”Messias” opføres i denne tid over hele Danmark i forskellige udgaver og med varieret besætning, og folk fylder kirker og koncertsale. For Händels oratorium om Frelserens komme til denne verden er et værk, man aldrig bliver træt af at opleve – og da slet ikke, når det fremføres med en så stor kompetence og kvalitet, som det var tilfældet, da Mogens Dahl og hans tropper i fredags i en fyldt Holmens Kirke præsenterede sin 2016-version af værket.
Grundstammen i Mogens Dahls musikalske projekter er det kammerkor på 16 sangere, som for længst har nået en fornem status i Norden, og som også har gjort lykke længere ude i Europa.
De fire gange fire sangere (sopraner, alter, tenorer, basser) kan i den grad deres ”Messias”, og det medfører, at den musikalske nydelse bliver underbygget af en klangbund af tryghed. Som lytter oplever man derfor, at der er tid til at tænke nærmere over den brogede mosaik af bibelcitater, som Händel og hans tekstforfatter, Charles Jennens, i begyndelsen af 1740’erne havde lagt, og som er en skønsom blanding af pluk fra Det Gamle og Det Nye Testamente. Det handler om forventning og opfyldelse.
I år var de fire sangsolister fordelt på to svenskere, sopranen Hanna Husáhr og mezzosopranen Janna Vettergren, og to englændere, tenoren Mark Padmore og barytonen Peter Harvey. De var alle fortræffelige med herrerne som de mest prægnante: Padmore demonstrerede til fulde, at han er i verdensklasse i et sådant repertoire, mens Harvey både vokalt og fortolkningsmæssigt satte trumf på til sidst i den frydefulde og ærefrygtindgydende arie ”The Trumpet Shall Sound”, hvor solotrompetisten fra det engelske barokensemble Orchestra of the Age of Enlightement, David Blackadder, rejste sig og lod sin ventilløse trompet gjalde, så det rungede under den gamle kirkes hvælvinger.
Orkester – inspireret anført af koncertmesteren Pavlo Beznosiuk, gennem det sidste kvarte århundrede en af verdens mest ansete barokviolinister – og kor var et fortræffeligt match, og foran de mange dedikerede musikere sørgede Mogens Dahl for et konstant naturligt flow – uden at forfalde til markerede opbremsninger, overdrevne fraseringer eller andre unoder.
I en vis forstand var det en moderne ”Messias”, men i bund og grund var fremførelsen solidt forankret i den bedste baroktradition: Værket fik ånderum og foldede sig i al sin vælde og intimitet ud som den rene julefryd.