Den engelske journalist Jimmy Burns' fortælling om, hvordan Jorge Mario Bergoglio bliver til pave Frans, minder på mange måder om H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling.
Som født af fattige italienske indvandrere til Argentina skulle der arbejdes hårdt for at overleve i et fremmed land. Til sin mors store fortrydelse vælger sønnen at blive præst, og han tilslutter sig Jesuiterordenen.
Den unge Jorge er tiltalt af at blive en del af kirkens stødtropper, der taler et militært sprog, udviklet i lydighed og disciplin. Moderen havde hellere set, at den begavede søn var begyndt at læse medicin, så han kunne forsørge familien som dens overhoved. Vi fornemmer tydeligt dramaet i den lille indvandrerfamilie, der er nødt til at tænke på sin egen overlevelse. Samtidig får vi det første indtryk af, at den senere pave indeholder en meget stærk kaldsbevidsthed og en militærisk selvdisciplin.
I 1973 bliver den unge Jorge allerede som 36-årig leder af Jesuiterordenen i Argentina. Det er midt i en af de alvorligste kriser for den katolske kirke i landet. Mange præster forlader deres embeder, og jesuitterne er splittet politisk i deres holdning til den argentinske militærjunta. Præster inspireret af befrielses-teologien, der kræver retfærdighed for de fattige, bliver fængslet og tortureret.
Jimmy Burns diskuterer indgående, om den senere pave gør nok for at forsvare sine ordensbrødre, eller om han ser en interesse i at komme af med de præster, han teologisk og politisk er uenig med. Det hører til bogens kvaliteter, at Jimmy Burns ikke fælder nogen dom over paven, men lader det stå åbent, om han svigtede sin opgave som provincial.
Under alle omstændigheder er det tumultariske år for Bergoglio, og hans militante ledelsesstil skaber ham mange fjender. Burns indikerer kraftigt, at den senere pave bliver fyret på grund af sin ledelsesstil i form af en forflyttelse.
Her begynder forvandlingen af den senere pave, der bliver sendt på studieophold i Tyskland og senere placeret i den argentinske by Cordoba som præst og underviser. Jimmy Burns taler om en eksistentiel livs- og troskrise, som han kalder for Bergoglios mørke nat.
Teologi- og kirkehistorien er rig på skildringer af personers omvendelseserfaringer og disses betydning for en helt ny personlig livsorientering. De mest kendte er vel Paulus, Augustin, Frans af Assisi, N.F.S. Grundtvig og Martin Luther.
Jimmy Burns' skildring af Bergoglios sprituelle transformationsproces placerer den senere pave i rækken af personer, der oplever at blive kaldet til at forandre sig selv fundamentalt.
I sit eksil i Cordoba er det, som om Bergoglio også vender tilbage til sine rødder. Han engagerer sig kraftigt i det sociale arbejde for byens fattige og prostituerede. Han begynder at tale befrielses-teologisk om folkets teologi, dog uden at benytte sig af en marxistisk samfundsanalyse.
Nogle år senere, i 1992, bliver Bergoglio hentet tilbage til Buenos Aires som assisterende biskop, og i 1998 bliver han udnævnt til ny ærke-biskop af den argentinske hovedstad. Den karrieremæssige opstigning er i gang. Ællingen er både personligt og arbejdsmæssigt ved at blive til en svane.
Han bliver udfordret af en række sager om økonomisk misbrug i kirken og præsters misbrug af mindreårige. Netop disse områder skal senere komme til at spille en væsentlig rolle for den nyvalgte pave Frans.
Også på den politiske front kommer tiden som ærkebiskop til at forberede Bergoglio på de senere udfordringer som pave. Med sin baggrund i peronismen, den oprindelige argentinske politiske bevægelse, kritiserer han kraftigt skiftende præsidenter for at svigte middelklassen og de fattigste i Argentina. Han placerer sig som en konservativ moralsk røst med en skarp teologisk kritik af kapitalismen for at svigte de mest udsatte.
Jimmy Burns' biografi om pave Frans er velskrevet og godt oversat. Den fortæller med baggrund i et stort research-arbejde, hvordan Bergoglio bliver pave Frans i 2013. Det er spændende at få et indblik i pavevalgenes anatomi og Vatikanets maskinrum. Senere følger vi det oprydningsarbejde, som pave Frans er i gang med at gennemføre, når det gælder sanering af kirkens økonomi, løsning af pædofiliskandalerne og opgøret med ledelseskulturen i Vatikanet.
Som læser bliver man godt orienteret om pave Frans' baggrund og indsats som reformpave, men jeg savner en grundigere analyse af pavens teologiske projekt og hans inspiration fra den karismatiske fornyelsesbevægelse i Latinamerika. Paven er selv dybt inspireret af et økumenisk samarbejde, der kalder sig et ”fællesskab af fornyede evangeliske kristne og katolikker i Helligånden”. Men det bliver desværre underbetonet i en ellers spændende og læseværdig biografi.
kultur@k.dk