Det er med bankende hjerte, man ringer på døren til Henrik Pontoppidans barnebarn i Rørvig. Når man synes, Pontoppidans lidenskabeligt-nøgterne romaner og noveller er så gode, at det ind imellem har været en pinsel at skulle sammenligne dem med nyere dansk litteratur - må tanken om, at skulle møde et menneske, der har kendt forfatteren personligt, nødvendigvis gøre én lidt spændt.
Dattersønnen, 81-årige advokat Henrik Thomsen, er rekonvalescent efter en større operation og må for tiden have hjælp til at passe sin morfars grav ved Rørvig kirke.
Men ellers er det ham og ægtefællen, advokat Lisi Thomsen, der påtager sig opgaven. Menighedsrådet har besluttet, at gravstedet med den prominente dansker og hans familie skal bevares til evig tid.
Evigheden var ikke præstesønnen Henrik Pontoppidans kop te. Men Rørvig holdt han meget af. Her lejede han sig ind om sommeren en række steder sammen med hustruen Antoinette, her nød han stilheden og naturen, her skrev han store dele af "Lykke-Per" og flere af de senere såkaldte små romaner, og her indtog han sommerfrokoster i datteren og svigersønnens sommerhus, "Højlyngen", hvor også tre børnebørn sad med ved bordet. Der var faste ritualer i sommerhuset. Man fik øl og snaps til frokosten. Svigersønnen skænkede den første snaps, som røg hurtigt ned. Så lød det fra Henrik Pontoppidan: "Sig mig Einar, var dén snaps en vi talte om, eller én vi fik?", hvorpå der blev skænket en ny.
Inden vi ringer på hos et af børnebørnene fra sommerhuset, Henrik Thomsen, har vi været en tur på kirkegården.
Rørvig på anbefaling
Rørvig ligger naturskønt. Man kan komme dertil ad fastlandet. Men det kan anbefales at benytte den lille færge mellem Hundested og Rørvig. Fra vandsiden ligner de to gamle fiskerbyer på hver side af Isefjorden idylliske postkort fra sommerkøbmandens stander, og sejlturen er kort, frisk og god. En halv times gang fra havnen i Rørvig er man fremme ved kirken.
Her, til højre på kirkegården, henne under et vældigt kastanjetræ, hviler vores store forfatter og nobelprismodtager.
- Der er nogle, der har regnet ud, at min morfar har boet sammenlagt elleve år i Rørvig, når man tæller det hele med. Det begyndte ved en tilfældighed. En varm sommerdag i 1894 havde han på gaden i København mødt en ven, der syntes, han skulle se at komme ud af byen og nyde den friske luft, ligesom mange andre. Vennen anbefalede Rørvig. Han og min mormor tog derop og blev begejstrede, siger Henrik Thomsen.
Pontoppidan kunne ikke drømme om at købe et fast sted. Han ejede aldrig sin bolig, men boede til leje hele livet og brød mange gange op og flyttede nye steder hen.
Henrik Pontoppidan kunne lide at spadsere lange ture op til Rørvig kirke, der dengang lå med frit land til alle sider. Da hans ægtefælle gennem 36 år blev syg i midten af 1920´erne udvalgte de et familiegravsted. Hendes eneste ønske til graven, udover nogle specielle sten, var at der blev plantet en kastanje på stedet. Efter hendes død i 1928 fortsatte han med at komme i Rørvig, ikke bare i sommersæsonen, men langt hen på efteråret. Sidste besøg var i 1942. Gravstenen bærer hverken kors eller skriftsted, kun navn og årstal. Henrik Pontoppidan blev født i Fredericia i 1857 og døde i sit hjem i Ordrup sommeren 1943. Han havde kun efterladt sig få linjer om bisættelsen. Den skulle være "uden nogen præst" og "min urne skal nedsættes uden anden kirkelig ceremoni end klokkeringning". Derefter var det op til familien at sørge for at resten.
Trods sine mange "pibekraveforfædre", som han kaldte familiens præster, nærede forfatteren stor ulyst til personlig nærkontakt med kirke og præstestand. Litterært derimod kastede han sig veloplagt og ofte over emnet.
