En stormfuld himmel hænger over den korsfæstede Kristus. I sit maleri ”Kristus på korset” fra 1853 valgte den franske kunstner Eugène Delacroix at lade vejret spille en vigtig rolle. Ansigtet på den korsfæstede er gemt i skygge, mens der falder lys på hans krop med de åbne sår og ned på en besvimet jomfru Maria. For foden af korset vrider en fortvivlet Maria Magdalene sine hænder, mens hun vender ansigtet op mod himlen.
Motivet var et, Delacroix (1798-1863) flere gange vendte tilbage til, og når maleriet har en særlig intensitet - så er det fordi, at det med al sandsynlighed blev til under intense forhold.
Forfatteren Théophile Silvestre har således i sin dagbog beskrevet, hvordan Delacroix skitserede maleriet som i en febervildelse i løbet af en nat.
De religiøse malerier har en særlig position på en ny udstilling på National Gallery i London, som sætter fokus på den store franske romantiske kunstner Delacroix og den indflydelse, han havde på sine samtidige og efterfølgende generationer.
”I den senere del af hans liv var mange af hans motiver religiøse, og han fokuserede næsten kun på påsken,” forklarer kurator Patrick Noon fra Minneapolis Institute of Art, som er med til at tilrettelægge udstillingen.
Over for ”Kristus på korset” hænger således ”Klagesangen” fra 1848, hvor disciple og kvinder sørger over Kristi lig foran graven. Mest markant er disciplen Johannes, der sidder i forgrunden iført røde klæder, bar overkrop og med tornekransen i hænderne.
Delacroix var selv begejstret for maleriet. Da han genså maleriet hos en privat samler fem år senere, udbrød han: ”Du kan ikke løsrive dig fra billedet, og ingen detaljer synes at kræve særlig beundring eller distrahere opmærksomheden fra helhedsbilledet”.
Delacroix hentede stor inspiration i litteratur og Bibelen, og han sagde selv, at ”de gav fantasien frit spil” samt gav ham muligheden for at finde ”en måde at udtrykke sine egne særlige følelser”.
Tidligere i karrieren var det eksempelvis den engelske poet Lord Byron, som var en stærk inspiration, særligt i de første orientalske malerier.
”Men det var efter at have læst i Det Nye Testamente, at han begyndte at male med nærmest en vildskab,” siger Patrick Noon.
Han tilføjer, at Delacroix var meget bevidst om, at han fulgte en lang tradition - og at hans billeder skulle hænge side om side på Louvre med kunstnere, han beundrede, som Rubens.
”Delacroix var ikke nødvendigvis en religiøs person, men han skrev, at de religiøse motiver var universelle i, hvad de udtrykte om den menneskelige lidelse,” fremhæver Patrick Noon.
I et andet maleri er det stormen på Genesaret Sø, et motiv, Delacroix vendte tilbage til syv eller otte gange. I udgaven fra 1853 stråler panikken ud af øjnene på disciplene, mens Jesus sover fra det hele med en skinnende gul glorie over hovedet, som er i stærk kontrast til det oprørte blågrønne vand og den røde båd. For samtiden var det stærke farver på sådan et motiv, men farvevalget blev beundret af kunstnere som Vincent van Gogh.
Et andet billede viser den første kristne martyr, Sankt Stefan. I Apostlenes Gerninger beskrives, hvordan han blev stenet uden for Jerusalems bymur - et hyppigt motiv i malerkunsten. Men Delacroix vælger i stedet at vise en mere sårbar situation, hvor de sørgende kristne bærer liget væk.
Den samtidige franske digter Charles Baudelaire priste eksempelvis den måde, Delacroix's billeder var fulde af ”blod, lys og lidelse”.
Patrick Noon fremhæver, at der er noget naturligt og bevægende i hans billeder.
”Når han malede, var han så nervøs for at overmale billedet og fylde for mange detaljer på. Det handlede om at stoppe i tide,” siger kuratoren.
Udstillingen er tematisk bygget op og starter med portrætter og besøger temaer som landskaber og blomstermalerier. Men det største rum er dedikeret til det orientalske. I begyndelsen malede Delacroix ud fra fantasien og litteraturen - herunder Lord Byrons poesi fra Tyrkiet. Men i 1832 fik den 34-årige kunstner muligheden for at besøge Nordafrika, efter Frankrig havde invaderet Marokko. Her mødte han en helt ny verden af farver og kaos, som han fandt begejstrende. Samtidig var der et intenst solskin, som han aldrig havde oplevet i Paris, og han kom hjem med fyldte skitsebøger.
For Delacroix var det også mødet med nye religioner. Blandt hans værker er flere med jødiske motiver. Et af de mest kendte er ”Det jødiske bryllup i Marokko” fra 1841. Billedet hænger på Louvre, men er ikke i en tilstand, hvor det kan lånes ud. Men Pierre-Auguste Renoir var så inspireret af maleriet, at han malede en kopi i endnu mere skarpe farver i 1875, hvilket er med til at understrege den indflydelse, Delacroix havde.
”Delacroix tænkte på Nordafrika som antikken i levende live. Her kunne han se de varer, traditioner, liv og bevægelse, som viste, hvordan de gamle romere og grækere havde levet. Det var en banal kolonialistisk tilgang, men han formåede at gøre det til noget unikt i sine billeder,” forklarer Patrick Noon.
Et af de mest dynamiske billeder er ”Konvulsiviske i Tangier,” som viser sufi-muslimer, der løber gennem gaderne i religiøs ekstase.
Delacroix oplevede scenen fra et loft, hvor han gemte sig af frygt for at blive overfaldet. Situationen var så stærk en oplevelse, at han først malede motivet seks år senere, og det er nu et eksempel på den tidløse verden, som Eugène Delacroix så i, hvad han selv betragtede som Orienten.
”Delacroix and the Rise of Modern Art” på The National Gallery i London vises frem til 22. maj.