Hun stod ansigt til ansigt med Jesus

KD: Forfatter og journalist Charlotte Rørth,

Jeg er sådan en, der tvivler, men i mødet med Jesus har jeg ikke på noget tidspunkt betvivlet, hvad det er, han har givet videre til mig. Det handler om, at Guds kærlighed er kæmpestor, der er rigeligt til alle, så vi behøver ikke fedte med den, siger Charlotte Rørth. - Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Det var et regulært møde. Det var fysisk og fuldstændig konkret, helt ned til de afblegede hår på hans ben og mellemrummene mellem hans tæer, der var snavsede af jord.

Journalisten Charlotte Rørth var helt uforberedt, da hun stod foran Jesus i en helt konkret og meget fysisk situation. Hun, der hverken var religiøs eller spirituelt søgende, har siden været bange for at miste sin fornuft, men har fundet sin vej som hverdagstroende. Det er der nu kommet en bog ud af

Charlotte Rørth havde aldrig set ham før, og alligevel genkendte hun ham med det samme. Tvivl var ikke en mulighed: Det var Jesus, der stod der halvanden meter foran hende, da hun den 25. februar 2009 sad på en bænk i sakristiet bag et 500 år gammelt kapel i den sydspanske by beda.

Da hun kom hjem fra besøget, kaldte hendes nærmeste hende for glødepæren.

”Det var som en forelskelse ganget med hundrede. Når de kaldte mig glødepæren, var det, fordi de syntes, jeg lyste, og jeg havde en konstant rislen i kroppen. Jeg græd hele tiden, mest af glæde, men også af undren. Alt, hvad jeg havde af intellektuel kraft, blev brugt på at passe mit arbejde og min familie - og på at holde sammen på mig selv. Jeg var simpelthen så bange for at blive skør.”

Vi sidder ved Charlotte Rørths spisebord i hjemmet i Aalborg og drikker kaffe af tynde, musselmalede porcelænskopper med udsigt til en overdådig buket af tulipaner i mange farver placeret i en lige så overdådig vase, der ligesom kopperne er et arvestykke. Bordets placering foran et hvidmalet og gardinløst vindue lader januarsolens stråler få frit spil gennem stuen, og strålerne rammer også indimellem den 52-årige kvindes ansigt.

Episoden, hun fortæller om, og eftervirkningerne deraf, ligger næsten seks år tilbage, men det er ikke svært at forestille sig dette ansigt og denne krop gløde og risle. Charlotte Rørth er et menneske, der udstråler intensitet.

”Jeg følte ikke rigtig sult, kunne vist nærmest leve af blomsterduft, og jeg sov heller ikke ret meget. Alligevel havde jeg helt utroligt meget energi. Jeg tabte mig 15 kilo på få uger, men det faldt mig ikke ind at gå til lægen, for jeg følte mig hverken syg eller utilpas. Snarere sådan lalleglad over at være til,” husker hun.

Tre måneder før mødet med Jesus havde Charlotte Rørth, der er journalist, været på pressetur til Spanien for at bringe sine læsere historier fra små byer i Andalusiens bjerge.

Ved den lejlighed besøgte hun første gang sakristiet i La Sacra Capilla del Salvador, frelserens hellige kapel, og der fik hun en følelse af at være naglet til jorden som et væsen uden vilje.”

”Jeg kan ikke bevæge mig,” sagde hun til den spanske guide, og han svarede med et spørgsmål: ”Hvorfor er der sådan et lys omkring dig?”.

Indtil den dag havde Charlotte Rørth været en ganske almindelig fuldtidsarbejdende mor til tre. Hun, der er opvokset i et politisk aktivt akademikerhjem uden trosbekendelse og kirkegang, havde som mange andre danskere betragtet kristendom og tro som noget for folk, der ikke vidste bedre. For hvordan tro på noget, ingen kan bevise?

Efter den første tur til Sydspanien blev nætterne hjemme i Aalborg præget af én bestemt drøm: En stemme, der kaldte bag en stor, lukket dør af mørkt egetræ. Det var døren til kapellet, og Charlotte Rørth besluttede at tage tilbage til Spanien, endnu uvidende om, hvilken kolossal betydning det skulle få for hendes liv, at hun valgte at åbne den dør. Da hun næste gang stod i det lille sakristi, var der nemlig også en anden, og den anden var Jesus.

Hvordan kan du vide, at det ikke bare var noget, der skete inde i dit hoved?

”Det handlede ikke om, at jeg havde en følelse af, at der stod en mand foran mig, som jeg godt vidste, hvem var, og som talte til mig i et sært ordløst sprog, et sprog som jeg senere fandt ud af eksisterede. Det var et regulært møde. Det var fysisk og fuldstændig konkret, helt ned til de afblegede hår på hans ben og mellemrummene mellem hans tæer, der var snavsede af jord.”

