Regeringen vil støtte koldkrigsmuseum og madkultur i Jylland

I Venstres finanslovsudspil er der afsat midler til Fregatten Jylland, åbningen af en koldkrigsbunker i Himmerland og fremme af jysk gastronomi. Ikke nok, mener DF

Regeringen vil på finansloven finde 10 millioner kroner til at åbne atombunkeren Regan Vest, 60 meter under Rold skov, for publikum. Bunkeren blev bygget til at huse den danske regering og kongefamilie i tilfælde af krig under den kolde krig.
Regeringen vil på finansloven finde 10 millioner kroner til at åbne atombunkeren Regan Vest, 60 meter under Rold skov, for publikum. Bunkeren blev bygget til at huse den danske regering og kongefamilie i tilfælde af krig under den kolde krig. .

Mens der i dag bliver talt mest om pension, uddannelsesstøtte og skat, har regeringen i sit oplæg til en finanslovsaftale for 2017 prioriteret midler til en række mindre områder inden for kulturområdet, hvor hovedsageligt jyske institutioner vægtes højt. 

Hvis statsministeren får sin vilje med den kommende finanslov, vil især museer og gastronomi i Jylland få støtte de kommende år.

Det drejer sig blandt andet om et helt nyt museum i Himmerland, hvor den gamle koldkrigsbunker Regan Vest i Rold Skov, står til at modtage 10 millioner kroner, hvis det står til regeringen. Det skriver DR Nordjylland.

Regan Vest er en hemmelig bunker, der tidligere havde til formål at huse Kongehuset, regeringen og embedsmænd i tilfælde af atomkrig. Og der er store forhåbninger til den nye turistattraktion i det jyske.

"Det bliver en top-fem turistattraktion i Danmark. Det tror jeg alle, der har været ude at se det, vil sige," siger folketingsmedlem for Venstre i Nordjylland, Preben Bang Henriksen til DR Nordjylland.

Han kalder det "et scoop for Nordjylland", at man får driften af Regan Vest på finansloven. 

Ifølge DR Nordjyllands oplysninger vil Venstre-regeringen støtte Regan Vest med et årligt driftstilskud på 2,6 millioner de næste fire år. Museet skal desuden finansieres gennem fonde, lyder det i oplægget.

Ifølge Preben Bank Henriksen vil museet spille en vigtig rolle i mindet om den kolde krig.
 
"Rigtig mange har af den ene eller anden grund glemt perioden omkring den kolde krig, og på Regan Vest får man et helt fantastisk indtryk af den," siger han. 

Regeringen har afsat i alt 30 millioner kroner på finansloven til en række mindre tiltag, herunder et etableringstilskud til Gastro North, der har til formål at vække international interesse for især nordjysk gastronomi.

Forslaget indeholder også et større beløb til den løbende vedligeholdelse af Fregatten Jylland i Ebeltoft de næste fire år.

Det sidste kan anskues som en håndsrækning til Dansk Folkeparti, der ved flere finanslovsforhandlinger har kæmpet for at redde penge hjem til bevaring af verdens længste bevarede krigsskib af træ.

Partiet har dog gennem flere år plæderet for, at der findes en permanent løsning i stedet for "lappeløsninger", som kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) kalder regeringens udspil. 

"Det er ikke nok. Vi ønsker en fast post på finansloven på 3,3 millioner kroner årligt. Så der er stadig noget at arbejde med, før vi er helt i mål," siger Ahrendtsen til Kristeligt Dagblad.

Dansk Folkeparti har har i sit finanslovudspil foreslået, at 15 millioner kroner tages fra de sjællandske museer Arken og Louisiana og flyttes til en række kulturinstitutioner i provinsen, blandt andet Regan Vest, landbrugsmuseet Gl. Estrup og Fregatten Jylland.

Venstre vil ikke afvise en endnu bedre løsning for Fregatten Jylland, lyder det fra kulturordfører Britt Bager ifølge DR Østjylland. Men det vigtigste er, at skibet kan blive vedligeholdt og være en attraktion i fremtiden.

Regeringens udspil til finansloven for 2017 blev offentliggjort i dag.