Budskabet om barmhjertighed kan blive pavens historiske arv

Pave Frans taler i bogen om de syv traditionelle måder at vise barmhjertighed på: At give de sultne mad, de tørstige noget at drikke, de nøgne klæder, pilgrimmene husly, besøge syge, besøge fanger og begrave de døde. ”Så for mig er det ret klart. Og hvis vi ser på den situation, vi er i, i vores samfund, så synes jeg ikke, at der mangler lejlighed og muligheder,” siger pave Frans i bogen, der udkommer på dansk den 8. februar. Foto: Vatican/Pool/Galazka/SIPA

Man står ansigt til ansigt med de fortabte får, som Gud elsker så højt, og hvis man ikke møder dem med Guds kærlighed og barmhjertighed, forsvinder de måske og kommer ikke tilbage
Pave Frans

I dag præsenteres ny bog om og med pave Frans i Rom. Vatikan-kender Andrea Tornielli håber, at bogens budskab om barmhjertighed vil føre til positive forandringer

Præsten Aristi havde altid en rosenkrans med et vedhæftet lille kors i hånden, og når han havde givet syndsforladelse, bad han den skriftende om at kysse korset.

Dét kors ligger nu i en lomme tæt på pave Frans' hjerte. For da han stod foran den åbne kiste, tog han korset fra rosenkransen, der lå mellem hænderne på den døde præst, og sagde til ham: ”Giv mig halvdelen af din barmhjertighed.”

Det er en af de anekdoter, som pave Frans fortæller til journalisten og Vatikan-kenderen Andrea Tornielli i en bog, der udkommer i dag: ”Guds navn er barmhjertighed”. Pave Frans beretter, at han tog korset og siden altid har båret det på sig.

Læs et uddrag af bogen her.   

”Hvis jeg tænker dårligt om nogen, rører jeg ved det, og det hjælper mig.”

”Han tænkte: Jeg har mere brug for det kors end dig,” siger Andrea Tornielli.

Pave Frans erklærede i marts et ekstraordinært helligt barmhjertighedens år, som løber fra december 2015 til november. Da han bekendtgjorde det, gav det Andrea Tornielli idéen til bogen. Pave Frans accepterede, og de mødtes til en samtale om barmhjertighed og tilgivelse.

”Jeg havde taget hele tre båndoptagere med,” fortæller Andrea Tornielli, ”og ellers kun en lille seddel med mine spørgsmål og ikke noget papir. Så paven spurgte: 'Hvorfor har du ikke det? Skal jeg finde noget papir til dig?'. Og så bad han mig om at lægge jakken, fordi det var varmt”.

To små eksempler, mener Tornielli, som viser, at nok er Bergoglio pave og en ”spirituel fader”, ”men også et menneske, der ser dig og dine problemer”.

”Han er en mand, der er i stand til at få dig til at føle dig godt tilpas. Det er overhovedet ikke svært at være sammen med ham. Han får dig til at føle, at du er sammen med en ven, og at han forstår dig og kan høre dig.”

Paven fortæller i bogen, hvordan han selv har haft brug for at føle barmhjertighed og som 17-årig fik det ved at gå til skrifte hos en præst, han holdt af.

Præsten havde leukæmi og døde året efter.

”Jeg husker stadig, da jeg kom hjem efter begravelsen,” fortæller pave Frans. ”Jeg skjulte mig på mit værelse og græd, fordi jeg følte mig forladt. Jeg havde mistet et menneske, som fik mig til at føle Guds barmhjertighed.”

Andrea Tornielli har interviewet paven flere gange tidligere og er også en af de journalister, der altid er med i ”pave-flyet”, når det katolske overhoved rejser ud.

”Så jeg har mange gange haft lejlighed til at stille ham aktuelle spørgsmål, men jeg ville ikke lave endnu et interview om kirkens problemer eller hans personlige historie,” forklarer journalisten. Han ville fortælle om pave Frans som ”hyrden, der bringer bud om barmhjertighed”, ikke kun på grund af det hellige år, men fordi barmhjertighed ”for denne pave er hjertet i kirkens budskab”.

”Ja, jeg tror, at det er barmhjertighedens tid,” siger pave Frans i bogen og uddyber, hvordan den katolske kirke skal ”vise sit moderlige ansigt til den sårede menneskehed. Den skal ikke vente på, at de sårede banker på døren, men opsøge dem, samle dem op, omfavne dem, helbrede dem og lade dem føle sig elsket”.

