Antal stjerner: 5
Sidste år udgav Rolf Sparre Johansson sin debutdigtsamling, ”Søvn”, der, i traditionen fra 1970’ernes ligefremme bekendelseslyrik, forsøgte at nedbryde en række tabuer ved at skildre de tvetydige følelser, der er knyttet til det at blive forældre: Yderpunkterne er i den ene ende de små øjeblikke af lykke og i den anden ende situationer præget af vrede og afmagt. Men derimellem findes der selvfølgelig også alt muligt andet, som for eksempel den pludselig fornemmelse af sorg, som kan opstå, fordi barnet, Vera, minder jeget om sin afdøde mor: ”jeg spørger om hun kan huske/ at vi mødte eigil i dag på legepladsen// hun siger mormor, jeg siger/ ja, nej, han var sammen med sin farmor, din farmor er død// sorgen går gennem kroppen/ som en kuldegysning”.
Det er netop denne sorg, tabet af moderen, der er udgangspunktet for og drivkraften i Johanssons nye udgivelse, der altså rent kronologisk kommer før debuten. ”Begravelse”, som den hedder, er et langdigt, der former sig som en monolog, hvor det unge jeg forsøger at fortælle om alt det, der skete i og uden for ham i forbindelse med moderens død efter en lungetransplantation.
Som man kan fornemme , har vi her en digter, der arbejder med de store eksistentielle emner, livet og døden, men Johansson beviser, at man i behandlingen af disse emner ikke behøver at mobilisere store metaforer eller svælge i højstemt patos. At læse denne digtsamling er således egentlig ikke som at læse poesi om sorg og død, men som at sidde over for en person, der famlende og søgende taler til dig.
Dermed ikke sagt, at Johansson ikke er en sprogbevidst digter, for det er han. Hans materiale er bare det prunkløse og letforståelige hverdagssprog, hvormed han med en særlig fornemmelse for linjeskift, selvrettelser, fejl, pauser og gentagelser med stor præcision formår at gengive den sorgramte og til tider grådkvalte persons hikstende, hakkende og stammende stemme og rytme, så chokket og sorgen også sætter sig i læseren.
Når denne digtsamling i den grad formår at påvirke og gribe læseren – jeg græd, da jeg læste den første gang – skyldes det, tror jeg, lige så meget formen som indholdet: ”vi har bare været// med på deres/ præmisser og nu da/ vores mor ikke er der// er det// mangler der// så// mangler hun i den situation// til/eller// det som der sker er at vi skal/ at den/ eller at/ julen/ skal vi/ vi skal selv til/ at// skabe// nu.”
Det afsluttende udsagn i den citerede passage peger på en anden styrke ved ”Begravelse”, nemlig at den ikke fortaber sig i de store følelser, der uden tvivl er forbundet med døden, men meget enkelt beretter om og gør opmærksom på alle de forpligtelser, der pålægges de efterladte.
Døden er ikke kun forbundet med sorg og smerte, men også med praktikaliteter. Det er måske blandt andet derfor, at bogen ikke hedder mor eller død, men ”Begravelse”. Jeget og hans brødre kan, så at sige, ikke bare forsvinde eller være i sorgen, fordi livet går videre, som man siger: Begravelsen skal arrangeres (hvem skal man ringe til? Hvor skal det være? Ville hun brændes? Var hun medlem af folkekirken?) – og efter den alt muligt andet (hvem skal tage anden op juleaften?). Pludselig står de alene, pludselig er det dem, der skal få det hele til at fungere.
Med ”Begravelse” har Rolf Sparre Johansson således med ganske få virkemidler og uden store armbevægelser formået at skrive en smertelig, rørende og perspektivrig bog, der, for nu at låne et par ord fra debuten, går gennem kroppen som en kuldegysning. Det er godt gået.
kultur@k.dk