Bladrer man for eksempel i "Arv og Gæld" eller "Kirken og Dens Mænd", kan man efter smag og behag godte sig eller gyse over skildringer af gejstligheden og dens "Hekseri og falske Alarm". Dattersønnen spurgte engang Henrik Pontoppidan, om han var udmeldt af folkekirken. "Nej da, jeg vil gerne støtte de mennesker, som har interesse for den slags", lød svaret.
Åndelig blufærdighed
Henrik Thomsen var tæt knyttet til sin morfar.
- Så tæt man nu kan være det til et menneske med stor åndelig blufærdighed. Men jeg er da glad for, at det eneste fotografi, der findes af min morfar, hvor han smiler, er et, hvor han kigger på mig. Det blev taget i Rørvig i 1937 af en fotograf fra Politiken i anledning af hans 80-års fødselsdag. Han var blevet anbragt i en kurvestol i det fri, men bad om at få mig, sin "støtte", som han sagde, med på billedet også, tilføjer han.
Pontoppidans datter og svigersøn, Henrik Thomsens forældre, ligger også begravet i Rørvig.
Selv blev Lisi og Henrik Thomsen gennem årene så glade for Rørvig, at de på et tidspunkt besluttede at købe helårshus deroppe.
Lisi Thomsen viser rundt i stuerne, som er indrettet med mange minder om forfatteren. Ting, der har tilhørt ham, og som der nu værnes om indtil næste generation en dag tager over. Billederne, lænestolen, spadserestokken m.m. En af parrets sønner er med i bestyrelsen for et nystiftet Henrik Pontoppidan Selskab.
- Det tætte forhold mellem min morfar og mig begyndte, da jeg var omkring 15 år. Min familie og jeg boede på Østerbro. Far havde en lægepraksis, som fyldte store dele af huset, med venteværelse, operationsstue osv. Det kneb med plads og ro til lektielæsningen til alle tre børn. Da sagde min kloge mor (Else Thomsen, red.): "Hvorfor tar´ du ikke din skoletaske og kører ud til morfar i Ordrup efter skoletid? Der er plads nok og han bliver glad for at få dig på besøg".
Som sagt så gjort. I 1935, 1936 og 1937 havde jeg min daglige gang på Holmegårdsvej 2 i Ordrup. Jeg kom gerne ved 15.30-tiden. Så snakkede og hyggede vi os og spadserede en tur, som regel hen til Ordrup Kirke, hvor der var en bænk, man kunne sætte sig og puste lidt ud på. Morfar havde tidligere brækket benet og gik nu med stok.
Privat opgør med sig selv
- Han spurgte og spurgte. Til familien, hvordan de enkelte medlemmer havde det, til mig og skolen og lærerne og fagene og til mine oplevelser i naturen. Men jeg havde ikke altid held til at få ham til at åbne sig. Jeg husker, vi havde gennemgået hans fortælling "Ørneflugt" henne i skolen. Jeg var ivrig efter at fortælle ham det og høre hans reaktion. Og så sagde han bare: "Er der ikke noget, du har misforstået?". Han brød sig ikke om at drøfte sine bøger med ret mange andre end min mormor. Jeg var ikke skuffet, men synes måske nok, det var lidt underligt. Engang sad jeg i stuen, mens han og min far talte om litteratur. De gik tæt på alle de andre, Herman Bang, Martin Andersen Nexø m.fl., men aldrig et ord om min morfars bøger! Heller ikke selv om min far var en af hans få fortrolige. Der er vist heller aldrig noget menneske, udover mormor, der har set ham skrive! Jeg skulle altid banke på ind til hans arbejdsrum. Så kunne jeg høre papiret blive lagt sammen og skrivebordsskuffen trukket ud og lukket i og først efter tredive sekunder blev der svaret "ja!", fortæller Henrik Thomsen.
I et privatbrev fra sine gamle dage siger Pontoppidan: "Min Produktion var, fra først til sidst, et ganske privat Opgør med mig selv". Hvad dette opgør nærmere gik ud på, var størstedelen af familien altså henvist til at finde ud af via bøgerne, ligesom alle andre.
Selv om Henrik Pontoppidan var en bestemt herre, husker barnebarnet ham som mild og hyggelig at være sammen med, når bare spillereglerne blev overholdt. Drengen respekterede også, at morfaderen tog sig lang tid, inden han svarede på et spørgsmål.
