2016 er hundredåret for maleren Vilhelm Hammershøis død. Det markeres med Ordrupgaards fine udstilling ”Hjemme hos Hammershøi” og en særophængning af kunstnerens arbejder i Davids Samling i København.
Selvom Hammershøi malede en lang række landskaber og arkitekturbilleder, er han mest kendt for sine interiører, ikke mindst fra adressen Strandgade 30 på Christianshavn, hvor kunstneren boede i tiåret fra 1898 til 1908. Flere af disse interiører skildrer hustruen Ida eller broderen Svend læsende i det svale sidelys. Som regel står de – ligesom henfaldne i sig selv – med den opslåede bog mellem hænderne i de spartansk møblerede rum. I deres nærhed er måske en empiresofa, en stol og et bord eller en skrivepult – og sine steder Hammershøis staffeli.
De læsende i Hammershøis billeder er ikke alene henfaldne, de er også hjemfaldne, ikke til straf, men til en ikke nærmere defineret skæbne, der lurer i de rensede rum, hvor tavsheden råder. De solitære skikkelser i Hammershøis interiører er sluttet om sig selv og deres eget forehavende, nemlig at læse og blive væk i den forestillingsverden, som læsningen fremkalder.
Hammershøis billeder er således ikke blot og bart realistiske, de er også allegoriske og beskæftiger sig med den særlige eksistentielle modus, der har med menneskets forestillingsevne at gøre. De beskæftiger sig med andre ord ikke kun med den fysiske tilgang til verden, men også den metafysiske og spirituelle.
I sidste ende kan man sige, at Hammershøis billeder handler om inspiration. Kunstnerens egen – lærred og staffeli er hele tiden medtænkt – men også alle andre menneskers. Inspirationen kan nok komme udefra med lange ekspeditioner i tid og rum, men hos Hammershøi kommer inspirationen mest indefra. Ikke fra mellemværendet med de andre, men fra mellemværendet med det andet. Tilegnet gennem læsning, skrivning, tegning eller musiceren i sublim ensomhed. Hans billeder er tilegnet den menneskelige bevidsthed og dens indlysende rigdom.
Hvorfra havde Hammershøi denne længsel efter det sluttede rum og hjemmet som et refugium for tanken? Ja, den havde Hammershøi fra mange af epokens malere, digtere og tænkere inden for den symbolistiske bevægelse i Europa og Norden på kanten af år 1900. Men der kan være grund til i særlig grad at fremhæve den franske forfatter J.-K. Huysmans’ roman ”A rebours” fra 1884. Romanen blev tidens dekadencebibel, som alle i europæisk kulturliv talte om. Herhjemme blev den introduceret af digteren og litteraten Johannes Jørgensen, der skrev et essay om Huysmans og senere en lille bog på tysk om ham.
”A rebours” betyder ”Mod strømmen”, og det er, hvad romanen handler om. Dens hovedperson, Jean Floressas des Esseintes, skærmer sig mod den moderne nytteorienterede, brutalt materialistiske og sanseligt depraverede verden i Paris og isolerer sig inden døre i et hus i provinsen. Hvert rum farvesætter han efter Goethes harmoniske farvelære og hengiver sig til æstetiske studier og ikke mindst sine egne tanker. Romanen er én lang, meditativ og prosalyrisk beskrivelse af des Esseintes’ interesser for litteratur, kunst, indretning, blomster, parfume og udsøgte vine. Des Esseintes forsvinder ind i drømmende, nydende og radikale eksistentielle refleksioner.
Des Esseintes går mod strømmen ved at vise foragt for den ydre verden for i stedet hengive sig til tavsheden som værn mod ”den tiltagende skamløshed i de absurde og idiotiske konversationer”. Han foretager med Huysmans’ ord ”lange forskningsrejser i sin egen lænestol foran kaminilden” og ”drukner sjælen i melankoliens og vemodets endeløse rytmer”. Præcis som Hammershøi. Hans billeder er en slags visuelle paralleller til Huysmans’ roman, ikke helt så dekadente, ikke helt så langt ude, men så meget desto dybere inde i rum og bevidsthed – og præcis det punkt, hvor rummet smelter sammen med bevidstheden.
J.-K. Huysmans roman ”A rebours” er mærkværdigvis aldrig blevet oversat til dansk. Den være hermed anbefalet, ligesom Vilhelm Hammershøis interiører. Det er værd at lukke rummene op og gå indenfor.