Personlig og engageret skildring af nådegaver i kirken

Jørgen Jørgensen er præst i Aabenraa og har i sin præstetjeneste været båret af en bestandig længsel efter mere af åndens kraft, herunder i særlig grad de nådegaver, som ånden udruster menigheden med. Det har han skrevet en brugbar bog om

Gennem Alpha-kurser og ikke mindst inspireret af den tyske teolog Christian A. Schwarz, som har udformet en såkaldt nådegavetest, har man i Sct. Nicolai Kirke arbejdet målrettet med at finde og udvikle menighedens nådegaver. Arkivfoto.
Gennem Alpha-kurser og ikke mindst inspireret af den tyske teolog Christian A. Schwarz, som har udformet en såkaldt nådegavetest, har man i Sct. Nicolai Kirke arbejdet målrettet med at finde og udvikle menighedens nådegaver. Arkivfoto. . Foto: Michael Medgyesi.

”Det bør være lige så enkelt for et kristent menneske at kunne sætte ord på sine nådegaver som at kunne sit telefonnummer eller sit personnummer!”. Dette udsagn af Bill Hybels, præst og stifter af Willow Creek Community Church i Chicago, blev igangsættende for sognepræst Jørgen Jørgensens arbejde med nådegaver i menigheden.

Jørgen Jørgensen er præst i Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa og har i sin præstetjeneste været båret af en bestandig længsel efter mere af åndens fylde og kraft, herunder i særlig grad de nådegaver, som ånden udruster menigheden med.

Gennem Alpha-kurser og ikke mindst inspireret af den tyske teolog Christian A. Schwarz, som har udformet en såkaldt nådegavetest, har man i Sct. Nicolai Kirke arbejdet målrettet med at finde og udvikle menighedens nådegaver. Jørgen Jørgensen fortæller, hvordan vandringen med menigheden gennem de seneste 10 år skridt for skridt har ført dem nærmere et menighedsliv, hvor fællesskabet er baseret på lægfolkets aktive medleven og tjeneste i overensstemmelse med deres nådegaveudrustning.

Han indrømmer, at det i folkekirkeligt regi er et ret teoretisk emne, som kan være svært at få ind under huden på kristenfolket. Ikke desto mindre insisterer han på vigtigheden af at være åben over for nådegaver og at bevare længslen efter at se dem virkeliggjort i et konkret kristent fællesskab.

At nådegaver er forskellige får man et levende indtryk af bogen igennem. Her tales om grønne, røde og blå nådegaver, som omfatter livet i denne verden, forkyndelsen af evangeliet samt mere overnaturlige forhold. Herunder finder man bøn, helbredelse, profetisk tale, tungetale og undergerninger.

Jørgen Jørgensen skildrer menighedsarbejdet engageret, personligt og varmhjertet, og han er ikke bange for indimellem at være lidt (for) privat. Han er som nævnt præget af Alpha-kurserne, som i England har ført til en gennemgribende fornyelse af mange kirker og kirkesamfund, men må samtidig konstatere, at frugterne af dette arbejde i Danmark hidtil har været små og alt for få. Måske fordi man ikke har arbejdet tilstrækkeligt målrettet og vedholdende.

Jørgen Jørgensen er en modig præst, som tør gå nye veje, og han giver da også plads til, at nogle af de konkrete erfaringer kan komme til udtryk gennem små beretninger fra menighedens medlemmer.

Bogen rejser dog også flere spørgsmål. Jørgen Jørgensen taler om menighedens ledelse af hyrder og lærere som et fællesskab, man bliver indlemmet i under bøn og med håndspålæggelse. Hvordan agerer denne ledelse mon i forhold menighedsrådet? Har man oplevet modstand fra omgivelserne eller fra ”systemet” og i givet fald, hvordan har man tacklet det?

Nådegavetesten lyder som en virksomheds almindelige kompetenceudvikling. Hvad er mon forskellen?

Den nysgerrige læser kunne vel også godt tænke sig at høre lidt om gudstjenestedeltagelse, kollegiale forhold, samarbejde og lignende.

Men tak for denne skildring af nådegaver i brug i en almindelig dansk folkekirke i 2016, som måske vil inspirere andre ”almindelige” menigheder. Men også tak for et par gode one-linere:

”Hvis en menighed lukker, hvad vil lokalsamfundets svage så miste derved?”.

”Det handler om at gå vejen – ikke at tale om den.”

kultur@k.dk