- Han havde telefon i Ordrup. Men ringede aldrig nogen op. Kun en gang talte han i den. Det var da tandlægen ringede og afmeldte hans tid. "Du har telefon, men du ringer aldrig til nogen!", sagde jeg en dag til ham. Så gik der de sædvanlige 15 sekunder. Hvorefter han sagde: "Jeg bryder mig ikke om at tale med folk, jeg ikke kan se i øjnene".
Morfars vilje
Henrik Thomsen talte mange gange med sin mor om hendes barndom.
- Hjemmet var præget af min morfars vilje og egoistiske, kunstnerbehov. For eksempel måtte børnene ikke sige et ord under middagen. Og når han fik trang til at tænke over tingene i fred og ro eller bare fik udlængsel, meddelte han blot, at "nu rejser jeg!" Når så han havde fået fred i sindet, sendte han bud efter min mormor, og hun anbragte min mor og de andre børn hos familie og venner og drog af sted for at møde ham, hvor han end befandt sig i ind- eller udland. Min mor huskede med bitterhed, hvad hun opfattede som at blive kostet rundt med. Hun var heller ikke meget for at læse hans bøger.
Fra morfaderens sidste leveår står især et bestemt erindringsglimt klart for Henrik Thomsen.
- Den 9. april 1940 kom jeg ud til ham om eftermiddagen. Det var første gang, jeg så ham ude af sig af raseri. Han gik op og ned ad gulvet og sagde "Skammeligt! Vi skulle ha´ kæmpet, om det så var med de bare næver!" Hans husbestyrerinde nævnte, at nu blev de nødt til at få hængt mørk-lægningsgardiner op. Hvortil han svarede: "Hos mig bliver der ingen forandring!". Han nøjedes med at trække sine portierer for i stedet for, fortæller dattersønnen.
Begravet uden orgelspil
Det meste af sit liv døjede Pontoppidan med sygdom. Blandt andet en nervebetændelse i ansigtet. Nogle ar på kinderne røbede, at han havde forsøgt at få lindret smerterne gennem operationer. Han havde sagt, at han ville skrive til pennen faldt ham ud af hånden. Det gjorde han stort set også. Men de sidste år var hans hænder så gigtplagede, at han med nød og næppe kunne holde på den blyantstump, han skubbede ind mellem fingrene. Han skrev altid i hånden, aldrig på maskine.
- Netop fordi han var så åndeligt blufærdig, var det et slag for ham, da han en dag pludselig så sig selv udstillet i Berlingske Aftenavis. I karreen overfor kunne en beboer fra sin altan kigge lige ind i stuen til min morfar og se ham sidde dag efter dag sammensunken i sin stol. Dette filosoferede han over i avisen, og min morfar følte sig på det smerteligste afsløret i sin gammelmands svaghed. Jeg mener, artiklen tog livet af ham, siger Henrik Thomsen.
Da Henrik Pontoppidan stille sov ind i sit hjem, var datteren Else hos ham.
Forud for bisættelsen havde Henrik Thomsens forældre flyttet Pontoppidans arbejdsbord ind i soveværelset i Ordrup og stillet hans kiste på en katafalk i arbejdsværelset. Henrik Thomsens far, svigersønnen Einar Thomsen, der også var digterens læge og gode ven, holdt en tale. To dage senere blev kisten kørt til Mariebjerg Krematorium og Kirkegård, hvor der i kapellet blev en kort højtidelighed uden præst, bibellæsning eller orgelspil. Men med tale af professor Vilhelm Andersen og med "I Østen stiger Solen op" fremført af Studentersangerne under ledelse af kgl. kapelmester Johan Hye-Knudsen.
Det var eneste musikalske indslag. Da kapelmesteren hørte om dødsfaldet, havde han ringet til Henrik Thomsens forældre og spurgt, om Studentersangerne måtte komme og synge Ingemanns morgensang. Barnebarnet husker, hvordan sangerne stod oppe på balkonen i den runde bygning, og hvor flot det lød. Ved kistens hovedgærde stod en krans med rød-hvide bånd og indskriften: Fra kongen.