Paven siger, at han er stadig mere overbevist om, at vi står over for et kairós, det rette tidspunkt: ”Vores tid er den rette for barmhjertighed.”

Andrea Tornielli peger på, at barmhjertighed er noget af ”det mest fundamentale i den kristne tro. Det er hjertet”.

”Og jeg tror, at budskabet om barmhjertighed kan blive pavens historiske arv. Det er så tæt på, hvem han er, og dét, han gør. Han er, også uden ord, i stand til at vise det budskab.”

Pave Frans taler i bogen om de syv traditionelle måder at vise barmhjertighed: At give de sultne mad, de tørstige drikke, de nøgne klæder, pilgrimmene husly, at besøge syge og fanger og begrave de døde.

”Så for mig er det ret klart. Og hvis vi ser på den situation, vi er i, i vores samfund, så synes jeg ikke, at der mangler lejlighed og muligheder,” mener pave Frans og nævner som eksempel:

”Når en nabo ikke kan få pengene til at slå til på grund af krisen, og manden har mistet arbejdet, hvad bør vi så gøre?”, spørger han og fortsætter:

”Og når vi ser immigranter, der har overlevet turen og er kommet i land på vores kyster, hvordan bør vi så handle?”.

En del af samtalen mellem journalisten og paven handler om tilgivelse. Pave Frans fortæller blandt andet om sit møde med en ældre kvinde, da han var præst i Buenos Aires. Han havde travlt og var på vej ud ad døren, men hun ville skrifte for ham:

”Nonna (bedstemor, red.), vil De skrifte?”, spurgte han.

”Ja,” svarede hun.

”Og jeg, som havde travlt, sagde: Men hvis De ikke har syndet?”, sagde han.

Og hendes svar faldt hurtigt: ”Vi er alle syndere.”

”Men måske Herren ikke tilgiver“?”, svarede han.

Og hun sagde: ”Herren tilgiver alt.”

”Men hvordan ved De det?”.

”Hvis Herren ikke tilgav alt,” var hendes svar, ”så ville verden ikke eksistere”.

Paven taler meget om, hvordan den katolske kirke skal være rummelig. Han fortæller for eksempel om en af sine niecer, der blev borgerligt viet med en mand, inden hans første ægteskab var blevet annulleret af kirken. En synd, der gør, at man ikke længere kan modtage sakramenterne. Så har skriftefaderen en stor opgave, siger han:

”Man står ansigt til ansigt med de fortabte får, som Gud elsker så højt, og hvis man ikke møder dem med Guds kærlighed og barmhjertighed, forsvinder de måske og kommer ikke tilbage,” mener paven, som fortæller, at niecens mand fortsatte med at gå i kirke og fik en velsignelse af sin præst i stedet for den syndsforladelse, som han ikke længere kunne modtage.

Som en modsætning giver paven eksempler på ufleksible præster, der er med til at jage folk væk fra kirken: En præst, som skulle begrave et nyfødt barn, der døde, før det var blevet døbt, og derfor nægtede forældrene ret til at bære kisten ind i kirken. Og han beretter om et møde med en dame, der fortalte ham, at hun er holdt op med at komme i kirken, fordi præsten sagde, at hun godt kunne få ophævet sit ægteskab, men skulle betale 5000 dollars for det.

Andrea Tornielli mener ikke, at pavens eksempler behøver at betyde, at der er åbninger på vej for blandt andre gengifte og homoseksuelle.

”Jeg tror ikke nødvendigvis, at han vil ændre nogle regler, men mere, at han vil have ændret holdninger. Han vil vise en åben dør for alle mennesker.”

Andrea Tornielli interviewede paven i hans residens, en lille lejlighed i Vatikanets gæstehus, Casa Santa Marta. ”Der er en lille stue med et par stole og et tv, som han ikke ser, og så er der et værelse, som fungerer som kontor, med et skrivebord og nogle reoler med bøger,” fortæller Tornielli, ”og dér står en statue af den sovende Josef, som ifølge Bibelen får besøg af en engel i en drøm, som siger, at barnet skal hedde Jesus. Ham beder han til om hjælp”.