Charlotte Rørth forklarer, at tilstanden, hun var i, da mødet fandt sted og også efterfølgende, var meget kropslig.

”Hvis jeg nu var vant til at meditere eller noget andet i den stil, så havde jeg måske kunnet genkende noget af den tilstand fra sådan nogle ting. Men jeg kan ikke sammenligne den salighed, jeg var i, med andet end det dejlige, man kan opleve, når man er inde i et erotisk rum med et menneske, som man elsker, eller som den følelse, man kan have i de allerførste timer med helt spæde børn. Det var ekstremt intimt. Men ud over, at det strakte min krop til det yderste, så strakte det også mit hoved til det yderste. Fordi jeg ikke var forberedt og ikke vidste, hvad der foregik. Jeg anede ikke, det kunne ske for mennesker, og havde aldrig læst om nogen, der havde oplevet den slags, for jeg interesserede mig ikke for mirakler.”

I begyndelsen talte Charlotte Rørth kun med de allernærmeste om sine oplevelser i det spanske kapel: Hendes mand, de tre sønner, hendes mor og så en nær veninde, der er teolog. Efter nogen tid, da hun havde fået vished om, at hun ikke var ved at blive skør, begyndte hun at udvide kredsen af fortrolige. Og hun opsøgte også forskellige eksperter, som hun spurgte til råds om de symptomer, hun havde.

Hun satte sig ind i skellet mellem den eksoteriske kristendom, den udadvendte forkyndelse, og den esoteriske, der er den indadvendte og mystiske dimension. Hun læste om mystikerne nonnen Teresa af Avila og munken Johannes af Korset, men fandt ingen beretninger fra hverdagsmennesker ligesom hende selv.

”Undren blev et vigtigt ord for mig. Hvorfor er det sket, og hvad skal jeg bruge det til? Jeg har, siden det skete, været drevet af en næsten barnlig nysgerrighed, som er meget glædesfyldt. Undren er næsten større end kærligheden, for den gør, at man bliver ved med at være åben og i live, og så er undren et nyttigt redskab for en journalist som mig,” siger Charlotte Rørth, der efter mange års tilløb nu har skrevet bogen ”Jeg mødte Jesus - bekendelser fra en modvilligt troende”, der udkommer i næste uge.

Charlotte Rørth tog gentagne gange tilbage til beda. Femte gang, hun er der, dukker Jesus igen op i sakristiet. Han har den samme blå kjortel på, og også lyset er det samme som sidst. Han får ikke øje på den slanke, danske kvinde med det samme, men hun har set ham, og efter et par minutter drejer han ansigtet mod hende og smiler med tegn på genkendelse.

”Jeg spurgte ham, hvad jeg skulle gøre. 'Jeg stoler på dig,' sagde han, og så gik han,” fortæller Charlotte Rørth og bliver stille et øjeblik, mens hun vender ansigtet mod vinduet og sender blikket på langfart.

Den sætning ”jeg stoler på dig” har hun vendt og drejet i sit hoved masser af gange. Da hun begyndte at tale om det, var der enkelte, der mente, at hun ligesom Jomfru Maria skulle gemme ordene i sit hjerte, men noget i Charlotte Rørth ville det anderledes. Det, der var sket, var for vigtigt til ikke at blive fortalt.

”Altså, det er jo vildt og skørt og tosset og underligt, at jeg har mødt Jesus i et sakristi i Spanien, men da jeg begyndte at fortælle om det, opdagede jeg, at folk ikke slog hånden af mig, og kun ganske få slog en hånlig latter op.”

Det sidste undrede især Charlotte Rørths mand, der også er journalist. Men så alligevel ikke, for måden, hun fortalte om sine oplevelser på, var tillidsvækkende, mente han. Hun har ikke på noget tidspunkt følt sig udvalgt eller som en, der har svar på alt, men stiller sig oftest lige så undrende an som de mennesker, hun fortæller historien til.

”At Jesus sagde 'jeg stoler på dig', tolker jeg, som at det er mit eget ansvar, hvad jeg vil gøre med mit liv, men at jeg på den anden side ikke kan rende fra, at jeg har et ansvar. Det er jo i virkeligheden ret barsk: Altså det der må du selv bøvle med, men du skal gøre det ordentligt,” siger Charlotte Rørth.

Hun beskriver sit ansvar som tredelt: For det første føler hun en forpligtelse til at hjælpe andre, der har oplevet det samme. Da hun ikke føler sig udvalgt, er hun overbevist om, at der er mange andre mennesker, der har haft møder med Jesus, og hendes grundholdning er, at vi bliver bedre mennesker af at dele vores erfaringer med andre.

For det andet vil hun gerne være med til at rokke ved nutidsmenneskers idé om, at den eneste brugbare viden er den akademiske og beviselige.

