Dødens jernbane er den blevet kaldt, strækningen fra Thailand til Burma, opført af slavearbejdere under Anden Verdenskrig. Japan tvang hundrede tusinde asiatiske arbejdere og over 60.000 allierede krigsfanger til at opføre denne jernbane, et sted mellem 50.000 og 200.000 mistede livet.
Rædslerne er blevet skildret i franske Pierre Boulles roman ”Broen over floden Kwai” og den senere prisvindende britiske filmatisering fra 1957. Nu behandler australske Richard Flanagan samme begivenheder i sin historiske roman, der vandt Man Booker-prisen 2014. Emnet er tungt, men ”Den smalle vej til det dybe nord” er alligevel usædvanlig højstemt, og den føles desværre mest som en lang roman med en afsmag af politisk korrekthed.
Den fungerer bedst i sit mørkebillede af australske krigsfangers skæbne, men slingrer mere i blandt andet sit portræt af hovedpersonen, lægen Dorrigo Evans. Han følges gennem stormende kærlighed kort før sit kompagnis udskibning fra Australien og frem til sin dramatiske død mange årtier senere, uden at hans livsforløb fortælles kronologisk.
Under krigen bliver han taget til fange og sættes til at repræsentere en gruppe på cirka tusind andre australske krigsfanger, der skal være med til at anlægge jernbanen. De slider sig gennem junglen, næsten nøgne, underernærede, med daglige prygl fra de japanske øverstbefalende og stadigt større blødende sår. Hurtigt går de fra at kunne inddeles i raske og syge til at kunne inddeles i syge, meget syge og døende.
Det er Dorrigo Evans, der skal forhandle med benhårde japanske oberster om antallet af mænd, der skal udføre det ene eller andet alt for hårde arbejde, som sandsynligvis vil medføre døden for de svage.
Han hviler i rollen som lægelig repræsentant, men føler sig også som færgemanden Charon. Selv overlever han årene som krigsfange.
Senere kommer han tilbage til sit land, gifter sig med sin forlovede, bliver en nationalt kendt læge, men er på sin vis fortabt. Han er måske mærket af livet, måske har han aldrig grebet det, for nu at blive i romanens trang til store, let svævende udsagn. Der kan for eksempel stå sådan her: ”Der hang en udmattet tomhed omkring ham; et uigennemtrængeligt tomrum indhyllede denne mand, der var så kendt for sin selskabelighed, som levede han allerede et andet sted - konstant i færd med at udvikle og udfolde en grænseløs drøm eller et uophørligt mareridt, det var vanskeligt at afgøre - som han aldrig ville slippe fri af. Han var et fyrtårn, hvis lys ikke kunne tændes på ny.”
Citatet er fra side 357 i bogen, så udtryk som ”denne mand” om hovedpersonen er et eksempel på, hvordan romanen sammen med storladne udsagn som grænseløs drøm/uophørligt mareridt skaber en let distance. Sammenligningen med et fyrtårn krænger over i flosklen. Stilen gør det svært for undertegnede at holde koncentrationen under læsningen, og så hjælper det ikke, at der er fyret godt op på dramatikken i Dorrigo Evans liv før og især efter krigen.
Romanen falder i tre cirka lige store dele, men der springes i tid og sted, og mellem helt forskellige personer. Den kalejdoskopiske form kan virke distræt omfavnende, for eksempel når en enke til en af de afdøde krigsfanger for et par sider har synsvinklen. Men formen er samtidig med til at skabe et sympatisk storroman-tilsnit.
Flere af de japanske øverstbefalende med navne som Nakamura og oberst Kota følges efter krigen. De reflekterer over pryglene, de har ladet hagle ned over de australske krigsfanger, og en form for gensidig forståelse og personlig undskyldning udtrykkes i romanen. På et overordnet niveau indledes også hver af romanens tre dele med et haiku-digt, ligesom titlen stammer fra Matsuo Basho, en af Japans største haiku-digtere.
Men selvom dette er sympatisk, kan det også mest af alt kaldes politisk korrekt at lade lidelsernes ophav, set fra romanens primært australske krigsfangeperspektiv, partout også skulle repræsenteres af smukke haiku-digte. Gad vide, om Flanagan havde modtaget Man Booker-prisen uden den balancering, han foretager.
”Rædsel er bare” lader Flanagan sin hovedperson skrive i et forord i en bog i bogen. I virkeligheden er rædsel uden form og mening, skriver han videre, og tilføjer et ønske, der kunne være forfatterens eget med ”Den smalle vej til det dybe nord”: ”Rædsel kan rummes i en bog og få form og mening.”
Rædslen i junglen gives stærke billeder i romanen, som i øvrigt er tilegnet forfatterens egen far, der arbejdede på jernbanen som krigsfange. Men stil og form er overordnet set lidt for højstemt, svævende og ufokuseret.