Personhistorie sætter strøm til læselysten

Der ligger et stort detektivarbejde bag Lone Franks fine bog ”Lystens pioner” om psykiateren Robert Heath

Videnskabsjournalisten Lone Franks nye bog er velskrevet og tungt læsset med information. –
Videnskabsjournalisten Lone Franks nye bog er velskrevet og tungt læsset med information. – . Foto: Leif Tuxen.

Robert Heath (1915-1999) var fra 1949 til 1980 en karismatisk, begavet, dristig og kendt leder af instituttet for psykiatri og neurologi ved Tulane Universitet i New Orleans. Hans resultater bragte ham for eksempel på forsiden af Time Magazine. Men i dag er han enten ukendt eller en person, man helst ikke taler om.

I ”Lystens Pioner” undersøger Lone Frank, hvordan det kunne gå ham sådan. Hun opsøger kolleger og elever, ser film fra hans forsøg og læser hans og andres bøger og artikler om psykiatri fra perioden. Den umiddelbare grund til hans tvivlsomme omdømme er påstande om samarbejde med CIA og uetiske behandlinger, især af en ung homoseksuel, som han prøvede at gøre heteroseksuel.

Men helt så enkelt er det ikke. I 1930’erne og 1940’erne var den herskende psykiatriske behandling Freuds psykoanalyse med lange samtaler. Heath var en af de første til at foreslå en biologisk-psykiatrisk tilgang til behandlingerne. Han ville helbrede med strøm til hjernen i stedet for snak til ørerne.

Hans forskergruppe opererede elektroder dybt ind i psykiatriske patienters hjerner og satte strøm til. Patienterne, der som regel var dybt depressive eller psykotiske, fik det faktisk tit bedre.

Men tiden og Heath selv blev hans fjender. Tiden udviklede sig antipsykiatrisk i almindelighed, tænk for eksempel på filmen ”Gøgereden”, og afviste kirurgiske og biokemiske indgreb i hjernen. Og Heaths styrker var også hans svage sider.

Han var intelligent og modig, men i lidt overdrevent omfang, så han troede, han kunne finde en magisk kugle mod psykoser i form at et bestemt stof eller ved at sætte strøm til en bestemt del af hjernen.

Det forledte ham til at stole på en medarbejder, der som en anden Penkowa løj om, at han havde isoleret det stof, der gjorde folk skizofrene. Heath holdt forblændet fast i denne idé også efter afsløringen af løgnen, og det ødelagde hans videnskabelige omdømme.

Lone Frank følger Heaths karriere og arbejde ved at opsøge dem, der kendte ham. Samtidig relaterer hun Heaths arbejde til moderne neurologi og psykiatri. Det gør ikke bare bogen levende, men anskueliggør også fagets udvikling på en meget oplysende måde.

Paradokset er nemlig, at Heaths forkætrede teorier, som datidens teknologi kun lod ham anvende i en enkel og grov udgave, i dag spiller en stor rolle og er blevet forfinet af moderne scannere og computerstyret elektronik.

Siden Heath stoppede, er man som han nu begyndt at opfatte hjernen som et sammensat biokemisk kompleks, der kan behandles ved præcise indgreb, i stedet for en mystisk, urørlig enhed, der helst skal snakkes rask.

Det vil sige, at der er flere og flere læger, der bruger strøm, operationer og medicin til at behandle psykiatriske lidelser, og der er for tiden større forventninger til deres resultater end til de traditionelle samtaleterapier. Her giver bogen en interessant videnskabshistorisk indsigt, og det er dens stærkeste side.

Hertil kommer en videnskabsetisk diskussion. Hvor langt kan man tillade sig at gå, når man griber ind i et menneskes hjerne og derved ændrer dets personlighed? Det er vel i orden at gøre en deprimeret lige så glad som ”normale” mennesker. Men hvorfor ikke mere?

Lone Frank ser kun på den enkelte isolerede patient og har ikke et endeligt svar på det spørgsmål. Men hér kunne man måske vælge det synspunkt, at det afgørende ikke er det enkelte menneskes lykkerus.

Rusen vil nemlig tit isolere et menneske, og måske bliver vi først mennesker, når vi er sammen med og for andre; så dur det ikke, at man lader folk dyrke deres eget lykketrip på samme måde, som misbrugere gør det.

Denne videnskabsetiske diskussion, som også afslutter bogen med en række perspektiver, der kort nævnes, er måske ikke bogens stærkeste side. Men det skal ikke skygge for, at Lone Frank – velskrivende og velinformeret som altid – har skrevet en bog, som læselysten fornøjeligt fører læseren igennem, så han eller hun når frem til en betydelig indsigt i neurologiens og psykiatriens historie, dilemmaer og fremtidige muligheder.