”Indtil jeg mødte Jesus, har jeg selv forholdt mig til viden på den måde, men nu forstår jeg, at man også kan få viden gennem sit sanseapparat. Jeg tror ikke på Jesus, jeg ved, at han er der, og det handler ikke kun om at respektere, at jeg har fået den viden, det handler om, at vi generelt ændrer vores syn på viden,” siger hun.

Den tredje del af ansvaret handler om det, Charlotte Rørth kalder den kristne del:

”Den kunne jeg have undslået mig, hvis det nu ikke var Jesus, der havde vist sig for mig. Altså, hvis det nu bare var en følelse af at være omsluttet af noget udefinerbart, så havde jeg godt kunnet lade den ligge. Men når det nu var ham, bliver det så konkret kristent, og jeg føler helt klart et ansvar for at formidle det kristne budskab.”

”Ikke til at udbrede, hvad Jesus mener, men at han rent faktisk eksisterer. Det er min oplevelse, at Jesus stoler på mig, men samtidig siger, at han ikke bestemmer eller har en færdig plan for hver eneste af os. Vi har et kæmpe ansvar for os selv og hinanden, og det er hele pointen i kristendommen. Hvis vi lægger ansvaret over på en bog eller et færdigt regelsæt, så er det for letkøbt. Jesus stoler på, at det enkelte menneske godt kan tænke selv,” siger Charlotte Rørth og fortsætter:

”Jeg er sådan en, der tvivler, men her er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg har oplevet, og jeg har ikke på noget tidspunkt betvivlet, hvad han har givet videre. Det er noget af det, der har undret mig allermest, altså den vished, der har været i det. Der, hvor jeg blev plantet i de sekunder, hvor jeg mødte ham, er jeg ikke blevet flyttet fra, og det tror jeg ikke, jeg kan. Jeg ved nu, at der ikke er noget, min tro ikke kan holde til. Det handler om, at vi er elsket. Altså, når sådan en hyperforfængelig, uperfekt kvinde som mig kan få den her oplevelse, så er det, fordi alle kan elskes, og det kan vi også selv. Vi skal ikke leve op til noget, for det har ingenting med kærlighed at gøre. Guds kærlighed er kæmpestor, der er rigeligt til alle, så vi behøver ikke fedte med den.”

Hvordan har dit møde med Jesus ændret dit liv?

”Udefra set har det ikke ændret noget. Jeg lever mit hverdagsliv med arbejde, familie og hvad jeg nu ellers putter ind i det, men det har ændret det sted, hvor jeg ser alting fra: Jeg er ikke troende, jeg er vidende.”

Charlotte Rørth har læst bøger om bønspraksis, men i realiteten føler hun sig i en konstant stille bøn, og det har hun fundet sig godt til rette med. Om søndagen går hun næsten altid i kirke, og de fleste morgener læser hun en bibelsk tekst, men selvom hun en kort overgang var tiltrukket af tanken om at gå i kloster, vil hun ikke leve i dogmatiske miljøer, men insisterer på at være et hverdagsmenneske med alle de udfordringer, der er i det. Men i omgangen med andre mennesker har hun ændret sig.

”Jeg har altid været meget følsom og intens, men det er nok blevet endnu mere tydeligt. Jeg vælger konsekvent tilliden, og det kan gøre vanvittigt ondt på mig, når jeg oplever mistillid og rænkespil. Jeg ejer ikke evnen til hævn. Til gengæld er jeg det meste af tiden fyldt med taknemmelighed og en dyb glæde over at være til.”

Når Charlotte Rørth siger, at der ikke er noget, hendes tro ikke kan holde til, så ved hun, hvad hun snakker om. Baggrunden er dybt tragisk. Kort før jul mistede hun og hendes mand deres yngste søn, 22-årige Frederik. Han tog sit eget liv under et studieophold på University of Miami i USA. Beskeden fik ægteparret af to aalborgensiske betjente, der stod uden for deres dør en mørk decemberaften.

”Det er den største sorg, noget menneske kan opleve, og det er endnu så tæt på, at jeg har svært ved at sætte ord på det. Men jeg ved, at det ikke er Gud, der har taget vores søn fra os. Frederiks død giver ingen mening, og jeg har ikke brug for at placere nogen skyld hos Gud. Man er så hudløs, når sådan noget sker, og man kan ikke selv bestemme, hvordan man har det. For mig har taknemmeligheden været tydeligst. Jeg savner ham forfærdeligt og vil altid have en kæmpestor sorg og savn inde i mig, men taknemmeligheden over at have fået lov at være sammen med ham i 22 år er stærkere end sorgen. Den dybe glæde ligger lige ved siden af den dybe sorg. Forleden opdagede jeg den første erantis titte frem i haven og tænkte på Frederik.”