Den norske forfatter Kjell Askildsen udgav sidste år en lille samling noveller under titlen ”Venskabets pris”. Den er nu oversat til dansk. Samlingen består af 12 tekster skrevet i perioden 1998-2004, men ikke publiceret før. Der er altså tale om en slags rester, men man må nok sige, at det er rester fra en mesters bord, så de har en kvalitet, som de færreste kan hamle op med.
Askildsen er berømt for sine korte noveller, hvori der i og for sig ikke foregår så meget, men hvor stemningen er tyk og betydningsladet – ikke mindst med en følelse af eksistentiel tomhed og fremmedhed.
Det kan handle om de følelsesmæssige knuder og gnidninger mellem ægtefæller. Det er dårligt til at se, hvori knuden består, men man føler den desto stærkere i alt det usagte, i de akavede samtaler og i personernes store indtag af alkohol. Der er noget ravruskende galt, og man fornemmer det med et ubehag, der kun overgås af det behag, der opstår af den særlige måde, det er beskrevet på.
Novellerne er nærmest umulige at genfortælle, fordi der bliver så lidt tilbage, når formen, hvori de er fortalt, forsvinder. Men det kan for eksempel handle om den ubehagelige situation, der opstår, når man møder en gammel ven efter 16 år.
Hvad skal man sige, når man ikke har jævnlig omgang med hinanden, og når den ”gensidige påvirkning” er ophørt? Og det kan handle om, hvad man skal gøre, når man er i kirke og ikke tror på det, præsten prædiker ved en brors begravelse.
Præsten siger, at man ”ikke måtte spærre den nødvendige, den livgivende sorg inde.” Men det forstår den levende bror ikke noget af. Den ”livgivende” sorg – begrebet giver ingen mening, fordi ingen forvandling synes mulig i novellerne.
Askildsens personer er fanget i en ensomhed og bundethed, som de, til trods for at de gerne fører sig frem som fornuftmennesker og kynikere, alligevel længes ud af. Det kan være manden, der bor alene i sit hus, og som ser, at der pludselig er en kvinde i nabohuset, der ellers står tomt.
Han forelsker sig i hende uden at have mødt hende. Han vil hende, men har sin natur imod sig: ”den er som en knyttet hånd; kunne man blot åbne hånden og lade der flyve pile fra hver en finger!”.
I novellen ”Gustav Herre” arbejder en mand på et essay med titlen ”Modernismen som frigørelse og skalkeskjul”. Det går trægt med det. Men det gør det meste for personerne i Askildsens noveller. De sidder nemlig fast i situationer, hvor de er principielt fri, men alligevel bundet til noget – det være sig seksuelle drifter eller samvittighed og moralske hæmninger.
Askildsens noveller er selv en del af den modernisme, som her bliver tematiseret. Modernismen handler på en dobbelttydig måde om forholdet mellem frigørelse og tradition. Eller rettere: Modernismen er dette dilemma.
På den ene side er modernismen et opgør med traditioner, ikke mindst af religiøs art, på den anden side er den dybt afhængig af kraften i disse traditioner, fordi den jo ellers ikke har noget at gøre op med og frigøre sig fra.
Den er også et skalkeskjul, idet dens optagethed af frigørelsen dækker over en dyb længsel efter de konventioner, der gøres op med. Når den skildrer ensomheden, fremmedheden, det splittede individ og tabet af den guddommelige mening, er den i grunden dybt sentimental, fordi den bliver ved med at kredse om en tabserfaring, hvis følelsesmæssige konsekvenser den ikke kan slippe.
Kun en af hovedpersonerne i disse noveller er en kvinde. Det siger måske noget om, at den måde, problemet udfolder sig på hos Askildsen, er af en særlig mandlig art. Men nu har modernismen også altid haft en maskulin slagside.
kultur@k.dk