Med ordene fra Frans af Assisis solsang, ”Laudato Si'” - ”Lovet være du, Herre”, indleder pave Frans denne encyklika, udgivet pinsedag 2015. Rundskrivelsen handler om klimaet og klimaforandringerne, hvor paven behandler den nuværende klimakrise. Skrivelsen er en indtrængende appel til en ny dialog om, hvordan vi skal forme fremtiden for vor planet.
For jordens ressourcer bliver udbyttet som følge af kortsigtede mål for økonomi, handel og produktion. Tabet af skovområder medfører et fald i antallet af arter. På grund af mennesker vil tusinder af arter ikke længere ære Gud ved selve deres eksistens. Denne adfærd har vi ikke ret til, og paven beklager, at mange bestræbelser på at opnå konkrete løsninger på miljøkrisen har vist sig frugtesløse, ikke alene på grund af en stærk modstand, men også på grund af en generel mangel på interesse.
Der er derfor brug for en ny og universel solidaritet, og det er den, som pave Frans her forsøger at kalde frem med indsigt, indignation, lidenskab og håb. Det kommer til udtryk i forskellige udsagn og spørgsmål som:
Hvad betyder buddet ”Du må ikke begå drab”, når 20 procent af verdens befolkning forbruger ressourcer på en måde, der berøver de fattige nationer og fremtidige generationer det, der er nødvendigt for deres overlevelse?
Hvad får nogen til at klamre sig til magten kun for at blive husket for deres manglende evne til at skride til handling, da det var nødvendigt at gøre det?
Vi mangler en kultur og en åndelighed, som virkelig kan sætte grænser og lære mennesket klarsynet selvbeherskelse. For de ydre ørkener i verden vokser, fordi de indre ørkener er blevet så store.
Vi har fået nok af moralsk forfald og forhånelse af etik, godhed, tro og ærlighed. Det er på tide at erkende, at den sorgløse overfladiskhed ikke har været til vort eget bedste.
Vi skal som læsere forstå, at alting hænger sammen, og pave Frans kæder da også klimakrisen sammen med abort. Omsorg for naturen er uforenelig med retfærdiggørelse af abort. Ligesom det er udtryk for en usund indstilling at prøve at udviske forskellen mellem kønnene, fordi man ikke længere ved, hvordan man skal forholde sig til dem.
Paven sidder ikke inde med nogen universalløsning på det etiske og kulturelle forfald, ligesom han understreger, at kirken heller ikke gør krav på at kunne afgøre videnskabelige spørgsmål eller at kunne erstatte politik. Men vi opfordres stilfærdigt til at praktisere den lille kærlighed.
Alt i alt er det en sympatisk og indigneret opsang og opfordring til at kæmpe for denne planet og samtidig aldrig glemme glæden ved at håbe.
Håbet om gudsrigets komme bliver dog kun ganske kort berørt på de sidste sider. I stedet formulerer Frans to forskellige bønner: en for kristne og en for ikke-kristne. Den kristne bøn slutter med følgende bøn: ”Oh Herre, hjælp os med at beskytte alt liv for at forberede en bedre fremtid, dit riges komme“”
Det er til gengæld så store ord, at de vanskeligt kan nære håbet. For at vi, med vores bøn og anstrengelse, skulle kunne forberede gudsrigets komme, er der vist ikke mange, som tør tro og håbe på.
kultur@k.dk