Religion som et sted for forsoning og nye livsmuligheder

Navid Kermani er født i 1967 i Tyskland som søn af iranske indvandrere. Den 18. oktober modtager han i ...

Navid Kermani er født i 1967 i Tyskland som søn af iranske indvandrere. Den 18. oktober modtager han i Frankfurt de tyske boghandleres fredspris i forbindelse med den store internationale bogmesse i byen. Foto: Süddeutsche Zeitung/Scanpix

På søndag modtager Navid Kermani de tyske boghandleres fredspris. I sin seneste bog udlægger den anerkendte tyske muslimske intellektuelle kristendommens billeder

Hvad sker der, når en muslim, født, opvokset og uddannet i Tyskland, går på opdagelse i kristendommens billedverden? Hvis den religiøse opdagelsesrejsende er Navid Kermani, tysk orientalist, forfatter og essayist, så får man begavede livtag, et nyt perspektiv på kristendom og islam og på muligheden for fredelig sameksistens.

Navid Kermani, født i 1967 i Tyskland som søn af iranske indvandrere, modtager søndag den 18. oktober i Frankfurt de tyske boghandleres fredspris i forbindelse med den store internationale bogmesse i byen.

Kermani får prisen, fordi han er en af de vigtigste stemmer i det tyske samfund, der må indstille sig på den mangfoldighed af menneskelige erfaringsverdener, der kommer af forskellig national og religiøs baggrund, for at muliggøre en fredelig sameksistens, som det hedder i priskomiteens begrundelse.

I en netop udkommet essaysamling af Kermani viser åbenheden for andre erfaringsverdener sig også som en dyb indlevelse ikke bare i kristendommens billeder, men derigennem også i hele kristendommens univers.

”Ungläubiges Staunen”, vantro undren, er den velvalgte titel på bogen. Vantro, fordi Kermani er muslim og dermed set fra kristendommens perspektiv en vantro, kætter - og undren, fordi han går til kristendommens billeder med stor religiøs indlevelse. Bogens undertitel er ”Om kristendom”, og for Kermani er kristendommens fascination dens sanselighed, hans tilgang er æstetisk.

Hans første fokus er mor og søn. En antik Maria i Rom får Kermani på sporet af, at kristendommen er en mulighed. At denne flertallets religion i Tyskland ikke bare er læggede nederdele og stivede skjorter, som han har mødt det hos de bibeltro protestanter i Siegen, hvor han er født og opvokset. Kys, klostre og Caravaggio ligger nærmere Kermani, hvis egen religiøsitet er præget af sufismens mystik. De tyske evangeliske kirkedage betegner han derimod som sin tids ”mest uerotiske foranstaltninger”.

Kermani har ud over islam studeret filosofi og teatervidenskab og har arbejdet som dramaturg og litteraturkritiker. Han er en belæst mand, men han tilegner sig kristendommen gennem billederne. Han taler som muslim om ”min kristendom” og er på den måde en grænsegænger, der betragter kristendommen både udefra og indefra.

I sit første og mest teologiske hovedkapitel er fokus på Maria og Jesus, mor og søn. Her udlægger Kermani det kærlige blik mellem Maria og Jesus hos El Greco. Han ser Botticellis korsbærende Jesus klædt i rødt som en dansende sufi, en manifestation af Gud. I sufismen er Jesus ifølge Kermani blandt profeterne inkarnationen af den mystisk-erotiske kærlighed, et forbillede for de elskende i litteraturen. Som muslim lægger han afstand til korset, men tager det også til sig i en skulptur af Karl Schlamminger og ser opstandelsens håb anskueliggjort i Bellinis billede af den opstandne. Med Kermani som billed- og traditionsfortolker får man nyt perspektiv også på kernen i kristendommen.

I andet hovedkapitel er det vidnerne, det gælder, indtryksfuldt indledt af en udlægning af Fernand Cormons filmiske maleri fra 1880 af Kains flugt, hvor alene et studie af skyggerne peger på, at her er ingen happy ending. Kains forbrydelse er vores civilisations historie.

Andre nedslag er Dürers Job, og som et nutidigt vidne opsøges klostret Mar Musa i den syriske ørken, hvor den italienske munk Paolo dall'Oglio har slået sig ned og legemliggør den kristne kærlighed til islam - med store personlige omkostninger.

Et sidste kapitel rummer en række tematiske billedessays - om kaldelse og kirke, om tradition og offer. Når Kermani står foran Caravaggios billede af Isaks ofring, er det Isaks blik på beskueren, der rummer hans religion. Pointen i religion - i islam eller kristendom - er ikke, ifølge Kermani, at Abraham ville have ofret Isak, men at han ikke skulle ofre sin søn. Endelig hyldes Frans af Assisi under temaet venskab som den, der - midt i en korstogstid - indgik venskabsforbund med den egyptiske sultan al-Malik al-Kamil. Her forenes de to religioner, som Kermani har dybest kendskab til.

Om Kermanis mystiske indgang til religionerne er vejen frem, kan man naturligvis diskutere. Men seriøsiteten i indlevelsen, den begavede og perspektivrige udlægning af kristendommens billeder - den er ualmindeligt stimulerende og værd at følge.

Og opmuntrende er det i en tid, hvor man ofte ser religion som en splittende faktor, at de tyske boghandleres fredspris i år går til en person, som ikke alene ser religion som en levende virkelighed, men også som et sted, hvor forsoning er en chance og en reel mulighed.

kultur@k.dk