Rodriguez er levende alderdom

Den aldrende Rodriguez leverede i Søndermarken rock på gravens rand, men det var uimodståelig rollator-rock, mener Bo Hakon Jørgensen

Rodriguez fra den Oscar-nominerede dokumentarfilm, "Searching for Sugarman," da han fredag aften optrådte på Vanguard Festival i Søndermarken, København.
Rodriguez fra den Oscar-nominerede dokumentarfilm, "Searching for Sugarman," da han fredag aften optrådte på Vanguard Festival i Søndermarken, København. . Foto: Pamela Juhl Demotix Denmark.

En gammel, langhåret mand kommer ind på scenen støttet af to hjælpere. Han sætter sig besværet tydeligt påvirket af et langt arbejdsliv i nedrivningsbranchen på en stol ved et bord med vandflasker, som han får hjælp til at drikke fra.

Der er pakket foran scenen i Søndermarken i København, hvor 71-årige amerikanske Rodriguez spillede fredag aften. Alle fans af hans to album og ikke mindst den roste og populære film Searching for Sugarman fra sidste år råber fra plænen foran scenen på at få titelnummeret fra denne, men det kommer først senere.

LÆS OGSÅ: Forsvar for musikken som erkendelsesvej

Hvordan var det så at møde det glemte idol? Med et billede: Der findes zinkkister fra 1600-tallet, der har bevaret luften fra dengang, fordi de har været tilloddede. Dem kan man bruge til at sige, hvordan luften var dengang, ved at sammenligne med luften i dag. Sådan var det i Søndermarken. Der blev åbnet for en luftlomme fra 1960-1970erne, og det var storslået ægte og lidt sørgmodigt.

Det var virkelig en guitarist fra dengang, der lyttede indad i sit instrument og af og til, især mod slutningen af sin en times optræden i nummeret Lucinda, kom op i gear, og hvor man kom til at tænke på Jimi Hendrix. Klasse fra den gamle mand, og endda havde han kræfter til at stå oprejst, som han vel gjorde dengang i tiden.

Nogle unge forlod under koncerten deres pladser, måske skuffede, for de sagde til hinanden: Hvor er han dog gammel! Og ja, det var rock på gravens rand, men uimodståelig rollator-rock. Øjnene på hans fans neden for scenen var i hvert fald ikke skuffede. De fik deres Sugarman med de magiske skibe i en psykedelisk version i slutningen af 1960ernes stil, og vi sang med under træerne i Søndermarken fra romantikkens tid.

Da jeg gik hjem, spurgte jeg mig selv, om det havde været en god koncert nej, dertil måtte den gamle holde for mange pauser og drikke vand. Men undervejs i flere af numrene ringede det kortvarigt. Hvad kan man forlange, når fortiden viser sig frem, som fortiden var?

Skal billedet af den gamle mand på stolen med fingrene legende hen over strengene, med deres kærlighed til musikken, indskrives som bare to stjerner, som andre medier gjorde i deres anmeldelse?

Nej, det var større, langt større. En levende alderdom, der vil stå ved de sange, som åbnede verden for ham, og som spiller dem igen og igen. Og med en klang og en sproglig frasering, som lå langt fra Stones alderdomsspeed og Dylans stive orgelfingre.

At se Rodriguez denne aften var at se det levende, der vil, selv under de mest reducerede betingelser. Der sad et vidne til 1960-1970erne på scenen i en time. En gammel mand med bøllehat og sorte solbriller og så en guitar, som talte lunt og tillidsfuldt til sit publikum.

Hvad forlanger vi mere af vores forældre end at de fortsætter deres tid, så godt de kan i live? Vi har dem jo med os, så det er uundværligt at se dem fra deres stærkeste side, som de var, da de var unge også selvom det kun er i glimt: Resten må vi tænke os til, hvis vi har lidt solidarisk fantasi!

Ja, det var gammelt, men det var ægte gammelt, det, Rodriguez præsterede. Måske de unge var skuffede over, at livet fremover indebærer forfald og lige netop også deres eget forfald! Men så de ikke livets sejrende overskud i fingrenes trylleri hen over strengene?