Peter Langdals Shakespeare taler lige ind i vores tid

Tommy Kenter som kong Lear i Peter Langdals moderne version af Shakespeares værk. -

Tommy Kenter som kong Lear i Peter Langdals moderne version af Shakespeares værk. - Foto: Natascha Thiara Rydvald

teater
Five stars

”Kong Lear” på Det Kongelige Teater er en komisk tragedie med politisk bid

At kalde Shakespeares stykker for universelle er efterhånden en fortærsket truisme. De virker og pirker til noget i os, særligt når de bearbejdes og drages ind i en moderne kontekst.

I Peter Langdals moderne æltning af den dystre krigstragedie ”Kong Lear” er det aktuelle politiske landskab i centrum: borgerkrige, omflakkende flygtninge i laser og pjalter, magtliderlige krigsherrer og -kvinder i et storpolitisk spil. Men man skal passe på med at skære alting ud i pap.

Kong Lear er blevet gammel og ønsker at dele sit kongeriges herligheder ud til sine tre døtre, så han i ro og mag kan stavre mod døden. Den, der med floromvundne fraser kan bevise, at hun elsker ham mest, får den største del af kagen.

Men den yngste datter, Cordelia, nægter at smøre sin fars ører med falske toner, så hun forvises fra Lears land og faderhjerte, og magten tilfalder de to falske søstre, Regan og Goneril. Det var dumt, Lear. Således begynder miseren.

Allerede i traileren til forestillingen, med en henvisning til tv-serien ”Game of Thrones”, lægger Det Kongelige Teater op til en mere løssluppen omgang med tragediegenren. Det er på én gang fornyende klassikerformidling og en intelligent markedsføringsstrategi.

Forestillingen rummer det burleske, komiske, groteske og skaber en forvridning af genren over i noget, man kan kalde en komisk tragedie, hvor komikken ligger i øverste lag som et slør hen over uroen og alvoren.

”Kong Lear” er dog allerbedst, når mørket kigger frem. Det er særligt takket være Tommy Kenters fantastiske, maniske Lear - blankøjet, ynkværdig og fordrukken - der i sin alderdom har bibeholdt sin skarpe tunge, og ikke mindst Signe Egholms bidske nar og Henrik Lykkegaards fiffige jarl, der er Lears trofaste følgesvende og kommentatorer ude på galskabens stormfulde hede.

Karin Betz har skabt imponerende kostumer med elizabethansk snit, fimsede frølår til mændene og blodrøde rober til kvinderne. Et lækkert nik til Shakespeares samtid og en fin måde at placere forestillingen i en ”al-tid”.

”Vi med magt har godt af at smage de fattiges medicin,” hvisler kongen og leverer således slet skjulte lussinger til vores regerings nuværende flygtningepolitik. Men som konflikterne spidser til, presser vores nutid sig på, og der dukker guerillasoldater op iført camouflagetøj og automatrifler. Det er et anmassende stilbrud, som trækker lignelsen for langt og gør den ellers flot balancerede forestilling unødigt hysterisk. Ja, de skal ligne Saddam Hussein og Gaddafi. Men vi kan godt tænke selv, og teksten er stærk nok til at formidle parallellerne.

Alt andet lige er Peter Langdals opsætning ganske vellykket. Han har ingen ærefrygt over for den originale tekst og de tunge blankvers, og han har bearbejdet den, så den taler direkte til både vores forstand og underholdningstrang. Det flyver os om ørerne med overdådigt kreative og rimende fornærmelser. Han lader publikum nyde spektaklet, lader os rive med af Shakespeares fantasirigdom og henrykke af sproglig legesyge.

Da krigen er slut, og ofrene ligger spredt omkring på scenen, er det endnu uvist, om det er galskaben, retfærdigheden eller godheden, der har sejret. Den unge Edgar udtrykker håb om, at menneskeheden kan lære at balancere kaos og orden, hadet og humanismen: ”Den gamle konges skæbne var én af de tunge/ Jeg håber, byrden bliver mindre for os, som er unge.”

Således, ikke spor opløftede, forlader vi salen en stor teateroplevelse rigere.