Radiserne går til filmen - og det gør de godt

"Filmen om Radiserne med Nuser og Søren Brun” er et dejligt bekendtskab, mener Kristeligt Dagblads anmelder. Pressefoto. Foto: Twentieth Century Fox Film Corporation

film
Five stars
Radiserne er jo dybe med klare filosofiske og religiøse undertoner. For mig ligger hele det kristne univers som en bund under det hele.
Søren Hermansen

Den første animationsfilm i 3D om tegneserien ”Radiserne” er varm som en hundehvalp og optimistisk på den skæve måde, som kun Søren Brun kan være det

I 65 år har Charles M. Schulz' tegneserie om den ukuelige Søren Brun, hans ven hunden Nuser og de andre radiser henrykket verden, og jeg tilstår gerne, at jeg har været med i mange år. Lige siden min gymnasietid har det for mig været herlig læsning at følge radise-universet med de to nævnte samt Trine, Tomas, Lotte, Nina, Schrøder, Rikke Rask, og hvad de ellers hedder i serien.

Det var Ida Elisabeth og Paul Hammerich, der oversatte den til dansk. Det gjorde de eminent. Mange morgener var dagens radise det første, jeg læste i Politiken. Kriser eller politisk uro? Radiserne kom først. Det var her udtrykket ”Jeg græmmes!” havde sin fødsel.

Det er en oversættelse fra det amerikanske ”good grief”. Også Trines legendariske ”Lykken er en varm hundehvalp” stammer fra tegneserien.

Senere har jeg som præst utallige gange brugt en stribe i prædikenen. Det har givet smil og eftertanke. En af mine yndlingsstriber, som jeg både har brugt om søndagen og ved en enkelt begravelse, er den, hvor Søren Brun åbner sin madkasse og ser, at den ene mad efter den anden er en spegepølsemad. På det sidste billede kigger han på os og siger: ”Mor gør det så godt, hun kan!”.

Smukkere kan det vel heller ikke blive! Hvis man bare fik den ros, så var det vel ikke helt hen i skoven.

Hvis man vil læse lidt mere om Radiserne i evangelisk lys, så kan bogen ”The Gospel According to Peanuts” fra 1965, skrevet af præsten Robert L. Short, anbefales. Den blev for øvrigt selv en bestseller med over 10 millioner solgte eksemplarer.

Animationsfilmen, der hedder det lange kunstige navn ”Filmen om Radiserne med Nuser og Søren Brun” - som om vi ikke ved, hvem der er med? - er et dejligt bekendtskab.

Der sker selvfølgelig noget, når hele universet flyttes over fra tegneserie med korte striber til animation. Jeg foretrækker nok stadig striberne. Dér kan man lige trække vejret og nappe pointen lidt roligere.

Radiserne er jo dybe med klare filosofiske og religiøse undertoner. For mig ligger hele det kristne univers som en bund under det hele.

Filmen har sin egen charme, og der er mange gode punchlines. Den første er et minut inde i filmen, hvor alle vennerne får en telefonbesked om, at skolen er lukket. Der er snefri, hvortil Søren Bruns lillesøster, Nina, siger: ”Så går ønsker altså i opfyldelse!”.

Tag den, politikere, der stemte for lange skoledage! Skoleelever elsker at holde fri!

Det er vinter i Radiseby. Det er en typisk amerikansk forstad med 60'er-look. Søren Brun og vennerne er i gang med deres aktiviteter, da der flytter en ny pige ind over for Søren Brun.

”Den rødhårede pige”, som Søren Brun straks bliver dødforelsket i, skal gå i samme klasse som ham. Det giver mange pinsomme oplevelser for vores ven Søren Brun.

”Det er modet til at fortsætte, der tæller,” trøster hans gode ven Tomas ham, når det igen er gået galt. Det er jo nærmest en evangelisk bemærkning, i hvert fald af luthersk tilsnit. Det minder mig om Luthers bemærkning ”Synd tappert”.

Bliv ved, menneske, for der er altid håb. Det er pointen i filmen.

Det er ikke dumt at høre i disse dage, hvor vi fordøjer Juleevangeliet, hvor der er godt nyt til tabere. Det budskab skaber en befrielse begyndende i det små. Som Søren Brun selv siger til sin ven Nuser, da han endnu en gang er blevet ramt af utilstrækkelighed:

”En hund giver ikke gode råd og dømmer heller ikke én.”

Det gør Gud heller ikke! Han vil barmhjertighed, godhed, empati - og det folder Søren Brun dejligt ud i filmen. Jeg græmmes ikke over filmen, tværtimod!

kultur@k.dk