Litteraturkritikeren Torben Brostrøm har fortalt, at han under skrivningen af sin monografi om Klaus Rifbjerg fik besøg af digteren selv, der manglede landlig ro til at færdiggøre et filmmanusskrift.
Man kan vel nærmest ikke forestille sig, hvilket pres den ellers gode og kyndige kritiker må have følt. Her sad han omgivet af bøger og forsøgte at skrive om det allerede dengang omfangsrige forfatterskab, mens digteren ufortrødent producerede derudad:
”Når jeg skrev et par ord på skrivemaskinen, hørte jeg ham samtidig affyre ti-tyve stykker. Der sad han og fortsatte sit forfatterskab, håbløst svær at indhente. Som at klatre op ad en glat væg”.
Imidlertid er det nok ikke kun monografiforfatteren, der har siddet med en sådan følelse i mødet med renæssancemennesket Rifbjergs bibliografi (nu over 150 titler), der siden debuten i 1956 bare er vokset og vokset - selv efter at døden sidste år satte en stopper for ordmaskinens imponerende produktivitet.
I hvert fald har jeg selv ofte tænkt, hvad man skulle stille op med denne mastodont: Nøjes med at læse klassikerne? Tage prosaen eller lyrikken? Og så måske følge avisskriverierne, polemikken og journalistikken lidt fra sidelinjen?
Under alle omstændigheder må min generation, født omkring 1988, siges at have en stor og særdeles glat væg at bestige, hvis vi skal nå op på omgangshøjde. Ja, allerede inden vi var født, havde Rifbjerg udgivet ikke så få hovedværker, ikke bare i forfatterskabet, men i dansk litteratur.
Listen er lang og respektindgydende. Derfor var det da også med en vis portion ærefrygt, at jeg kastede mig over den seneste bog i rækken, nemlig digtsamlingen ”Stemmerne”.
På Gyldendals hjemmeside kan man læse, at alle stemmerne i denne digtsamling hidrører ”fra Rifbjergs forfatterskab - det er fiktive personer, der taler. Den litterære nørd kan gå på opdagelse!”. Det er uden tvivl en fin gestus, en hyldest til forfatterskabet, men måske kan det også være en hæmsko i læsningen?
For kan man overhovedet få noget ud af disse digte, hvis man ikke kan genkende ophavet til de fiktive stemmer? Er der også noget at komme efter for læsere, der så at sige ikke er Rifbjerg-feinschmeckere?
Svaret er nok både ja og nej. For selvom man efter endt læsning godt kan sidde tilbage med en følelse af, at man ikke helt har fanget pointen, fordi man ikke har viden nok til at deltage i det arkæologiske arbejde, er det trods alt stadig tydeligt, at digtene ikke præsenterer en klart afgrænset og entydig stemme, men snarere en række jeger med forskellige roller.
På trods af denne flerstemmighed synes mange af digtene dog at være fælles om en udpræget hang til det excentriske, absurde og humoristiske.
Således lægger digtet ”Tarantel” egentlig ud med at være en stilfærdig refleksion over dette dyr, der sidder midt på en klaverbænk, men pludselig slår edderkoppen dog en fis, og pianisten træder ind, dræber den og slår an til ”den sonate af Rachmaninov/ Som ingen kender// Kun hun og hendes selvpåførte/ Ensomhed// Og dræberedderkoppen/ Føj for fanden”.
Spøgefuglen fornægter sig heller ikke i digtet ”God dag”, hvor vi møder et forvirret og svigagtigt jeg (”JEG/ der er så fuld af løgn og knap nok ved/ hvem jeg selv er”), der på grænsen mellem sovende og vågen holder en lettere syret monolog, der slutter i det rene kyllinge-nonsens (generelt er der et eller andet mærkværdig med kyllinger i denne samling): ”Bop bop bop/ og kylle kylle/ rork”.
Disse vers skriver sig ind i Rifbjergs række af spidsfindige eller bare fjollede ordlege og lydord, som gummiskoenes ”snirf, snirf mod asfalten” (i ”Håndbold” fra debuten ”Under vejr med mig selv”), S-togets ”gedunk gedunk gedunk” i ”Besat” (2015) eller digtsamlingen ”Stederne”s (2011) mindeværdige afslutningsord: ”hæ hæ hæ/ og obdeldonk”.
Denne sprogleg tog han til nye højder i tre rendyrkede lyddigte fra ”Intet sikkert abnormt” (2013), men også ”Stemmerne” er beriget med et halvt lyddigt, der synes at ekkoe af det kanoniserede programdigt ”Terminologi” fra ”Konfrontation” (1960). Her får vi dog ikke en ordbog over digtningens vokabularium, men et glosarium over frokostbordets lyde: ”Brød: gnnnng./ Smør: vidr./ Fedt: mnjeddd./ Sild: knegitz./ Sylte: bløddddrde./ Tunge: ungfv./ Italiensk salat: gyrglegyrgle.” Og så videre.
Således er ”Stemmerne” fyldt med absurditet, humor og skøre mærkværdigheder. Men spørgsmålet er bare, om der er mere end det? For mig at se bliver digtene aldrig for alvor læseværdige, tankevækkende eller interessante.
Jeg vil ikke udelukke, at denne smagsdom skyldes et manglende blik for de henvisninger og referencer til tidligere værker, der tilsyneladende er gemt i digtene, men som selvstændigt værk er ”Stemmerne” ikke en højdespringer. Her findes der mange andre på Rifbjergs lange bogliste, som man kan læse i stedet. Lad klatringen begynde.