Regnorme, svirrefluer og den hellige gral

Man kommer vidt omkring i selskab med Fredrik Sjöberg

Den svenske forfatter Frederik Sjöberg. Arkivfoto.
Den svenske forfatter Frederik Sjöberg. Arkivfoto. Foto: Jonas Ekströmer.

Frederik Sjöberg: Rosinkongen. Oversat af Charlotte Jørgensen. 227 sider. 300 kroner. Forlaget Hr. Ferdinand.

Den svenske forfatter, fluesamler med mere Fredrik Sjöberg var ukendt for de fleste danskere (på nær, formoder jeg, fluesamlerne), indtil forlaget Hr. Ferdinand i 2013 udgav bogen ”Fluefælden”, der i 2014 blev efterfulgt af ”Kunsten at flygte”. Nu er trilogien afsluttet også på dansk med ”Rosinkongen”.

Bag de underfundige titler gemmer der sig en form for essaysamlinger, der alle tager udgangspunkt i forfatterens samlergen og lyst til at følge en historie helt til dørs med alle de svinkeærinder, det nu medfører. Også i ”Rosinkongen” kommer vi, bogstavelig talt, vidt omkring. Fra Gotska Sandön til San Francisco, fra Sjöbergs barndom som insektsamler i 1970'erne til de store gamle samlere i slutningen af 1800-tallet.

Det er i sandhed en samler af de usædvanlige, som Sjöberg har kastet sit forelskede blik på i ”Rosinkongen”: Gustaf Eisen (1847-1940), klassekammerat med og en af de tidligste mæcener for forfatteren August Strindberg (1849-1912).

En svagelig stockholmsk dreng, som får en skolegang af usædvanlig høj naturfaglig kvalitet på Gotland, hvad der gør, at han som 21-årig, sammen med en ven, kan udgive afhandlingen ”Bidrag til kännedomen om Gotska Sandön”.

Men Gustaf Eisen stiller sig ikke tilfreds med den svenske klippegrund, tværtimod kommer han til at leve et liv så eventyrligt, at hvis man ikke vidste, det var sandt, ville man tro, at Sjöberg var fuld af løgn. Eisen optræder som regnormeforsker ved California Academy of Sciences, er forfatter til væsentligt værk om rosinindustrien, stifter af Sequoia National Park i Californien, international glasperlesamler og sluttelig forfatter til en syv kilo tung bog om ”den hellige gral” (som han tilmed selv havde fundet, og som i dag kan ses på The Met) og ”The Great Chalice og Antioch” fra 1923.

Og Sjöberg følger ham hele vejen uden nogensinde at skynde sig. Tværtimod ynder han at skifte spor i bedste krimistil - det er ganske godt gået at få læsere til febrilsk at vende sider, også når det handler om fluefangst!

Sjöberg er ikke en biografist i den forstand, at han vil have alt med eller grave det skjulte og fordækte frem. Også de døde må have deres hemmeligheder og besvær i fred. Det må de levende også, Sjöberg strejfer sine egne smertepunkter, men krøller elegant videre, sløjfe på sløjfe. Det er godt gjort, og indimellem tenderer det krukkeri.

Sjöbergs spørgsmål - og drivkraft - som han af gode grunde ikke kan stille til Eisen, han døde nemlig i New York som 93-årig, er, hvad der driver et menneske som Eisen og dermed også, hvad der driver Sjöberg, fluesamler, essayist med mere selv?

Hvorfor kan et sjældent eksemplar af en svirreflue gøre en voksen mand stjernelykkelig? Hvad er det, der skal til for at give et liv mening, og hvad er det, der får mennesket til at rejse sig og fortsætte, som Eisen gjorde, da han i 1906 mistede hele sin samling ved en brand i forbindelse med jordskælvet i San Francisco?

Sjöberg finder naturligvis ikke det store svar, men i sig selv er hans fortælling et svar: Mennesket søger mening, sammenhænge, mennesket er nysgerrigt, og mennesket elsker den gode historie.

En god historie - det er ”Rosinkongen”. Ikke mindst for de mange mennesker, der selv har et samlergen, om det så udarter sig i fysiske samlinger eller blot i trangen til at gå på vandring i fortiden og samle gode historier op.

kultur@k.dk