Christian den Syvendes berømte tyske livlæge, Johan Friedrich Struensee (1737-72), der reelt var Danmarks egent-lige magthaver 1770-72, var ikke ateist. Man kunne ellers godt få det indtryk, når man ser Nikolaj Arcels allerede prisvindende kærlighedsdrama En kongelig affære.
LÆS OGSÅ: Arcel: Stor ære at få en Sølvbjørn
På filmfestivalen i Berlin vandt filmen både prisen for bedste mandlige hovedrolle og for bedste manuskript, som filmens instruktør Nikolaj Arcel har skrevet sammen med makkeren Rasmus Heisterberg. Og i Arcels danske storfilm, der måske er den største danske periodefilm siden Bille Augusts Pelle Erobreren, virker samtlige præster magtliderlige, mens den idealistiske oplysningsmand Struensee (spillet af Mads Mikkelsen) sætter stærkt spørgsmålstegn ved, om den barnagtige konge er mere skør end dem, der tror på, at verden blev skabt på seks dage.
Struensee var selv et religiøst menneske, men han forholdt sig samtidig kritisk over for religionen og gav sig selv lov til at stille spørgsmål, forklarer Nikolaj Arcel, der dog medgiver, at filmen langt fra fokuserer på Struensees eget bløde punkt for troen:
I filmen har vi taget nogle af de mere skarpsynede meninger, han havde. Og det er klart, at filmen er mere sort-hvid, end virkeligheden var. Der er også nogle ting, der kunne have nuanceret historien, der er røget ud fra det oprindelige manuskript. Men historien er i forvejen superkompleks med så mange lag, som man bliver nødt til at tynde ud i for at få folk med. På den måde er filmen en dramatisering og forsimpling af historien. Det er der ingen tvivl om. Men filmen skal til gengæld slet ikke ses som et opgør med religion generelt, siger Nikolaj Arcel og tilføjer:
Jeg er selv halvt græker og vokset op med meget religiøse bedsteforældre, og jeg har selv stor respekt for religion på det personlige niveau. Jeg sidder faktisk og skriver på et nyt filmmanuskript i øjeblikket, hvor en meget sortsynet mand får håb gennem en ven med et religiøst livssyn. Men der, hvor jeg vil fastholde, at religion bliver problematisk, er, når man bruger den som magtredskab over for andre mennesker. Religion er en personlig sag, men hvis man blander religion ind i styreformer og statsformer for at tvinge andre til at tænke på en bestemt måde, synes jeg, at det bliver problematisk. Det gør man stadig i mange lande i verden, og det gjorde vi også selv. Og når præsterne måske fremstår som skurke i vores film, er det ikke, fordi vi er ude efter de religiøse, men mod misbruget af religion.
Forleden bragte Kristeligt Dagblad en artikel om, hvordan 1700-tallet netop er begyndt at optage folk igen, og det er kun naturligt, mener Nikolaj Arcel:
Jeg tror, at grunden til, at det er blevet populært at beskæftige sig med 1700-tallet, er, at vi i forvejen taler meget om frihed og rationale kontra fundamentalisme. Og dér rammer erfaringerne fra 1700-tallet lige ned i den debat, der konstant foregår i dag, hvor man også diskuterer de nye strømninger kontra konservative tanker. Og dertil har 1700-tallet også en romantisk fascination over sig. Det var en tid med store dramaer, hvor man levede på grænsen til revolution, ligesom man for eksempel også ser brydninger i det arabiske forår i vores tid. Og når vi i dag diskuterer islam og de meget fundamentalistiske og forstokkede religiøse, der bruger tortur og holder andre mennesker nede med diktatur i religionens navn, synes jeg, at det er interessant at tænke på, at det faktisk ikke er så længe siden, at vi selv begik mange af de samme fejl. Derfor synes jeg, at det er interessant at lave en film om nogle humanistiske kræfter, der tydeligvis prøvede at bryde igennem, men blev holdt meget stærkt nede af folk, der i religionens navn prøvede at blive siddende på magten. Og det er jo noget, der stadig sker i andre lande i verden.
Det var dog først og fremmest jagten på en god kærlighedshistorie, der ledte Nikolaj Arcel og hans manuskriptmedforfatter Rasmus Heisterberg på sporet af Struensee ved en tilfældighed.
Vi talte om, hvor utroligt det var, at den historie aldrig var blevet filmatiseret. Og jo mere vi studerede historien, jo mere fascineret blev vi af karaktererne og historien i det univers. Det kunne ikke kun blive en fantastisk kærlighedsfilm, men også en politisk film og et trekantsdrama blandt royale i 1700-tallet. Og det primære for mig har faktisk været at skildre trekantsdramaet mellem Struensee, Christian den Syvende og Caroline Mathilde, siger Nikolaj Arcel, der selv mener, at filmen handler mere om personerne end om det storpolitiske drama omkring dem:
Det er selvfølgelig interessant, at Struensee er den visionære mand med en masse nye idéer til reformer, men på en lidt jantelovsagtig måde bliver straffet for det. Med det samme Struensee opløste censuren, begyndte hans fjender at bruge ytringsfriheden om ham. På den måde var det en forsmag for nutidens spindoktorer. Med jeg synes først og fremmest, at filmen handler om forholdet mellem de tre hovedroller. For en manuskriptforfatter er det naturligvis interessant, at der har været et kærlighedsforhold mellem dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge. Det er et dejligt drama ved hoffet. Men jeg synes også, at venskabet mellem Christian den Syvende og Struensee er meget spændende, og jeg synes, at magtovertagelsen og den magtfuldkommenhed, der lister sig ind på Struensee, mens han glemmer sit venskab med kongen, er vanvittig spændende.
Frihed er også et hovedtema i filmen, og det er ikke for ingenting, at Rousseau-citatet Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker, får plads i en scene, fortæller Nikolaj Arcel:
Det, der er fælles for de tre mennesker, er deres trang til frihed. Caroline Mathilde er fanget i et forfærdeligt ægteskab, kong Christian den Syvende er fanget i en rolle, han ikke har ønsket som konge og Struensee er en idealist, der i første omgang var fanget i en position uden indflydelse. De tre kom til at udgøre en magtfuld kerne, der kunne forandre tingene. Problemet var, at de pludselig begyndte at forelske sig i hinanden på kryds og tværs. Og venskaberne blev ødelagt på grund af det.