begivenheder. Lettere bliver læsningen ikke af, at bogen ikke er kronologisk fremadskridende. Men det er Anker Jørgensen vel undt, at der med denne flotte bog sættes ham et pænt minde. Denne hædersmand ville være den sidste til at hævde, at han var fejlfri.
Hvis han nu som gammel kan læse bogen, vil hans beskedenhed måske få ham til at sige, at den næsten er for pæn ved ham - og så ville han nok alligevel blive varmet af den. En statsminister med hans baggrund og beskedenhed er utænkelig i vore dage.
Det er tankevækkende.
kultur@k.dk