Dansk litteraturhistorie er fyldt med forskellige præsteeksistenser. Tilbage i tiden var det folkelige fortællere som Henrik Pontoppidan, Jakob Knudsen, Johannes V. Jensen og Martin A. Hansen, der med stor indlevelse skildrede landsbyens ofte lidt mærkværdige kirkerepræsentant, som for eksempel degnen Johannes Vig i "Løgneren" af Martin A. Hansen. Dengang fremstod kirkens folk som lidt forhutlede karakterer, der trods alt besad gudsfrygt og næstekærlighed nok til at hæve sig over de forførte og godmodige sognebørn og lede dem på rette vej.
Efter en periodes fravær er præsten tilbage i dansk skønlitteratur. En ny bølge af romaner har præstefigurer med i den vigtige rollebesætning, dog med ganske nye karaktertræk. Det mener Erik Skyum-Nielsen, lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet. Der er ikke længere tale om den lidt kejtede og rettroende kirkerepræsentant, som man kender fra Johannes Vig, der præger præsteskikkelsen i dag. Det gælder for eksempel romaner som "Hus og hjem" af Helle Helle, "Det første jeg tænker på" af Ida Jessen og "Din næstes hus" af Jette Kaarsbøl.
Erik Skyum-Nielsen genkender for tiden en række typiske præstefigurer, der går igen i moderne dansk litteratur – og det gælder især den sympatiske præst:
– Præsten har stadig en myndighed og autoritet. Men i dag har præsten også mere menneskelig træk. Forfattere går ikke længere så meget op i den velkendte kritiske afsløringshistorie af præstens dobbeltmoral, om den forstående og tilgivende sjælehyrde, der under overfladen viser sig at være fuld af snæversyn og fordomme, siger Erik Skyum-Nielsen, der i tidsskriftet Dansk Kirketidende efterlyser en litteraturhistorisk undersøgelse af præstens rolle i danske romaner.
Litteraturlektoren mener, at forfattere i dag forsøger at frembringe en mere helstøbt præsteskikkelse i stedet for kun at fortælle den traditionelle, lidt firkantede afsløringshistorie.
– Forfattere vil hellere undersøge, hvad præsten er som et helt menneske, snarere end bare at kigge ind bag kjolen. Præsten beskrives ofte som sympatisk og gøres til genstand for indgående psykologisk granskning. Præsten er ikke længere kun formidler af evangeliets budskab eller reklamemand for Jesus, men bringer noget personligt videre fra livets mange gåder, samtidig med at han eller hun forholder sig til teksten, siger Erik Skyum-Nielsen og peger på Ida Jessens "Det første jeg tænker på" som et eksempel på denne tendens.
Ida Jessen, der er præstedatter, skildrer i romanen forfatteren Birgitte, der møder sin barndomsveninde, sognepræsten Lisa. Lisa mister sin søn i en bilulykke, der afføder en række betragtninger i romanen om skyld og tilgivelse.
– Hun sætter sig altså tilgivelsen som et projekt, og det går galt for hende. For tilgivelsen er nok ikke noget projekt. Man kan ville den – og det er en hjælp, for det dirigerer tanken i den rigtige retning – men selve tilgivelsen kommer til en som en klarhed, der nærmest er en gave. Jeg har villet diskutere flere former for tilgivelse i min roman, siger Ida Jessen.
Teolog Svend Bjerg, lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet, genkender den ændrede fremstilling af præster i litteraturen, men er ikke begejstret for udviklingen. Han er medredaktør på bogen "Jesus som bogorm", hvor moderne litteratur, herunder Ida Jessens roman, analyseres med kristne briller.
– Præsterollen er i vore dage beskrevet stærkt ironisk, siger Svend Bjerg og uddyber:
– Det svarer til en social nedbrydning af præstens autoritet, at denne toner frem som et normalt væsen med normale fejl. Det er en forlængelse af Kierkegaards nådesløse kirkekamp og udlevering af præsteskabet, som på en måde går igen i moderne litteratur. Præsten er ikke en repræsentant for evangeliet, men en person, der præger evangeliet, siger han.
Ifølge Erik Skyum-Nielsen hænger den nye måde at anvende præster på også sammen med, at det religiøse er blevet så marginaliseret i samfundet, at kristendommen ligefrem forekommer fremmede og eksotisk for danskerne. Den tendens er tydeligst i nyere danske film såsom "Italiensk for begyndere" og "Adams æbler".
– Præsten bliver en slags bærer af det hellige i en tid, hvor intet er helligt, påpeger Erik Skyum- Nielsen, der finder en mere seriøs og interessant brug af præster i moderne nordisk litteratur, herunder norske Hanne Ørstaviks "Præsten", islandske Sjón og Einar Már Gudmundssons bøger samt svenske Kerstin Norborgs roman "Min faders hus" fra 2001, der i "nænsom, poetisk stil" skildrer en præst i opløsning.
Der er en række årsager, ifølge Erik Skyum-Nielsen, til, at det igen er blevet interessant for forfattere at have en præst med i romanerne – uden at falde for den klassiske afsløringskunst.
– For det første er præsternes faldhøjde stor. Alle menneskelige konflikter og problemer får voldsomme dimensioner, når de rammer en præst. For det andet er præsters arbejde lidt underligt og ubestemmeligt. De står både midt i det fælles og uden for. Alt dette er godt stof for forfatteren til at beskrive miljøer, sociale modsætninger og grænser.
En tredje årsag er, at kirken, trods marginaliseringen af religion i hverdagen, har en genkendelighed: Kirken er barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Når en forfatter vælger en præst som figur, får man derfor en masse stereotype billeder forærende, argumenterer Erik Skyum-Nielsen.
En af dem, der har inddraget præsten centralt i sin roman, er forfatteren Jette Kaarsbøl. I romanen "Din næstes hus" fra 2009 møder hovedpersonen Laus sin diametrale modsætning i byens præst, Stig, der med Jette Kaarsbøls ord repræsenterer "et mere gammeldags menneskesyn."
– Stig står for traditionen, familien og omsorgen for det nære miljø. Jeg har selv mødt mange præster, og selvom han forekommer latterlig i Laus' øjne, så har det været vigtigt for mig at fremstille ham som et godt menneske, sagde hun i et interview med Kristeligt Dagblad sidste år.